Hvem er Inas donorfar?

Flere gange har 19-årige Ina Rosdal Lauridsen overskredet sine egne grænser i jagten på at finde den mand, der gemmer sig bag donorkoden 137 fra sædbanken Cryos. Så længe hun kan huske, har hun ledt efter hendes donorfar. Hun får ikke fred, før hun finder ham.

19-årige Ina Rosdal Lauridsen har så længe, hun husker tilbage, ønsket at vide mere om donor 137, der er hendes donorfar. Hun håber, at han som minimum vil give hende et navn og et billede af sig selv. Fold sammen
Læs mere

»Jeg er et 19-årigt donorbarn, tilblevet ved hjælp af den 179 cm høje Cryos-donor 137, som har blå øjne, brunt hår og ingen fregner. Tilbage i starten af 90erne vejede han desuden 73 kg og var formodentlig jurastuderende. Hans blodtype er 0+ ligesom min. Skulle det ske, at han en dag får nys om, at jeg eksisterer, er det mit håb, at han vil kontakte mig; ikke så jeg pludselig kan få en far, men så jeg kan få stillet min abstinensskabende nysgerrighed omkring den skyggehenlagte halvdel af mit stamtræ.«

Sådan skriver Ina Rosdal Lauridsen under overskriften »Kan man netværke sig vej til sin ukendte »far?« Den fulde efterlysning af Cryos-donor 137 kan man finde på Ina Rosdal Lauridsens LinkedIn-profil, der er skræddersyet alene til det særlige formål at sætte hende i forbindelse med sin donorfar.

Så længe Ina Rosdal Lauridsen kan huske tilbage, har hun søgt efter ham, der udgør halvdelen af hendes biologiske arvemateriale, og som hun kun kan ane konturerne af.

»Jeg var en lille pige, da jeg besluttede, at jeg ville give alle de penge, jeg ejede, for at finde ud af, hvem han var. Prisen, jeg betaler, er i stedet blevet en del af min ære. Jeg overskrider mine grænser, når jeg fortæller min historie eller kontakter fremmede for at høre, om der kan være en mulig forbindelse. Det er rigtig svært. Både med tanke på mig og på ham, og jeg gør mig mange etiske overvejelser om min søgen. Jeg vil være ked af, hvis han er derude i det skjulte og føler, at jeg driver hetz mod ham.«

Ina Rosdal Lauridsen er vokset op med sin mor, der som 33-årig ikke havde fundet manden i sit liv og derfor valgte at blive insemineret tilbage i 1993. Ina Rosdal Lauridsen er dermed ud af de første generationer af donorbørn fra sædbanken Cryos, der har hovedsæde i Aarhus. Inas mor blev insemineret på Privathospitalet Hamlet, og dengang var det et særsyn, at kvinder valgte en tilværelse som singlemor. I dag er det et oplagt valg for mange kvinder i trediverne, der af forskellige årsager ikke har fundet en mand at dele livet med. Inas mor kunne dengang kun vælge en anonym donor, men fordi hun fra første hånd kender Inas afsavn, ville hun i dag vælge anderledes. Inas mor håber, at hendes datter en dag finder donor 137.

Selv om det aldrig har skortet på kærlighed eller materielle goder i Inas opvækst, så føler hun, at hun er vokset op med et usynligt handicap, der sidder i følelsesregistret. Og allerede helt tilbage til tumlingetilværelsen som vuggestuebarn følte hun sorgen over ikke at kende sin far. Det resulterede i en voldsom reaktion med gråd og trillende tårer, når fædre i vuggestuen hentede Inas legekammerater. Til sidst måtte personalet skride ind for at redde de forbløffede fædre fra en situation, der skabte ubehag.

»Fædrene syntes, at det var ubehageligt, at et barn stod og græd, når de kom for at hente deres børn. Jeg blev derfor bedt om at græde med ryggen til. Det hjalp ikke på min sorgproces, at jeg skulle gemme mine følelser væk allerede dengang. Sorgen har jeg forsøgt at behandle selv.«

Svaret blev, at hun måtte finde ham. Et vendepunkt i søgningen fik Ina Rosdal Lauridsen som 14-årig, da hun omsider fik nogle sparsomme oplysninger om sin donor. Hun ved nu, at han er 179 centimeter høj, at han på donationstidspunktet vejede 73 kg, at hans øjne er blå, håret mørkt og blodtypen 0+. Derudover scanner Ina Rosdal Lauridsen altid automatisk personer for brede næser, store læber og brede smil med lige fortænder. Karaktertræk, som hun må have arvet fra ham. Præsenterer mænd i 40-50-årsalderen sig som jurister er opmærksomheden ekstra skærpet.

Den 19-årige pige, der i dag studerer journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, går systematisk til værks. Hun har naturligvis længe været repræsenteret i facebookgrupper for donorbørn og i det amerikanske register The Donor Sibling Registry. For to uger siden indsendte hun DNA-materiale til den amerikanske hjemmeside www.23andme.com, fordi Cryos tidligt begyndte at eksportere sæd til USA. Dermed er der sandsynlighed for, at hun har adskillelige halvsøskende ikke bare i Danmark, men også spredt over Amerika. Hvis hendes halvsøskende også med tiden opretter en profil på www.23andme.com, vil hun være der til at hilse dem velkommen.

