Det skorter ikke på danske kunstnere med popstjerne-potentiale på årets Roskilde Festival. Alene på festivalens tre warm-up dage har man kunnet opleve navne som Mendoza, Kwamie Liv og Kill J, der på baggrund af deres fængende, elektronisk-funderede popsange allerede har fået masser af opmærksomhed i både ind- og udland.
Kwamie Liv er en stjerne i svøb
Sidstnævnte var inviteret tilbage på Roskilde Festival efter en solid debut sidste år, som kvinden bag kunstnernavnet, Kill J, tirsdag aften overgik med en koncert der udviste overskud og spændvidde. »Cold Stone« gav et sukkerchok med dets krystalklare synthesizere og Aagaards glas-splintrende høje tone-opstigning.
»Barbie Girl« udsat for voodoo
På »Phoenix« manipulerede hun vokalen til et sælsomt, digitaliseret skrig, der om noget lød som en musikalsk fremmaning af titlens mytiske væsen. Det er den slags detaljer, der er med til at danne indtrykket af Kill J som en fremadskuende force i dansk popmusik.
Kill J gik dog også på rov i datiden med et cover af Aquas »Barbie Girl«. Væk var originalens tuttenuttede 90-er dance og solbeskinnede glimt i øjet. I hænderne på Aagaard blev dukkeføringen til en omgang olm voodoo med et tungt hip-hop beat og hendes hvislende vokal.
Med »Bullet«, en minituøs salve med et hakkende omkvæd, sendte duoen publikum videre ud i aftenen med visheden om, at popmusik ikke behøver være lig med karakterløse metervarer. Hvis Roskilde Festival skulle finde på at invitere tilbage til en tredje omgang fortjener Kill J en større scene.
Hvad: Kill J
Hvor: Street City Stage, Roskilde Festival, tirsdag