Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lige synd

09debAnnaLibak.jpg
Anna Libak. Fold sammen
Læs mere

For mange år siden besluttede jeg, at vi skulle have et donorbarn i vores familie. Sådan et, som man betaler til hver måned over PBS, og som i modsætning til ens egne frække børn bare siger tak og smiler taknemmeligt på billederne.

Jeg er sikker på, at jeg krydsede af, at jeg gerne vil have en fra Afrika. Så da jeg fik at vide, at vi havde fået tildelt en fattig kinesisk pige fra en provins, jeg ikke kan stave til, følte jeg en vis ærgrelse. For sytten da! Skulle jeg betale til en kineser! Det skriver jeg ikke, fordi jeg bryder mig mindre om kinesere end om afrikanere, men fordi jeg var – og er – under indtryk af Kinas enorme vækstrater og forventede fremtidige verdensmagt. 9.z mod Kina, remember? Det kunne da lige passe, at jeg skulle være med til at bære de kinesere frem, som ville ende med at udkonkurrere os. Rent rationelt ved jeg selvfølgelig godt, at der findes svimlende rige afrikanere og forfærdende fattige kinesere, men alligevel: Kunne man ikke med en vis rimelighed forlange, at kineserne selv sørgede for noget velstandsudjævning?

Jeg overvejede, om jeg skulle ringe og bede om at få et afrikansk barn i stedet. Og så overvejede jeg, om jeg gerne ville være en person, der ringede og klagede over, at hun havde fået en fattig kineser. Så vi betalte troligt hver måned til hun fyldte 18. Hvorpå vi lige med det samme fik tildelt et nyt barn, som vi nu betaler til. Det er også en kineser.

Jeg nævner det, fordi jeg for nylig læste i avisen, at nødhjælpsorganisationerne er frustrerede over, at danskerne meget hellere vil give penge til ofre for naturkatastrofer end ofre for krige. Efter jordskælvet i Nepal er pengene væltet ind, mens krigene i Syrien, Yemen og Sydsudan ikke i samme grad kalder på sympatien for de nødstedte. Og det er forkert, mener nødhjælpsorganisationerne, for det er faktisk ikke mindre synd for dem, der er ramt af krig, end dem, der er ramt af jordskælv.

DET ER SÅ sandt, som det er sagt. Og dog vil jeg gerne som en, der har overvejet at bytte en fattig kinesisk pige ud med en fattig afrikaner, have lov at fremsætte en indvending. Hvis folk betalte til krigsofre fremfor jordskælvs- ofre, ville vi så ikke stå med et andet problem? Ville det så ikke pludselig være for galt, at vi var ligeglade med jordskælvsofre? Og kan problemet så overhovedet løses: Der vil jo altid være nogen, der får mest?

Paradokset er, at med mindre vi forudsætter, at der er givet for meget hjælp til Nepal, så ville nepaleserne faktisk mangle hjælpen, hvis vi havde givet den i Sydsudan. Og hvis det er lige synd for alle, så er det vel ikke mindre synd for den nepaleser, hjælpen skal tages fra, end det er for den sydsudaner, som ikke fik den? Nødhjælpsorganisationerne siger jo på en måde, at det alligevel ikke er så synd for nepaleseren som sydsudaneren, når de problematiserer, at vi hjælper den første og lader den anden i stikken.

MEN SELVFØLGELIG var det ikke det, nødhjælpsorganisationerne mente. Nej, de mente, at befolkningen også – oveni – burde give flere penge til ofre for krige. De fandt på en smart sammenligning, fordi de ikke brød sig om at forlange flere penge.

Men det burde de have gjort. For nu lød det nærmest, som hvis man ringer og siger, at man hellere vil hjælpe en afrikaner end en kineser. Og det gør man bare ikke.