Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Med barnets briller på

De fleste skilsmissebørn har forældre, der formår at beskytte dem imod en massiv påvirkning fra forældrenes konflikt. Men der er stadig børn, hvor forældrenes manglende evne til at beskytte dem mod konflikten gør, at de dagligt er inddraget i 'sagen' og føler ansvar for forældrenes uenighed. Det er dem forældreansvarsloven skal beskytte.

I statsforvaltningerne findes metoder og tilbud, der har fokus på at hjælpe forældrene til selv at tage ansvar og finde løsninger. Et godt eksempel er den tværfaglige sagsbehandling, hvor forældrene mødes af både en børnesagkyndig og en juridisk sagsbehandler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeanne Kornum

Efter nogle dages intens debat om inddragelse af børn i sager om forældremyndighed, samvær og barnets bopæl, ønsker vi at stille skarpere på forældreansvarsloven, og på, hvordan vi som 'system' arbejder på at leve op til dens intentioner.

Vi ved godt, at de bedste løsninger for børn skal findes af deres forældre - det gælder også for børn i delte familier. Vi ved også godt, at 'systemet' derfor er det næstbedste, og at systemets løsninger sjældent kan imødekomme alle(s) behov.

Det er ikke sådan, at den virkelighed, som børn i delte familier lever i, har sit udspring i lovgivningen - deres situation udspringer først og fremmest af forældrenes indbyrdes forhold. Det er heldigvis vores erfaring, at langt størstedelen af børn, der rammes af skilsmisse og samlivsophævelse, har forældre, som formår at beskytte dem imod en massiv påvirkning fra forældrenes konflikt. Dette lader så en mindre gruppe af børn tilbage, hvor forældrenes manglende evne til at beskytte barnet mod konflikten gør, at barnet i det daglige er inddraget i 'sagen' og dermed ofte føler sig ansvarliggjort i forhold til at løse forældrenes uenighed omkring forældremyndighed og samvær.

Når man taler om de 'tunge sager' i statsforvaltningerne, er det ofte den virkelighed, børnene har med i bagagen, når forældrene ser sig nødsaget til at gå i statsforvaltningen. Det er klart, at det meget vel kan føles som en ekstra belastning, at en offentlig myndighed bliver involveret, og derfor skal vi som offentlige myndigheder virkelig være opmærksomme og afbalancerede i forhold til den konkrete konflikt.

Med forældreansvarsloven fra 2007 tog vi for alvor barnets briller på. Der skete en grundlæggende ændring af området, så det ikke længere er forældrenes ret til barnet, der skal være det bærende element, men derimod barnets ret til begge sine forældre.

Og derfor er det også helt centralt i forældreansvarsloven, at barnets perspektiv altid undersøges og belyses, både når myndighederne støtter forældre i selv at finde løsninger, og når der skal træffes afgørelse. Målet er at finde den bedste løsning for det enkelte barn, men noget lige så centralt i loven er, at barnet ikke dermed bliver - eller føler sig - ansvarlig for forældrenes aftale eller myndighedernes afgørelser. Det er - og skal også være - forældrene, der er de ansvarlige.

Et grundlæggende element i de forligsredskaber, som forældreansvarsloven rummer, er netop at få forældrene til at 'tage barnets briller på' og igen at se barnet, frem for at se deres egen konflikt og egne behov.

En fagkonference med titlen En håndsrækning til den brudte familie satte i denne uge fokus på at sikre børns trivsel, når forældrene ikke længere kan finde ud af tingene sammen. Her talte man om, hvor vigtigt det er at støtte forældrene i at tackle den udfordring, det ofte er at samarbejde med den anden forælder efter et samlivsbrud.

Med forældreansvarsloven vil man netop gerne understøtte og videreudvikle de tiltag, der har fokus på, at børns trivsel afhænger af et godt forældresamarbejde, og at dette kræver en håndsrækning til forældrene.

Hvor systemet tidligere næsten udelukkende fokuserede på at træffe juridiske afgørelser, mødes forældre i dag i statsforvaltningerne med et anderledes fokus. I statsforvaltningerne findes metoder og tilbud, der har fokus på at hjælpe forældrene til selv at tage ansvar og finde løsninger. Et godt eksempel er den tværfaglige sagsbehandling, hvor forældrene mødes af både en børnesagkyndig og en juridisk sagsbehandler. Det tværfaglige møde har som målsætning, at forældrene tager ansvar og når frem til en aftale - med barnets briller på.

Metoden har samtidig den effekt, at barnets perspektiv undervejs ofte bliver tilstrækkeligt belyst til, at der alligevel kan træffes en afgørelse, hvis forældrene ikke bliver enige. På denne måde inddrages barnets perspektiv, uden at barnet inddrages direkte. Metoden har vist meget fine resultater.

Et andet og helt nyt eksempel er et lokalt forankret forsøgsprojekt, Skilsmisserådgivning i tide - for børnenes skyld, hvor forældre kan mødes i en form for skilsmisseskole, hvor der gives 'førstehjælp' med fokus på en forebyggende indsats.

Barnets perspektiv kan altså belyses på forskellige måder, og valget af metode skal tage højde for de dilemmaer og udfordringer, der kan være knyttet til at inddrage barnet.

Når vi vurderer, at der skal holdes en samtale med barnet, skal det ske med respekt og forståelse for den situation, barnet står i. Barnet er i forvejen i en svær og konfliktfyldt situation, og den skal vi ikke forværre. Derfor skal vi respektere et nej fra barnet og også være i stand til at se det uudtalte nej.

En samtale med et barn skal altid gennemføres af kvalificerede og erfarne sag-kyndige, der har indsigt i børns udvikling og behov. Hvad der kommer ud af en samtale, vil afhænge af, hvad det enkelte barn ønsker videregivet til sagen, og altså også af hvad barnet ikke ønsker videregivet. Og selvom det kan være svært for et barn at fortælle, hvordan det er at være lige netop det barn, så kan samtalen også være et frirum, hvor barnet kan få lov at blive hørt af en voksen, som ikke stiller krav.

Den børnesagkyndige stiller ingen krav og har ingen skjult dagsorden, fordi den direkte inddragelse af barnet først og fremmest drejer sig om, at barnet får en stemme, og at barnets retssikkerhed tilgodeses. På den måde kan de voksne - både forældrene og systemet - se barnets situation gennem barnets briller.

Når forældrene tager barnets briller på, kan barnet få den bedst mulige løsning, også selv om løsningen bliver til i 'systemet'.