Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kvæl ikke den globaliserede generation

Der bliver atter sat grænser. Det viste sig nødvendigt, for globaliseringen bar ikke kun fordele med sig. Kulturel rodfæstning og national identitet betyder samtidig meget for mange – i en global verden. Det er rigtigt. Men samtidig vokser en generation op, der som det naturligste bruger hele kloden som lege- og arbejdsplads. Det er den generation, der skal løse mange af vores største udfordringer. Dem må vi ikke begrænse unødigt, når der nu igen sættes grænser.

Tom Jensen
Tom Jensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Forleden var jeg til en 90 års fødselsdag, en usædvanligt livfuld en af slagsen, og ved middagsbordet var jeg placeret mellem to kvinder, der var en generation yngre end jeg selv.

Den ene var amerikansk-eritreisk og boede i Portugal, hvor hun studerer den indvandrede afrikanske musikkultur til sin ph.d. Den anden var tunesisk-fransk og arbejder i Dubais forretningsverden.

Hvilket fik mig til at tænke på, at jeg selv var på min første flyrejse som 16-årig. Det var til Rhodos. Jeg har stadig i et gammelt fotoalbum de let rystede billeder af de græske øer, jeg tog ud ad vinduet fra maskinen, og kan stadig fornemme det slag af varme, som ramte os, da jeg trådte ud på landingsbanen og første gang var i subtroperne. Det var heeelt vildt.

I dag er 16-årige vesterlændinge i millionvis anderledes rejsevante. Min egen datter, der nu er i begyndelsen af 20erne, rejste allerede i teenageårene et betydeligt antal gange – selv. Til Rumænien, dybt inde i Transsylvanien. Til det sydlige Spanien på sprogskole. Til Indien, hvor hun boede privat; det var dog i regi af gymnasiet.

En global generation

Tusinder og atter tusinder af unge bosætter sig i andre lande for at læse eller sidenhen arbejde. For dem er det at rejse ikke længere det at være turist på eksotisk opdagelse i en fremmed verden. Det er i mange tilfælde en helt naturlig del af deres tilværelse, noget, man som det mest indlysende bare gør. De færdes hjemmevant på flere kontinenter, har venner spredt over store dele af kloden og opfatter ikke kulturelle skel som nogle, der skal bremse hverken deres eller andres udfoldelsesmuligheder.

Lyder jeg som en halalhippie? Muligvis. Det er jeg nu ikke. Det, jeg beskrev ovenfor, er blot ikke nogen kosmopolitisk utopi. Det er den skinbarlige, indiskutable og helt ubesværede virkelighed for de generationer, der nu er i 20erne og 30erne. Naturligvis især dem, der kommer fra relativt privilegerede kår med adgang til uddannelse og deraf følgende jobmuligheder.

I Danmark er det usædvanligt mange ud af hver årgang. Men det er ikke et dansk fænomen. Hvad den eritreisk-amerikanske kvinde fra Portugal og den tunesisk-franske kvinde fra Dubai mindede mig om. Det er en udvikling, som ikke er stoppelig: Hele kloden er de opvoksende og nyligt voksne generationers lege- og arbejdsplads.

Slut med grænseløshed

Det skriver jeg, fordi vi i disse år bruger så mange kræfter på at diskutere den liberale verdensorden over for en konkret og nationalt forankret identitet. Som om det behøvede pr. definition at være modsætninger.

Det gør vi ikke mindst fordi, vi over et par årtier har gjort os den smertelige opdagelse, at den grænseløshed, som de yngre generationers liv helt naturligt bærer i sig, til gengæld ikke alene bærer fordele med sig. Derfor kontrolleres europæiske grænser nu igen. Udlændingelove strammes. Nationale identiteter genfindes til en ny tid.

Det er der gode grunde til, præcis som der er gode grunde til, at Poul Schlüter i en ny bog udtaler sig kritisk om Udlændingeloven fra 1983, der uanset principiel borgerlig modstand blev vedtaget på hans vagt som statsminister – med borgerlige stemmer.

Han har nok ret i, at for få dengang forstod – eller ønskede at forstå – hvilken bevægelse der var i gang. Den er synlig overalt omkring os. Forleden cyklede jeg ud ad Nørrebrogade i København. Forretning efter forretning med arabiske skilte flankerede hinanden på ruten som en helt banal påmindelse om den hastigste og største demografiske ændring af Danmarks befolkning i nyere tid.

Det er nemlig ikke kun veluddannede vesterlændinge fra millennials-generationen, der har opdaget, at verden ikke er så stor og utilgængelig, som den var bare i min ungdom. Det har også millioner af unge fra Afrika syd for Sahara, blot for at nævne et eksempel.

Der er efterhånden politisk konsensus om, at det ikke gavner hverken det danske samfund eller de fattigere lande i Afrika og Mellemøsten, hvis disse landes mest udadsøgende og ressourcestærke unge rejser til Europa og for alt for manges vedkommende får sig et nyt liv i nye sociale proletariater, ofte i kulturelle og religiøse parallelsamfund.

Pas på spændetrøjerne

Det var legitimt at reagere mod denne udvikling, fordi den så ud til at komme ud af kontrol, og det er sandt, at en kulturel og national forankring i et medfødt fællesskab som en grundlæggende værdi længe hånligt blev afvist som levn fra fortiden af begejstrede globalister.

Men det er lige så vigtigt, at den nye grænsesætning, den nye besindelse på, at altings opløsning ikke er vejen til et evigt globalt nirvana, ikke samtidig bliver et dræbende benspænd for en generation, der ganske enkelt er anderledes, end vi var, min generation. Som tænker, lever, bor, arbejder og agerer på måder, der gør, at de ganske simpelt ikke vil finde sig i at få spændetrøjer på deres udfoldelsesmuligheder; som i øvrigt netop i kraft af deres færden er dem, vi skal sætte vores lid til, hvis klodens udfordringer skal løses. Væksten og klimaet f.eks.

Og som i øvrigt for manges vedkommende overhovedet ikke er det mindste ringere rodfæstet i det, de kom fra, blot fordi de ikke længere bor der. Stærk rodfæstning og global rækkevidde behøver slet ikke være modsætninger. Tag ud i parallelsamfundene. Det er jo faktisk det, der netop her er på spil.