Det er let nok at finde aktuelle eksempler:

Vejlegård-sagen: En klassisk fagforeningssag, hvor en af de mægtigste og mest mørkerøde dele af den Socialdemokratiske fagbevægelse, 3F, ønsker at statuere et eksempel på sin magt og påtvinge en lille virksomhed en overenskomst, som hverken arbejdsgiveren eller hans ansatte vil have. Stort set hvert eneste PR-element af konflikten, har fagforeningen tabt, så 3F nu fremstår som en forældet organisation, der mest eksisterer for apparatets egen skyld og med folkestemningen markant imod sig. Senest har en Rambøll-meningsmåling vist, at seks af ti vælgere støtter et lovindgreb imod fagforeningers blokader af virksomheder. Konflikten har sendt Socialdemokraterne i politisk flyverskjul og sat skub i, hvad de borgerligt-liberale partier vil være villige til at gøre for at stække fagforeningernes magt efter en kommende valgsejr. I ledelsen hos de røde fagforeninger, der allerede styrtbløder medlemmer, bør man nok være dybt bekymrede for, om 3F med sagen er ved at bringe hele bevægelsen på selvmordskurs.

Carina-sagen og ulighed: For syv år siden igangsatte egentligt ukontroversielle udtalelser fra en liberal socialminister, Eva Kjer Hansen (V), en veritabel ideologisk tæppebombning fra modstandere, medier og kommentatorer. Hun sagde bare, at man ikke skal forveksle fattigdom og ulighed, og at det er vigtigere, hvor godt de dårligst stillede har det, end hvor store forskelle der er på folk, men Fogh Rasmussen-regeringen gik i selvsving, ministeren var lige ved at ryge, og folkestemningen blev kørt op, som var det selve velfærdsstatens fremtid, der stod på spil. Så kom i vinteren 2011 et TV 2-kamera og debatten mellem folketingsmedlemmerne Özlem Cekic (SF) og Joachim B. Olsen (LA), hvor sidstnævnte var så kvik at få oplyst detaljerne i en kontanthjælpsmodtagers økonomi, så man kunne tale fakta snarere end følelser. I løbet af kort tid kunne meningsmålingsinstitutter registrere et markant sving i vælgernes syn på overførselsindkomster, omfordeling, skatter og ulighed - så meget at det på flere punkter har påvirket en venstrefløjs-regerings politik og retorik.

Hvad er lærdommen? Disse sager er nogle, der alle burde have været »slam dunk« for en venstrefløjsregeringi en krisetid med arbejdsløshed, hvor man let kunne have haft medvind.

Er de tabt grundet dårlig håndtering? Nej, sagen er blot, at vælgerne slet ikke er så ideologisk venstreorienterede, som de var. Moderne vælgere er ikke nødvendigvis rykket markant til højre, men de har på de helt grundlæggende træk en sympati for borgernes frihed og ret til at bestemme over egne tilværelser - og er derudover pragmatikere. De er ikke til systemer og store organisationer, der tromler andre ned for abstraktionernes skyld.

Så hvad er lærdommen? Præsenteret for klare facts - at en virksomhed skal straffes, selv om medarbejderne er tilfredse, eller at det ikke kan betale sig for en kontanthjælpsmodtager at arbejde - reagerer vælgerne snusfornuftigt. Udfordringen for de borgerligt-liberale partier som helhed må være at bruge deres oppositionsrolle til meget mere af det samme: Vedholdende information og holdningspåvirkning.

Det kræver nok bare, at navnlig landets største parti kommer ud af hængekøjen, væk fra vejrhanen og op på hesten.