Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Som kvinde og mor må jeg sige stop: Tørklæder skal ikke være in

Foto: Birgitte Baadegaard og Unique Models. Fold sammen
Læs mere

Så har vi også i Danmark fået en smuk model iført tørklæde, ligesom DR i august lod en 11-årig pige afprøve hijab i Iran. Episoderne får mig til at reagere både som kvinde og som mor. For vores døtre begynder nu at opleve, at tørklæder er in. Stille begynder de at blive indpodet, at tørklæder er trendy, ufarlige sager.

Men tørklæder er og bliver hverken trendy eller ufarlige. Der ligger et kvindesyn og nogle værdier bag, som vi – forhåbentlig – aldrig kommer til at billige i denne del af verden. Selvom vi paradoksalt begynder at hylde dem i uvidenhedens navn.

Lad mig fortælle lidt om den kulturhistorie, der ligger bag tørklædet:

1) Allerede 2.000 år før islam krævede det Asyriske rige i den såkaldte Lov 40, at kvinder bar tørklæde, ligesom de i øvrigt havde alskens rammer og regler, der satte dem »på plads«.

2) Håret har i tusinder af år symboliseret livskraft og magt såvel som afmagt. Ikke kun hos kvinder, men også hos mænd. Samson havde f.eks. sin kraft i sit lange hår.

3) Kvinder med langt, stærkt hår har gennem tiden stået som symboler for vitalitet og selvstændighed, og er i øvrigt karakteristisk for profetiske skikkelser, viskvinder (og –mænd).

4) I gamle dage have man(d) magt over de mennesker, hvis hår man tilegnede sig – f.eks. indianerne. Under heksejagterne barberede man(d) kvindernes hår af for at fratage dem deres styrke, ligesom nazitøser i øvrigt blev kronraget efter Anden Verdenskrig. I gamle tider brugte man i øvrigt hår til at påkalde sig formødre og forfædre.

5) Kort sagt – der ligger en historisk kraft og styrke i kvinders hår, og den ultimative ydmygelse og undertrykkelse ligger derfor i at klippe det af, kræve det skjult – eller kræve, at kvinden »selv« beslutter at lægge bånd på sin hårpragt og derved undsiger sig sin feminine kraft og kvindelighed. I den sande tros navn, hvad enten det er loven eller religionen.

Beskyttelse

Caitlin Moran udtrykker paradokset i »Kunsten at være Kvinde«:

»Ja, hele ideen med dem (burkaer) er, at de beskytter kvinders ære og sikrer dem en placering som menneske og ikke bare som sexobjekt. Fair nok. Men hvem er det, de skal beskyttes fra? Mænd. Og hvem – så længe kvinder spiller efter reglerne og har det rigtige tøj på – beskytter dem fra mænd? Mænd. Og hvem er det overhovedet, der anskuer kvinder som et sexobjekt, og ikke bare et menneske? Mænd.«

Så regnestykket kan ikke gå op: Hvis man er nødt til at gemme sig for mænd for at føle sig fri, så accepterer man en overmagt, som i virkeligheden er den svage. For hvis mænd ikke kan tåle synet af en kvindes nakke eller hår, er de ikke kommet længere end neanderthaleren. Kort sagt - argumenterne er patriarkalsk, forældet bullshit.

Heldigvis skifter tiderne, og i Danmark har kvinder sat kyskhedsbælter og korsetter på museum for at kunne stå solidt med spredte ben – stadig ikke nok, men markant mere end før. Og ja, profeten Muhammed ville få æbletobakken galt i halsen, hvis han så (denne del af) verden.

Rundt om i verden kæmper kvinder dog stadig for at slippe tørklædet, bl.a. ved at trække det tilbage, så en smule af hårkanten viser sig eller ved at barbere håret af. Altid med risiko for straf – men tørklædet snærer.

Derfor bliver jeg trist, når jeg ser kvinder med tørklæder i det danske landskab og nu også i modelverdenen – uanset religion, islam, jødedommen, katolicismen eller i øvrigt: Der ligger en historisk undertrykkelse i at bære det – i en eller anden Guds eller lovs navn.

Som jobvejleder og coach gennem mange år har jeg mødt mange dejlige kvinder med tørklæde, fulde af gejst og energi. Hver eneste gang har jeg fortalt dem, at de gør deres chancer på arbejdsmarkedet dårligere. At de får sværere ved at få job og dermed klare sig selv. Og at jeg accepterer dem og deres valg 100 pct., selvom jeg ikke forstår beslutningen.

Racisme, tænker du måske nu om erhvervslivet og mig. Sådan oplever jeg det ikke. Jeg udfører mit job, ligesom jeg orienterer manden med rockerbaggrunden, fyren med den dårlige ånde eller kvinden med for blå øjenskygge. Sådan er det bare.

Min erfaring er i øvrigt, at med tørklædet følger ofte en påklædning med lange ærmer og løse bukser. Og med den type tøj følger stille bevægelser, lavere stemme og mere ydmyg kropsholdning. Hvilket igen svækker chancerne for et job og dermed et liv i frihed. Kroppen er kort sagt lydig over for tørklædets budskab.

Jeg ønsker ikke tørklædet forbudt, selvom 40 pct. af danskerne i 2013 helt eller delvis ønskede at forbyde tørklæder. Vi lever i et demokratisk samfund, og vi hverken kan eller skal forbyde tørklæde eller andre religiøse symboler – undtagen måske burkaer af sikkerhedsmæssige årsager. Men når jeg oplever, at et undertrykkende artefakt begynder at blive legitimeret og promoveret i mangel på bedre vidende – så siger jeg fra.