Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Islam er ikke problemet

I dag ville det være upassende at sige, at ghettoproblemerne i USA skyldes mørk hudfarve eller »afrokultur«, eller at de fattige brasilianeres katolske opvækst gør dem uvillige til at indordne sig i det omkringliggende samfund. Når vi erkender kompleksiteten i Brasilien og USA, hvorfor er det så OK at koge hele den vanvittigt komplekse integrationsproblematik herhjemme ned til et spørgsmål om religion?

Integrationsproblemer handler ikke om religion. Her er det muslimer til fejring af Eid ved Valby-Hallen. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke agurketid, uden at Inger Støjberg angriber den muslimske minoritet i Danmark. Dette år er ingen undtagelse. I Berlingske 28. juli foreslår Støjberg, at vi skal opdele integrationspolitikken mellem vestlige og ikke-vestlige indvandrere. Men analysen er forkert og løsningen drakonisk. Islam er ikke problemet, og statslig diskrimination vil undergrave det demokrati indefra, som Støjberg er så bange for, at ydre kræfter vil tilintetgøre.

Danske muslimers integration er en varm kartoffel i den danske debat, og det er uden tvivl værd at diskutere, hvordan vi kommer udfordringerne til livs. Men selv om det er åbenlyst, at der er integrationsproblemer i Danmark, er det et levn fra en stokkonservativ fortolkning af virkeligheden, at disse problemer skulle skyldes en »fremmed« religion.

Det, der oftest påpeges af Støjberg og andre indvandringskritikere, er, at indvandrere fra ikke-vestlige lande er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikker. Hvad der sjældent nævnes, er at der er stor forskel landene imellem. Hvor indvandrere og efterkommere fra Libanon og Somalia er overrepræsenteret, så er indvandrere og efterkommere fra Kuwait og Jordan, begge lande med over 90 procent muslimske borgere, mindre kriminelle end den gennemsnitlige dansker.

Oftest viser det sig endda, at de muslimske religiøse samfund er med til at hive unge rødder ud af kriminalitet, hvorfor disse også udgør en vigtig integrationssamarbejdspartner i Danmark. Alligevel er det »en middelalderlig fortolkning af islam«, som Støjberg gør til hovedproblemet.

Læs også: Uffe Ellemann til Støjberg: Man kan ikke gøre forskel på indvandrere

Hvad Inger Støjberg i stedet burde have skrevet er, at der naturligvis er mange forskellige socioøkonomiske og kulturelle faktorer, der spiller ind for, at en person bliver kriminel. Forestil dig, at vi i morgen importerede tusinder af indvandrere fra en fattig brasiliansk favela eller en nordamerikansk ghetto. Ville der mon ikke opstå kriminalitet og vanskelige integrationsproblemer? Jo, selvfølgelig.

I dag ville det naturligvis være helt upassende for en debattør at sige, at ghettoproblemerne i USA skyldes mørk hudfarve eller »afrokultur«, eller at de fattige brasilianeres katolske opvækst gør dem uvillige til at indordne sig i det omkringliggende samfund. Når vi erkender kompleksiteten i Brasilien og USA, hvorfor er det så OK at koge hele den vanvittigt komplekse integrationsproblematik herhjemme ned til et spørgsmål om religion?

Begge grupper i dette eksempel er i øvrigt kristne amerikanere, som Inger Støjberg ønsker flere af, mens muslimerne fra Kuwait og Jordan ifølge Støjbergs egne ord har »svært ved at finde sig til rette i Danmark«.

I stedet for at gentage den årlige »islam-er-roden-til-alt-ondt-debat«, ville det måske være mere værd at diskutere løsninger end konstant at pege fingre ad muslimerne.

Hvis man ønsker at komme problemerne til livs, kunne man til at begynde med tage livet af de mange forfejlede offentlige integrationsprojekter, der i højere grad er udtryk for en systemtankegang, hvor man tror, at integration kan klares fra central hånd. Men integration er noget der sker og foregår i civilsamfundet, ikke gennem en skrankepaves skrivebord. Mange af disse projekter blev etableret under VK-regeringen, mens den aldrig tog et opgør med selve systemet, der skabte problemet til en start.

Er det i virkeligheden fair at tage ansvaret fra indvandrerne med den ene hånd og pege anklagende med den anden?

Inger Støjberg begår med sit sommerangreb en klassisk politikerfinte: At give en ekstern kraft skylden for politikerskabte problemer. Det er ikke et vers i Koranen, der befaler muslimer at blive parkeret på passiv forsørgelse, så snart de træder ind over Danmarks grænser, men derimod et dekret fra en velfærdsstat, der år efter år har skabt fundamentet for de nutidige integrationsproblemer.

Læs også: DF: Nyt pointsystem skal bremse ikke-vestlig indvandring

Det er ikke en fejl i religionen, men en fejl i vores system, at vi har kastet penge efter nydanskere, som fint var i stand til at ernære sig selv, så det aldrig har været nødvendigt for dem at indgå i det omkringliggende samfund. Alle erfaringer viser, at den bedste integrationsindsats foregår gennem beskæftigelse – og netop her har Danmark fejlet så katastrofalt.

Venstres nye integrationsudspil, som Inger Støjberg i sit indlæg reklamerer for, kører på mottoet »Ja til dem, der kan og vil – nej til kriminelle indvandrere«. Men Støjbergs kritik af ikke-vestlig indvandring, angreb på islam og ønsket om statslig segmentering af etniske grupper lever hverken op til liberale principper eller Venstres eget motto.

Hvem man er, hvor man er fra, og hvordan man ønsker at leve sit liv, kommer naturligvis hverken staten eller naboen ved, så længe man overholder loven.

Lad dette være en opfordring til Inger Støjberg næste gang, hendes tastefingre dirrer efter at angribe muslimer i de danske aviser: Udnyt agurketiden til noget fornuftigt. Tag hul på en rigtig liberal udlændingepolitik, der respekterer det enkelte menneske. Drop de forfejlede integrationsprojekter. Lad de mennesker, som kan forsørge sig selv komme hertil – uanset om de hedder John eller Muhammed. Stop angrebene på muslimerne og gå i stedet i kødet på det system, der har skabt fundamentet for de problemer, vi har i dag.

Først da kan vi tale om, at Venstre ønsker at beskytte demokratiet, om at have respekt for Danmark, om at følge liberale principper – og om at sige ja til dem, der kan og vil.