Lige nu frygter Europa et sammenbrud for den frie bevægelse fra land til land. Folkevandringer er et ældgammelt europæisk mareridt. Romerriget faldt og druknede i flygtende menneskemasser. Intet samfund kan overleve folkevandringer, men intet moralsk menneske kan leve med forfølgelse og folkemord. Menneskemasserne flygter nu mod os fra alle udkanterne af Europa, men vi kan ikke flygte fra vores følelser. Vi bliver grebet af en urfrygt og en urkærlighed til disse stakler. Vi svinger derfor mellem ubetinget omsorg og usagt frygt for at blive løbet over ende. Frygt bliver til had og had bliver til deportation, hvor der ikke er langt til et moderne europæisk mareridt af forfølgelse.

Irrationelt og idiotisk, for det er så meget mere kompliceret end vores følelser. Vi kan og må ikke se problemet i forsimplede kasser, grupper eller årsager. For flygtningekrisen har som Romerrigets fald mange rationelle forklaringer, som alle er sande på én og samme tid. Vi er i et supersammenbrud. Et nyt super uheldigt sammentræf af sure omstændigheder. Det kræver, at vi er superskarpe lige nu og her. Højrepopulister ser svaret som et spørgsmål om indvandring alene. Flere svar og spørgsmål er dog påkrævet. For det er ikke blot grænserne, der bryder sammen. Længe før det brød velfærdssamfundet og Europa sammen.

Lad mig forklare. Europa er på vej væk fra at være industrisamfund mod at være et rent videnssamfund. Samtidig sker der en omfattende udflytning af arbejdspladser til andre lande med billigere arbejdskraft end den dovne og dyre europæiske arbejder.

Det har skabt en kæmpe arbejdsløshed og følelse af fortabthed i den traditionelle industri-arbejderklasse. Det betyder færre penge og flere konflikter om investeringer i flygtninge fremfor velfærd. Intet arbejde og ingen statsstøtte har skabt en vrede som den, der vendes mod flygtninge og indvandrede. Politikernes vilje til at hjælpe bankerne fremfor borgerne kombineret med sparekravet fra EU skaber politikerlede og mistillid. Den folkelige ambivalens omkring det europæiske projekt har skabt for svage EU-institutioner, som handler for sent, for lidt og forkert. Desuden er det ikke lykkedes at bygge en fælles europæisk identitet og projekt. Den europæiske befolkning forstår sig stadigt mere som et nationalt etnisk fællesskab end et paneuropæisk værdifællesskab. Hvad der skaber endnu mere modvilje mod de voksende flygtningestrømme.

Grupper af indvandrere lever samtidig en parallel tilværelse i Europa, med høj kriminalitet og manglende respekt for de europæiske værdier, fordi de føler sig underkendt og udgrænset. Denne manglende integration har skabt en ond spiral, hvor et islamistisk modborgerskab bliver en ny attraktiv politisk identitet for de mange etniske arbejdsløse, som ikke kan komme med i den nye vidensøkonomi. Et andet problem er, at vi føder for få børn og vi er blevet for gamle i Europa. Det er dyrt. Udgifter til ældre har dramatisk svækket velfærdssamfundet. Det betyder, vi har et demografisk underskud af mennesker, men disse nye mennesker skal primært ansættes i den nye fremvoksende vidensøkonomi, hvis det skal hjælpe. Det stiller krav til uddannelse, udviklingsvillighed og at de deler et moderne europæisk værdigrundlag. Altså en ubetinget tilslutning til et liberalt demokrati og den borgerlige offentlighed. Bevægelsen væk fra industrisamfundet til videnssamfundet stiller også krav til de arbejdsløse indvandrere som allerede er i Europa.

Deres arbejdsløshed er blevet fremstillet udelukkende som et privat motivationsproblem, men er strukturelt betinget af, at den nye vidensøkonomi ikke længere efterspørger deres typiske industri-kompetencer. Et åbent spørgsmål om det vil og kan lykkes. Ergo er flygtningestrømmen blot det sidste tegn på vi lever i det gamle Europas sidste dage.

Vi frygter et sammenbrud som allerede er sket.