Hendes vedholdenhed og systematiske evner brugte hun også, da hun fandt ud af, at hendes donorfar har læst jura. Hun gættede på, at det i så fald måtte være på Aarhus Universitet. Fra universitetets bibliotek fik hun udleveret oplysninger om 219 mænd, der har afsluttet jurastudiet i de årgange, som passer på doneringstidspunktet. Derefter oprettede Ina et excelark:

»Jeg gik i gang fra en ende af. I dag findes alt jo på internettet, så jeg googlede deres navne og prøvede at finde billeder. Dem nærstuderede jeg, og så satte jeg et kryds ud for dem, som, jeg synes, ligner mig. Jeg kiggede på deres læber, næse og øjne. Der hvor jeg ved, at jeg har karakteristika, som må stamme fra ham,« fortæller Ina og uddyber:

»I det forløb opdagede jeg også, at mange jurister har en LinkedIn-profil. Jeg oprettede selv en og fandt ud af, at man får en notifikation – altså en besked – hver gang en person har kigget på ens profil. Det var smart. Jeg lavede en profil, som hed »Ina Rosdal Lauridsen. Donorbarn, der søger tidligere jurist fra Aarhus Universitet«. Derefter begyndte jeg at besøge juristernes profiler.«

Hvorfor er det så vigtigt for dig at finde din donor?

»Jeg kender flere donorbørn, der også føler et afsavn over ikke at kende deres ophav. Men måske er jeg ekstraordinært reflekterende af natur. Jeg har altid stillet mange spørgsmål og opsøgt viden om tvillingestudier, genteknologi, arv og miljø. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan mine gener påvirker mig som person. Samtidig har jeg et andet temperament og er mere snakkesalig end min mor. Jeg vil dybest set gerne vide, om han er på samme måde.«

Få gange har Ina Rosdal Lauridsen følt, at tampen brændte. Der var én af de 219 jurastuderende, som hun sendte en mail efter at have nærstuderet ham på fotos. Og en mail igen, da han ikke svarede. Ham mangler hun stadig at høre fra.

»Jeg kan ikke vide, om mailen er gået tabt i cyberspace, røget i hans spamfilter, eller om han har læst den, men forkastet den af den ene eller den anden grund. Det giver anledning til spekulationer. Men bare fordi jeg synes, at der var en fysisk lighed, behøver det jo ikke at være ham. Men det er da et navn, jeg husker, hvis jeg en dag skulle støde ind i ham. Min søgning på LinkedIn har heller ikke givet noget svar endnu, men jeg har jo efterladt et elektronisk visitkort, så jeg håber, at mændene læser min appel.«

Derudover kontaktede en anonym mand for fire år siden Inas mor. Han havde set Ina på TV, googlet sig frem til hende og derefter fundet nogle YouTube-videoer, som Ina havde lavet. Han ringede fra hemmeligt nummer og ville på ingen måde røbe sig selv. Men han nåede at afsløre, at han var tidligere donor, at han mente, at der var ligheder mellem Ina og ham, og at hun nødvendigvis ikke kun skal søge efter sin far blandt jurister.

»Han fortalte, at sædbankerne ikke altid tjekkede, om oplysningerne, donorerne gav, var rigtige. Det var hans påstand. Det får selvfølgelig mig til at overveje, om min donors profil er korrekt, eller om der er lagt vildspor ud for at sløre hans identitet yderligere.«

Ina Rosdal Lauridsen betoner igen og igen, at hendes søgning ikke starter og slutter ved hende og hendes donorfar. Hun ser også et højere formål med anstrengelserne. Hun anerkender, at donorerne har ret til anonymitet, for det var den, de blev lovet, da de meldte sig som sæddonorer. Men måske har nogle skiftet holdning undervejs.

» Jeg vil gerne opfordre alle donorer, ikke blot min egen, til at kigge på deres nuværende livssituation og genoverveje deres anonymitet. Har de nået et sted i livet, hvor de er selvsikre og har overskud nok til at åbne op? Jeg håber, at min søgning kan skabe ringe i vandet og hjælpr andre donorbørn til at få kontakt med den mand, de altid har drømt om at finde.« Hvad nu hvis han har set din appel, men at han ikke har lyst til kontakt?»Kun ved, at han kontakter mig, kan jeg være sikker på, at han ingen kontakt ønsker. Det er paradokset, som jeg gang på gang må fremhæve over for mig selv og andre for at forsvare min søgen. Indtil det modsatte er bevist, går han rundt et eller andet sted i verden uden at vide, at jeg leder efter ham. Derfor må jeg blive ved med at forsøge at fange hans opmærksomhed,« siger Ina Rosdal Lauridsen og giver sig selv en tænkepause:

»Måske ved han godt, at jeg leder efter ham. Måske bekymrer det ham. Måske gør jeg ham vred, fordi jeg maser på. Men jeg håber, at han vil tilgive mig. Selvom han muligvis ikke ønsker kontakt med mig, så håber jeg, at han netop vil kontakte mig for at fortælle, at det er sådan, han har det. At jeg skal lade ham være. Hvis jeg fik det svar, ville jeg blive ked af det, men jeg ville respektere det. Og jeg vil kunne komme videre. Det, jeg lever med nu, er en uløst gåde, som hele tiden er i mit baghoved.«