Hvor ærgerligt: Man har lige haft en halv time med Simon Trpceski ved tangenterne. Man har set den mageløse makedoner bevæge ti fingre, to arme, hele kroppen så uhørt hurtigt. Man har oplevet ham sidde foran DRs symfoniorkester, spille en halv time med ræve bag begge ører og bukke for et bragende bifald på fulde fem minutter.
Men da den 31-årige klaverkonge sætter sig ned i Koncerthusets foyer bagefter og lige vil signere sin seneste CD for eventuelt interesserede, så er der flere eventuelt end interesserede. Han sidder faktisk mest og kigger traurigt ud i luften og drejer lidt på sin kuglepen. Klakørerne fra før kunne jo ellers have fået en snak.
DR burde selvfølgelig skrive den slags muligheder ind i programmet. Subsidiært lade en ordentlig plakat pege hen mod pingen og hans pen. Eller noget.
For den halve time blev underfundig, dybt underholdende, et under rent kunstnerisk. Et under med Prokofievs oftest spillede værk for klaver og orkester på tapetet:
Russeren arbejdede på sin musik under Første Verdenskrig, flygtede så fra det røde kup i 1917 og gjorde den færdig på amerikansk jord nogle år senere.
Men den lyder kun af overskud. Bredt sagt af tegnefilm og troldmænd. Smalt sagt af sarkastiske kommentarer til hele den klassiske musiks konventioner.
Og det danske orkester med makedoneren ved klaveret og Thomas Dausgaard på dirigentpodiet får det hele med. Der er øjeblikke, hvor alt klikker. Hvor blandingen af alvor og humor, fortid og nutid føder denne navnløse følelse af ozon til ånden.
Bare uden signering eller småsnak bagefter. Også selv om manden både havde givet makedonsk ekstranummer og takket for vores åbenhed over for fremmede. Hm.
Nuvel, man havde stadig Tjajkovskijs symfoni nummer fem til gode. Altså endnu et elsket værk af russisk herkomst – bare fra den stormende romantik i århundredet før.
Tjajkovskij selv blev aldrig så vild med det. Manden skulle ikke have bygget sin symfoni på den melodi i begyndelsen. Han kunne skabe nogle af verdens bedste, men faldt pludselig for den allermest trivielle.
Det blev bare ikke trivielt hin aften. Symfoniorkestrets strygere er fulde af kærlighed til de toner, men holder dem alligevel dejligt smagfulde. Og hele paraden af orkestrets nye soloblæsere peger igen mod lege i den europæiske liga.
En aften, hvor selv hjertemusklen klappede bagefter.
