Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ligestil undervisning og forskning

Mogens Gruelund, Cand.merc. Fold sammen
Læs mere

Lektor, ph.d. Steen Laugesen Hansen fra Niels Bohr Institutet nævner i kronikken for 2. pinsedag, at tilstandene fra 9.z allerede har nået universiteterne, idet der i de seneste år er sket et dramatisk skred i faglighed, motivation og disciplin hos de studerende. Konsekvensen er, at vi kan risikere, at kineserne banker os ud af banen i den vestlige verden i de næste 10-15 år, som professor Niels Egelund forudser. Med baggrund i mere end ti år som sekretariatsleder for censorer er det mit indtryk, at de mindre egnede studerende er en pestilens for mange universitetslærere. Det nævner de »off the record«, men når beslutningerne skal træffes på universiteterne, ytrer de sig desværre ikke. Antallet af studerende er med til at dimensionere medarbejderstaben. En adjunkt vil gerne være lektor og en lektor spejder efter professorjobbet. Derfor er talen om de dårlige studerende et tabuområde i debatten om universiteternes situation. Derfor er det prisværdigt, at Steen Laugesen Hansens kronik lægger problemerne frem.

Universiteterne har fra middelalderen en udstrakt grad af selvstyre. Her gælder der dagsordener, som samfundet kun har meget begrænset indflydelse på. Prioriteringen internt er: forskning, forskning, forskning og på fjerdepladsen - undervisning. Og det er stadig ikke meriterende for en universitetslærer at sætte fokus på undervisningen, selvom politikerne i årevis har stillet krav herom. Universiteterne er ligeglade. I den internationale konkurrence er det kun antallet af artikler i A-journals, der tæller. En indsats, hvor der stilles ’skarpt’ på studenternes manglende studieaktivitet, savnes derfor.

Derfor har Steen Laugesen Hansen næppe mange sympatisører, der tør stå ved, at de er enige med ham. Kunne universiteterne gøre mere for at få de studerende til at agere som studerende eller som prof. Per H. Hansen, CBS, skrev i Berlingske, have »evnen og viljen til at sidde på den flade og læse, skrive og diskutere i timevis«. Det kræver først og fremmest, at universiteterne har mod til at vedstå sig Laugesen Hansens problemformulering om manglende faglighed, motivation og disciplin hos de studerende.

Hvad kan man gøre for at afhjælpe problemerne? Universiteterne skal betragte de studerende som medarbejdere i en virksomhed. Kulturen på universiteterne må ændres i retning af, at der stilles eksplicitte krav til de studerende, bl.a. om forberedelse og fremmøde, således som det sker til medarbejdere på en arbejdsplads. Sker dette ikke, må de studerende finde en anden uddannelse, der passer bedre til deres ønsker og arbejdsindsats. Og samtlige lærere skal understøtte den adfærd, der skaber de rigtige studerende. De skal være ledere i relation til studenterne ifm. deres undervisningsaktiviteter. Og det er en topledelses opgave på universiteterne at sørge for, at lærerne lever op til kravene om ledelse af de studerende.

Manglende motivation og disciplin hos de studerende skyldes som i alle andre organisationer en topledelse, der ikke vil sætte fokus på problemet med den manglende studenteraktivitet. Mine erfaringer tyder på, at det er en betydelig udfordring at etablere den rette korpsånd blandt lærerne. Denne medarbejdergruppe er sjældent enig.

Spørgsmålet er, om samfundet fortsat vil finde sig i, at undervisning på universiteterne ikke stilles lige med forskning?