Hvorfor elsker Dronningen og alle andre at diskutere danskhed?

Dronning Margrethes fremhævelse af det danske lægger sig i en strømning af europæisk nationalisme, mener eksperter. Det danske velfærdssamfund har vist sig langt mere sårbart over for indvandring, end vi troede.

Kolonihavehus og kanelsnegle eller rundkreds og runesten. Hvad vil det sige at være dansk? Hvad er dansk og hvad er udansk? Den nationale identitet er igen kommet øverst på dagsorden. Fold sammen
Læs mere
Foto: scanpix

Kolonihavehus og kanelsnegle eller rundkreds og runesten. Hvad vil det sige at være dansk? Hvad er dansk og hvad er udansk? Den nationale identitet er igen kommet øverst på dagsorden. Danskhed er blevet et begreb, man i den politiske debat kan slå hinanden i hovedet med.

Først var det kulturminister Bertel Haarders danmarkskanon, som i sommer pustede liv i debatten, så var der Dansk Folkepartis Martin Henriksen, der satte spørgsmålstegn ved, om elevrådsformand Jens Philip Yazdani kunne betegnes som dansk, selv om han er født og opvokset i Danmark. Og nu er det så selveste dronning Margrethe, der puster til ilden.

»Det er ikke en naturlov, at man bliver dansker af at bo i Danmark,« siger hun i Thomas Larsens bog  »De dybeste rødder - Dronningen fortæller om Danmark og danskerne.«

Dermed kæder monarken danskhed sammen med en integration, som har vist sig sværere, end vi troede. Indvandrere må gerne beholde deres rødder, men mulden i potten skal være frisk, mener dronningen.

Nationalisme udspriger af frygt

Professor ved CBS Ove Kaj Pedersen ser den store optagethed af danskhed som et resultat af de trusler, som danskerne og europæerne oplever i de her år. Når vi føler os truede, søger vi mod det, som forener os i et fællesskab.

»Det sker jo over hele Europa og Nordamerika. Nationalismen er i fremmarch, og kernespørgsmålet i nationalismen er, hvad der udgør den fælles identitet. Hvem er repræsentanter for den og hvad indeholder den,« siger Ove Kaj Pedersen.

Han definerer den tid, vi lever i som »reaktionernes tid« eller de reaktionæres tid. Befolkningerne reagerer mod globaliseringen, mod den tætte europæiske integration, som har stået på siden 1970erne, og mod truslerne fra flygtningestrømme, finanskrise og et stærkt Kina.

»Hver gang danskheden er blevet skærpet og lagt til grund for ny udvikling, så har det været efter katastrofer og store tabte krige. Voldsomme konflikter har altid været grundlaget for vores formulering af danskhed. Det er en form for overlevelsesstrategi. En reaktion på en følelse af udsathed og indsigten i, at det kan gå rigtigt galt. Hvad man har af ejendomme, jord og så videre kan forsvinde med et fingerknips,« siger Ove Kaj Pedersen.

I Danmark skal man arbejde for at leve

Han mener dog, at katastrofestemningen er politisk oppumpet - ikke mindst set i historisk lys.

Når dronning Margrethe peger på, at det at blive dansker ikke kommer af sig selv, så handler det om tilegnelse af danske værdier, men også om arbejdsmarkedet.

Når indvandrere og flygtninge, som kommer til Danmark, ikke bidrager i samme omfang med at være i arbejde som etniske danskere, så er det en stor økonomisk belastning for velfærdssamfundet.

Professor i europæisk historie Uffe Østergaard siger, at det især handler om en 3-400 år gammel arbejdsmoral, som er indlejret i den dansk folkesjæl, men som indvandrere ikke besidder i samme omfang. Og den erkendelse er vi først ved at nå nu.

»Vores velfærdsstat er meget mere skrøbelig, end vi havde regnet med. Den bygger på dybe lutheranske værdier. Vi lever i Danmark for at arbejde. Det tager lang tid at opdrage resten af verdens befolkninger til det. De fleste har den ’mærkelige’ opfattelse, at man skal arbejde for at leve.«

I en krisetid vil man ifølge Uffe Østergaard naturligt studere, hvordan samfundet er skruet sammen og finde svar på, hvordan man finder ud af krisen. Og danskhed er et af svarene.

»Vi føler os truet eller udfordret og vores samfund bygger på nogle præmisser, som ikke har været særligt udtalt.«

Derfor bliver danskheden vigtig. Men lige under diskussionen om danskhed ligger en mere kontroversiel og følsom diskussion.

For måske man med fælles hjælp finde frem til at definere en danskhed, men betyder det også, at det kun er danskere, der er berettiget til at bo i Danmark. Er Danmark kun for danskere?

Det særligt danske findes ikke

Uffe Østergaard skelner mellem en amerikansk tradition, hvor dem, som er født i landet, er borgere og så en nordisk.
»I den danske tradition er det dem, som har tilsluttet sig de danske værdier og er bærere af dem, som er danskere. Og det bliver let livsfarligt, for så skal man også helst se ud på en bestemt måde. Og hvis man er brun i huden, så bliver man måske aldrig dansker,« siger Uffe Østergaard.

Professor og leder af Center for Europæisk Politik, Marlene Wind mener også, at værdidebatten er kommet til at handle om etnicitet - om »os og de andre« - præget af angst og politiske interesser. Det fremstår navlepillende og historieløst, mener hun peger på, at Danmark altid har indgået i et større statsligt fællesskab.

»Historisk er det ikke ret længe siden, at Danmark var en del af en meget større statsdannelse med dele af Tyskland og Norge, og derfor er der heller ikke noget naturgivent ved, at vi skal finde tilbage til rødderne og dyrke noget meget snævert dansk. Man kunne lige så godt have vendt den om og dyrket den globaliserede verden og Danmarks rolle deri. Det er et politisk valg, at man i stedet appellerer til og dyrker angsten for det fremmede. Det er et farligt valg,« siger hun og mener, at debatten om danskhed er blevet altoverskyggende i de danske medier.

»Den angst, der er indbygget i diskussionen om nationalitet kan føre til, at man mister troen på det grænseoverskridende og det fælles. Man kommer til at ofre det fælles på det nationales alter, og det er præcis, hvad vi ser i Europa lige nu.«