Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvem tilhører Danmark?

Er dronningen og Martin Henriksen blevet pot og pande? Er det dansk at ønske en voldelig revolution, er tørklæder, halalkød eller formue til Schweiz? Monarken har åbnet for en stor, nødvendig debat.

Bent Winther Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Engang blev den daværende svenske statsminister Fredrik Reinfeldt spurgt: Hvem tilhører Sverige? Han svarede, at Sverige tilhører dem, der bor der. Et logisk svar i forhold til jura og ejendomsret, men dybt provokerende i kulturel forstand. Den borgerlige statsminister blev kendt for sin valgkampsappel til det svenske folk om at åbne deres hjerter over for flygtninge og for efter en flyvetur over de store svenske skove at slå fast, at der jo i Sverige er plads nok. I et interview på TV i julen 2014 spurgte han retorisk:

»Er det her et land, som ejes af dem, som har boet her i tre eller fire generationer, eller er Sverige det, som mennesker, som kommer hertil midt i livet, udvikler det til?« og han svarede selv, at han foretrak det sidste. »Det er et stærkere og bedre samfund, hvis det får lov at være åbent.«

Når det er interessant at bringe det gamle citat frem, er det fordi, at debatten om »danskhed« er ved at køre i ring. Og måske er det fordi, vi mangler at stille det mere fundamentale spørgsmål. Bag ved debatten om, hvad der er dansk, og hvem der er mere dansk end andre, ligger det langt, langt mere kontroversielle spørgsmål nemlig: Hvem tilhører Danmark?

Når Dansk Folkepartis Martin Henriksen siger til elevrådsformand Jens Philip Yazdani, at han jo ikke ved, om han er dansker, fordi han ikke kender ham, så ville ordene kunne opfattes som temmelig banale. Selvfølgelig kan man definere noget, der er dansk, og at nogen er mere danske end andre, hvis man bruger sprog, kultur, værdier, udseende og andet som målestok. Det burde være en nem antropologisk øvelse. Men når debatten om danskhed bliver så intens og polariseret, er det fordi, det andet spørgsmål ligger nedenunder:

Hvem tilhører Danmark? Hvem har en legitim adgang til at deltage, at mene noget om Danmark og være med i debatten om, hvordan vi indretter samfundet, om hvad der er rigtigt og forkert? Svaret på spørgsmålet ligger et eller andet sted mellem de to yderpunkter: Enten at Danmark tilhører dem, der har boet her i mange generationer, kender historien, værdierne, sproget og er en del af arven. Det er tilgangen i mange europæiske lande. Eller at Danmark tilhører dem, der til enhver tid bor og lever her, har slået sig ned i den danske muld. Det er historisk set tilgangen i indvandrerlande som USA. Det er indvandringen, som skaber Sverige, mente Reinfeldt. »Det er, hvad de gør ved Sverige, der er Sverige,« som han sagde i sit juleinterview.

De rigtige værdier

Det klassiske liberale synspunkt – og Reinfeldt er liberal – vil ligge tæt på det sidste yderpunkt. Og det klassiske socialdemokratiske for så vidt også. Derfor har Venstre og Socialdemokratiet haft så svært ved at håndtere de her spørgsmål. For det store flertal af vælgere har for længst slået sig ned i den første lejr: Danmark er for danskere med danske værdier, den rette indstilling til ligestilling, børneopdragelse, ytringsfrihed og meget andet – folk som ved, hvornår den første Olsen Banden-film blev indspillet. Når selv dronning Margrethe siger, at det ikke er nogen naturlov, at man bliver dansker af at bo i Danmark, så er det indforstået, at det er en nødvendighed for at bo i Danmark at være dansker. At Danmark er for danskere, sådan skåret ud i pap.

Dermed bliver det helt essentielt at definere, hvornår man er dansker, og hvad der er danske værdier. Kan man være dansker, hvis man taler engelsk i skolen, på universitetet eller på jobbet, ikke spiser svinekød, går med tørklæde, svindler med EU-midler, mener at en voldelig revolution kan blive nødvendig, som et medlem af Enhedslisten fremførte i denne uge – eller hvis man stikker af med formuen.

»Jeg synes, det er noget forbandet svineri, når de, der – når de har tjent godt – flygter ud af landet til andre lande. Jeg synes faktisk, de er halvidioter,« sagde Dynelarsen i et interview med Berlingske i denne uge. Han er født og opvokset i Thy og Ridder af Dannebrog. Mere dansk kan man næsten ikke forestille sig.

Videre kunne man spørge: Hvis man accepterer, at Danmark tilhører danskerne og ikke dem, der til enhver tid bor her, og at man bliver mere dansk af at have boet her i mange generationer, kan man så være dansk, hvis man er mørk i huden? Det vil de fleste forhåbentlig svare ja til, men hvilke parametre er så de vigtige? De fleste vil kunne nikke genkendende til Dronningens ord, når hun siger: »Vi troede nok, at den slags ting ville gå af sig selv. Hvis man gik på gaderne i København og drak det kommunale vand og tog den kommunale bus, blev man nok dansker i løbet af kort tid. Det var så indlysende for os, og derfor troede vi, at det måtte det også blive for dem, der slog sig ned og boede her. Sådan var det ikke. Det har vi lært.«

Men det åbner kun for en sværm af nye spørgsmål, og behovet for nogle streger, der rammer danskheden ind, bliver kun større. Hvor langt strækker kravet om danskhed sig ud over det rent juridiske og indlysende, statsborgerskab, at overholde landets love, stå til rådighed på arbejdsmarkedet og den slags? Der er nok at tage fat på.

LÆS MERE