Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lars Aslan: Det er venstreorienteret og progressivt at være for et burkaforbud

Foto: Jens Nørgaard Larsen og Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

I hele den muslimske verden er det venstrefløjen, der har bekæmpet islamisterne historisk og stadig gør det.

Men i Danmark er det desværre venstrefløjen, der med deres evige kulturrelativistiske ideologi ofte ligger under for islamisterne og, akkurat som islamisterne, fejlagtigt opfatter det at kritisere fanatiske former for islam eller vanvittige imamer som værende en kritik af muslimer generelt.

Debatten om et forbud imod burka og niqab et godt eksempel. Modstanderne af et forbud bruger så mange håbløse argumenter, som de aldrig ville bruge, hvis emnet handlede om alt andet end noget, der har med islam at gøre, som de af en eller anden mærkværdig grund aldrig tør sige noget kritisk om.

Lad os tage de mest udbredte argumenter mod et forbud.

1) »Der er næsten ingen, der går med burka eller niqab.«

Nej, heldigvis er der ikke mange, der går med den slags – endnu. Men er antallet nu blevet et argument for ikke at lovgive på visse områder? I så fald er det noget ganske nyt. Der er heller ikke mange forældre, der truer skolelærere, men derfor må man ikke gøre det alligevel.

Og hvor mange kvinder skal gå med niqab eller burka, før det er et problem? 400? 4.000? 40.000?

Ja, der er større problemer

2) »Hvis man indfører et forbud, vil flere kvinder bare gå med burka eller niqab.«

Se, det argument er jo komisk af to grunde. For det første indrømmer man jo med den argumentation, at denne beklædning rent faktisk er et problem. For det andet er det også nyt for mig, at man nu ikke længere skal udforme lovgivning, fordi man lader sig styre af frygt.

Hvornår har nogen fra venstrefløjen argumenteret for, at vi nok hellere må stoppe med at lave lovgivning om vold mod børn med den begrundelse, at hvis det bliver forbudt, ja, så er der sikkert bare flere voksne, der slår?

3) »Der er større problemer i Danmark.«

Ja, det da ved den søde grød, der er. Men det kan man jo blive ved med at sige, uanset hvilket forslag, nogen kommer med.

Det er en langt ude argumentation, at man ikke må gøre noget ved visse problemer, fordi andre problemer er større. I så fald må man gå ud fra, at venstrefløjen fremover ikke gider debattere fattigdom i Danmark, fordi der er mere fattigdom andre steder i verden. Det er jo absurd.

Burka og niqab er det mest undertrykkende fascistiske symbol, der findes. Kvindens identitet som menneske bliver fuldstændig udvisket, og enhver progressiv og venstreorienteret person burde støtte et forbud mod denne form for beklædning. Ellers kan al vores snak om ligestilling og feminisme jo være totalt ligegyldig.