Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Joe and the Fødevarestyrelse

Henriette Kinnunen: Joe and the Juice mikser frugt og grønt i forskellige kombinationer med navne som Immunity og Hangover Heaven og er ét af de sundere alternativer til at slukke tørsten på farten. Men det nytter ikke med myndighedernes rigide regeltolkning, der obstruerer iværksætterlysten.

Foto: Jeppe Bøje Nielsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Juicens indhold står angivet på menukortet, så ingen kan være i tvivl. Men ellers kan man tydeligt se, hvad personalet kommer i, når de i al åbenhed blender de frugter og grøntsager sammen, som bl.a. Fødevareinstituttet anbefaler os at spise »6 af om dagen«. Men som ingen påstår, er en mirakelkur.

Joe & Juice har valgt at markedsføre sig som en smart juicekæde, hvilket de - med butikker i både Storbritannien, Tyskland, Norge, Sverige og selvfølgelig Danmark - har gjort med succes. Deres kreative markedsføring har udmøntet sig i juicenavne som: Immunity, Hangover Heaven og Strong Bones. Navne som Fødevare­styrelsen nu for anden gang anfægter, fordi de kan vildlede forbrugerne til at tro, at juicen har helbredende effekt.

Fødevarestyrelsen skal naturligvis sikre, at enhver der serverer mad og drikke, overholder gældende regler. Men når regeringen ønsker at fremme iværksætterlysten i Danmark, så nytter det ikke, at myndighederne med rigid regelfortolkning obstruerer denne iværksætterlyst. I et land som Danmark er det vanskeligt nok at etablere sig på fødevare- og restaurationsområdet. Et mylder af hygiejne-, beskatnings- og ikke mindst markedsføringsregler skal overholdes. Og selvom der ofte er mening med galskaben, må der være grænser for, hvor langt vi går for at umyndiggøre forbrugerne.

De ved godt, at Joe & the Juice ikke er en filial af apoteket, og at tømmermændene næppe forsvinder af at drikke en Hangover Heaven. Ligesom de ved, at der ikke er rigtigt krudt i spejderhaglene eller ekskrementer i BonBons hundeprutter og mågeklatter.

De sjove navne er en del af Joe & the Juices brand, præcis som sjove navne også er en del af BonBons. Med kritikken taler Fødevarestyrelsen derfor ikke kun ned til forbrugernes intellekt, men lægger også unødvendige forhindringer ud for danske iværksættervirksomheder.

Navnene hos Joe & the Juice er så ekstremt overdrevne, at der efter markedsføringsretten er tale om tilladelige ’anprisninger’. Fordi man ganske enkelt ikke kan være i tvivl om, at anprisningen ikke passer. Fødevarestyrelsen burde derfor skele til den almene markedsføringspraksis, hvor konkrete anprisninger som hjemmelavet chokolade, rigtig juice og uopslidelige bukser er erklæret tilladt. Praksis som udviser domstolenes tillid til forbrugernes dømmekraft.

Danmark har brug for kreative og innovative iværksættere, som tør satse og udvikle sig. Myndighederne har derfor et ansvar for at forvalte forbrugerhensynet på en måde, som samtidig sikrer et miljø, hvor Joe & the Juice ikke bliver den sidste virksomhed på dansk grund, som på kreativ vis laver en juicesællert med navnet Go away Doc ud af det gamle ordsprog ’et æble om dagen holder lægen for døren’.