Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Med venner som disse...

»For mig at se slipper Marlene Wind fuldstændig forbindelsen til virkeligheden.«

Jesper Beinov Chef for Lederkollegiet, Opinions- og Navneredaktør Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis ikke EU bliver bragt i stand til dels at løse flygtninge- og migrantkrisen, dels at få gang i væksten, risikerer hele EU-projektet at komme i fare. Det kræver kritisk debat og evnen til at producere robuste resultater. Ellers bliver befolkningerne endnu mere skeptiske, og EU mister folkelig opbakning også blandt de vælgergrupper, der hidtil har båret projektet. Der er brug for, at EU som fællesskab leverer mere på de store dagsordener, mindre på småtteriet og dermed sætter bom for unødvendig detailregulering.

Der er en hårfin balance mellem pragmatisk handling, som afhjælper EUs hovedudfordringer, og på det overmod, der handler om, at svaret altid er mere EU-magt. Det skulle nødigt gå med EU som den gamle myte om Ikaros. Sagnfiguren Ikaros og faren er fanger på Kreta, og for at slippe væk fæstner de fjer på bivoks, så de får vinger og kan flyve. Men flyv nu hverken for tæt på Solen eller vandet, hold mellemvejen, advarer faren. I overmod kommer Ikaros for nær Solen, fjerene bryder i brand, og han styrter i havet. »Ikaros-syndromet« kan vi kalde det, og udtrykket er titlen på Peter Beinarts bog om dumdristigt overmod i USAs nyere udenrigspolitik. Det udtryk kom jeg i tanke om efter i weekenden at have læst professor Marlene Winds udfald i Politiken og bagefter så Det Kongelige Teaters flotte repremiere på Ovids »Metamorfoser«, hvor den græske myte indgår.

Det handler om at holde en gylden middelvej, en balance. For mig at se slipper Marlene Wind fuldstændig forbindelsen til virkeligheden, når hun i alvor mener, at det er medier som Berlingske og »uduelige europæiske ledere (der) sender Europa mod en langsom, men smertefuld opløsning«. At EUs stats- og regeringschefer skulle ønske EU på vej mod opløsning, er en vild påstand. Og det er mildest talt absurd, hvis journalistikkens kritiske afprøvning af, om løsningerne så virker, og en folkelig debat i medierne skulle få samarbejdet til at styrte til jorden.

Marlene Wind skader med disse udfald EU-sagen ved i overmod at negligere, at det både kræver reel debat og praktiske løsninger på konkrete problemer, hvis den enorme folkelige uvilje skal mindskes. Wind skelner tilsyneladende ikke mellem egne politiske synspunkter og den europæiske interesse. Problemet i EU er, at samarbejdet går for dårligt, og at problemerne ikke bliver løst. Det kan de kun i et forhandlingsspil mellem Kommissionen, medlemslandenes regeringer og EU-Parlamentet. Der er ikke et på forhånd givent svar, men konkurrerende interesser, som man hver især må argumentere for. Efter min mening kan man sagtens være EU-positiv og samtidig have øje for EUs fejl og mangler. Mit grundsynspunkt er, at unionens sammenhængskraft testes i denne tid, og hvis ikke de fælles svar bliver så tilpas robuste, at de stopper flygtninge- og migrantkrisen og løser vækstudfordringen, frygter jeg for unionens fremtid.

Guderne skal vide – og det er meget passende at bringe dem ind i billedet, eftersom jeg henviste til Ikaros-myten – at overmod vil være et farligt svar på de seneste års vanskeligheder. Mangeårigt fedstpil om en ny traktat. Oveni finanskrise med årelang disciplinering af løbske offentlige budgetter. Aktuel frygt for en græsk statsbankerot og Brexit. For langsom vækst. Flygtninge- og migrantkrise. Svaret er pragmatiske resultater. Det forudsætter både kritisk journalistik, fri debat og vilje til resultater i medlemslandene og EU.