Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Velfærd - vores nye religion

Anders Lassen: Velfærdsreligion. Vores »velfærdsreligion« er farlig: Som andre religioner indhyller den os i en falsk tro på, at livet er sikkert, trygt og at andre nok skal sørge for at vi ikke kommer galt af sted, hvis bare vi til gengæld opfører os på den rigtige måde. Men det er en illusion.

Vi kræver velfærd, men velfærd gør os slet ikke lykkelige. Livet er risikabelt, det er hårdt og farligt. Et rigtigt liv er ikke et liv pakket ind i vat og velfærd, skriver Anders Lassen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Velfærdsreligion. Vores »velfærdsreligion« er farlig: Som andre religioner indhyller den os i en falsk tro på, at livet er sikkert, trygt og at andre nok skal sørge for at vi ikke kommer galt af sted, hvis bare vi til gengæld opfører os på den rigtige måde. Men det er en illusion.

Hver dag bruger medierne ordet »velfærd« i næsten 100 artikler. Ordet bruges langt mere end tilsvarende politiske temaer som skat, indvandring og klima. Og alle i den politiske verden er enige om, at vores velfærd er det mest værdifulde, vi har. Problemet er bare, at ingen rigtig ved, hvad velfærd egentlig er.

Når fremtidens forskere om 100 år skal beskrive Danmark omkring år 2010 vil de sikkert sige, at vores fremherskende religion var »velfærdsreligionen«. For det er netop, hvad »velfærd« er i dagens Danmark:

Tænk over det: Hvad er lighedspunkterne mellem vores opfattelse af velfærd og den traditionelle opfattelse af en guddom?

Meget få ting i verden er helt ubetinget gode, men »velfærd« og »Gud« har det til fælles at de er ubetingede goder - der er simpelthen ikke noget negativt ved »velfærd«. Hertil kommer, at opfattelsen er subjektiv - der er åbent for fortolkning. Ligesom tilfældet er med religion har »velfærd« lige så mange betydninger som der er mennesker. Det kan betyde alt fra sikkerhed, tryghed og offentlig service til retfærdighed, indkomstudjævning, solidaritet mm. Og det er en styrke, at der ikke er nogen fast definition, for det gør det lettere at lægge vores personlige fortolkninger ind i begrebet og dermed slå det fast som et ubetinget plus-ord. Vi ved kort sagt ikke, hvad det er - vi er bare sikre på, at det er noget godt.

»Velfærden« er i dag er blevet den samlende ide, den religion, der forener den danske befolkning på tværs af skel og som gør, at vi betaler verdens højeste skatter med en vis accept og forståelse. Den er blevet »limen« og selve sammenhængskraften i det danske samfund. Og det er både forkert og skadeligt, for det var aldrig meningen, at velfærd skulle blive et mål i sig selv. Vores forfædre, der skabte velfærdsmodellen, gjorde det, fordi samfundet for 100 år siden var dybt asocialt, klassedelt og uretfærdigt.

Der var ikke noget socialt sikkerhedsnet - kun et bundløst hul af armod og fattigdom, der opslugte den, der var så uheldig at blive ramt af sygdom eller ulykke.

Ambitionen var at sikre, at alle havde lige muligheder for det, der i den amerikanske uafhængighedserklæring kaldes »the pursuit of happiness«. At alle - uanset baggrund - skal have lige muligheder for at skabe sig et lykkeligt liv og at den forkerte opvækst, uheld eller sygdom ikke skal betyde, at man må opgive jagten, men at fællesskabet i stedet træder til og sikrer, at vi får hjælp til at komme på fode igen.

Men efterhånden begyndte begrebet at dege­nerere. I stedet forventer vi nu, at staten og samfundet skaber lykken for os og er garanter for vores ubegrænsede tryghed og sikkerhed. Vi mener i dag, at vi har en gudgivet ret til at leve et liv i fuldstændig tryghed og sikkerhed. Og vi bliver forbandet sure, hvis vi oplever, at staten svigter sit ansvar. Hvis vi ikke kan få børn, ikke trække os tilbage og nyde livet som 60-årige på statens regning, hvis vores umådeholdne overspising, druk eller rygning gør os syge, hvis vi får fordærvet mad på en restaurant eller hvis vi kommer til at købe en forkert fladskærm, der ikke har MPEG-4-tuner, ja så forventer vi, at staten burde have advaret os, skredet ind eller som et minimum giver os en erstatning og løser problemet.

Fra at være en solidarisk forsikringsordning, hvor fællesskabet træder til når vi rammes af ulykker, er velfærden blevet til et rettighedssamfund, hvor vi nu forventer at få det tilbage som vi har betalt til samfundet - og gerne lidt til. »Jeg har betalt skat i så mange år, så nu har jeg også ret til at ...

Til gengæld har vores tilbedelse af velfærden betydet, at vi har måttet underkaste os et regime af personlig adfærdskontrol som ikke er set nogensinde før i historien. For prisen for, at staten tager ansvaret for os, er høj. Ikke bare i form af verdens største offentlige sektor og verdens højeste skattetryk. Men især i form af en serie af voldsomme indgreb i den personlige frihed. Staten regulerer i dag hvad vi bør spise, hvad vi må drikke og hvad og hvor vi må ryge. Hvilke biler, vi bør køre i, hvilke kærester vi bør forelske os i ,og hvilke lande de bør komme fra. Hvem der må komme til landet og hvem der ikke må, hvor mange gange vi må spise aftensmad sammen med vores eksmænd og -koner, hvor mange penge vi må tjene hvis vi får SU eller efterløn, hvad vi skal lave, hvis vi er uden arbejde, og hvad vi skal have på hovedet, når vi cykler.

Vi er overvåget, når vi går på gaden, når vi taler i telefon, og når vi er på internettet. For når staten skal have ansvaret for os, ja, så må den jo til gengæld også stille krav til os. Derfor er vores »velfærds-religion« farlig: Som andre religioner indhyller den os i en falsk tro på at livet er sikkert, trygt og at andre nok skal sørge for, at vi ikke kommer galt af sted.

Men det er en illusion: Livet er ikke sådan. Det er risikabelt, hårdt, svært og farligt, og man dør af det - og det er også fantastisk, utroligt fuldt af muligheder og aldeles mageløst.

Formålet med velfærden er ikke at gøre os lykkelige, men udelukkende at give os det bedst mulige udgangspunkt for at søge lykken. Men ansvaret for at formulere, hvad der gør os lykkelige, er vores eget, dybt personlige ansvar.

Min påstand er, at ingen er blevet ægte lykkelige ved at aflevere deres personlige frihed til gengæld for at blive pakket ind i en lummer kokon af falsk tryghed og sikkerhed.

For uanset hvad velfærd er, så er det ikke det samme som lykke. Det er derimod en forudsætning - et middel - for at så mange som muligt i samfundet kan opnå lykken. Men velfærd må og skal aldrig blive et mål i sig selv.