Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Netop som offentligheden har desperat brug for et styrket Klimaråd, har regeringen valgt at stække det

Klimaforandringerne udgør den suverænt største udfordring, menneskeheden nogensinde har stået over for. Desværre har klimaminister Lars Christian Lilleholt netop eksekveret et politisk angreb på den institution, der er sat til at give os viden om konkrete politiske tiltag, der kan bringe os i mål

Tegning: Kate Copeland Fold sammen
Læs mere

Jordens klima forandrer sig, den globale gennemsnitstemperatur stiger som et resultat af vores forbrug af fossile brændstoffer, vores landbrug og skovrydning. Med Paris-aftalen fra 2015 forpligtede det internationale samfund sig til at sikre, at de globale temperaturstigninger forbliver under to grader over det førindustrielle niveau – mod den nuværende temperaturstigning på ca. én grad.

FNs Klimapanels (IPCC) rapport fra oktober understreger imidlertid, at der er god grund til at begrænse stigningen til 1,5 grader, idet en stigning på blot to grader vil have dramatiske konsekvenser for økosystemer på tværs af verden – ikke mindst de mennesker og dyr, der afhænger af dem. Eksempelvis vil en stigning på to grader medføre ødelæggelsen af alle koralrev, som over 500 millioner mennesker er afhængige af for føde og livsvigtig kystbeskyttelse.

Andre forskere, herunder Københavns Universitets Katherine Richardson, taler om, at en temperaturstigning på to grader risikerer at igangsætte en dominoeffekt af såkaldt »positive feedback effekter«, såsom den grønlandske indlandsis’ kollaps eller udslip af enorme mængder metan fra smeltende permafrost på tundraen. Den slags katastrofale hændelser kan på længere sigt risikere at medføre temperaturstigninger på fem-seks grader og 60 meter højere vandstand i havene, hvilket vil gøre store dele af – hvis ikke hele – planetens overflade ubeboelig.

IPCC fastslår, at det fortsat er teknisk muligt at begrænse temperaturstigningerne til 1,5 grader, men at det vil kræve en samfundsmæssig transformation af den globale energiforsyning, fødevareproduktion, infrastruktur og byer i en skala, der aldrig er set før. Med de nuværende tiltag står vi globalt set til at skyde langt over to grader, og vinduet for at handle lukker sig hastigt. Vi skal reducere de fælles udledninger til halvdelen i 2030 og gå i nul i ca. 2045.

»Med de nuværende tiltag står vi globalt set til at skyde langt over to grader, og vinduet for at handle lukker sig hastigt.«


Udfordringen kompliceres yderligere af den stigende ulighed og demokratiske legitimitetskrise, som præger de vestlige lande i disse år. Protesterne fra de »gule veste« i Frankrig har vist, at det bliver svært at overbevise borgere, der har set deres indkomster stagnere, jobs forsvinde og velfærdsydelser beskåret, mens de rigeste kun er blevet endnu rigere, om at de samtidig skal bære byrden ved omkostninger forbundet med den grønne omstilling, såsom Macrons (nu tilbagetrukne) brændstofskat. Valgsejre til reaktionære, klimaskeptiske populister som Trump og Bolsonaro, der er kommet til magten i henholdsvis USA og Brasilien på baggrund af vælgernes dybe mistillid til etablerede politiske kræfter, betyder samtidig, at Paris-aftalen nu må klare sig uden verdens henholdsvis største og ottendestørste økonomi.

Vi skal med andre ord på rekordtid møde den største kollektive udfordring, menneskeheden nogensinde har stået over for, i en situation, hvor de liberale demokratier er mere krisedisponeret og mindre beslutningsdygtige, end de har været i årtier. Af samme grund forfalder mange til håbet om, at autoritære teknokratstater som Kina eller »markedet« på mirakuløs vis klarer skærene for os. Det håb er dog dybt illusorisk. De industrialiserede kapitalistiske demokratier har stået for langt størstedelen af de historiske udledninger og udgør samlet fortsat en betragtelig kilde til udledninger af drivhusgasser, og det må slås fast med syvtommersøm: Hvis ikke vi er i stand til akut at fastsætte langt mere ambitiøse politiske mål for en reduktion af de udledninger, er det os, der er ansvarlige for at sende hele menneskeheden ud over kanten.

Det er derfor fuldstændig altafgørende, at de demokratiske offentligheder i Vesten får systematisk adgang til viden om, hvilke konkrete politiske tiltag, der er både mulige og nødvendige for at komme i mål. Vi har ikke brug for beregninger af, hvor meget mindre oksekød vi hver især bliver nødt til at spise; vi har snarere brug for et omfangsrigt og lettilgængeligt kartotek af viden om konkrete, effektive politiske tiltag, vi kan sammenholde med politikernes løfter og med den førte politik.

Siden 2015 har vi i Danmark haft en institution, der udfylder netop denne – for fremtidige generationer livsvigtige – demokratiske opgave, nemlig Klimarådet. Klimarådet har for nylig påvist, at regeringens nuværende klimapolitik faktisk vil føre til en nedsættelse af tempoet i reduktionen af Danmarks drivhusgasser med en fjerdedel. Hvordan kvitterede klimaminister Lars Christian Lilleholt i sidste uge for den kritik? Ved at fjerne rådets formand, Peter Birch Sørensen. Det er i sandhed svært at bevare håbet.