Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Herrens vej

Kathrine Lille√∏r bylinefoto Fold sammen
Læs mere

De svigter alle. Det er indtil videre det mest geniale ved »Herrens veje«. Hver på deres måde har de en bagvedliggende dagsorden. Undtagen måske en eneste. Ham kommer vi til.

Umiddelbart er TV-serien båret af den karismatiske provst, som har både tro og vilje til at handle. Han bliver ikke biskop, fordi en politisk bevidst kvinde vinder over ham, da han begår den fodfejl i bispevalgkampen ved at sige, at kristne og muslimer er forskellige, og at han foretrækker kristne. Siden viser det sig, at hun som biskop er benhård over for netop muslimer på flugt.

Sådan er hykleriet et gennemgående træk i samtlige af seriens episoder. Lige fra den hengivne provstefrue, hvis kærlighed ikke holder til et provsteligt sidespring, til feltpræsten, der ikke kan bære den skyld, som krig giver soldater.

Ubetinget ingen af seriens centrale personer går ud af tiende episode med integriteten i behold. For alle er der afstand mellem, hvad de siger, og hvad de gør. De smykker sig med Kristus og Buddha, kærlighed og tro, men alle er drevet af at fremme egne behov og håb. Ønskerne omformuleres, så de fremstår uegennyttige og endda næstekærlige, men man gennemskues af hinanden eller seerne, og derved blotlægges det grundmenneskelige – at vi altid først og fremmest vil os selv.

Det er ikke smukt. Og kan synes direkte uskønt, når det afsløres i det kirkelige, hvor forkyndelsen ellers netop drejer sig om kærlighed, tilgivelse og opofrelse. Det kunne umiddelbart ligne kirke-hykleri af dimensioner. Men det er faktisk lige det modsatte.

Den evangelisk-lutherske kirke tager i sin kristendomsforkyndelse mere end nogen anden kirke i verden højde for det faktum, at også kirkens folk er mennesker. Syndere. Tvivlere. Hvilket indebærer, at man forsøger at styre det, som kun Gud kan styre. Man tager det, man får for givet, og vredes over alt det, man ikke får. Kort sagt: Man tror kun på Gud, når Han er enig med én, men når Gud ikke vil, som man selv vil, bliver man manipulerende og ukærlig. Der er kun én i serien, som bevarer sin integritet: Kirketjeneren. En undselig bifigur, der gang på gang uselvisk rejser provsten på højkant, så forkyndelsen kan lyde på trods af forkynderens selvoptagethed.

De korsfæster hinanden

I dag er det 1. søndag i advent. I århundreder har man denne søndag i kirker verden over hørt om indtoget i Jerusalem. Palmesøndag, hvor Kristus red ind under jubelråb og palmer, fordi hans tilhængere forventede, at han lige om lidt ville bestige Jerusalems gamle kongetrone, jage romerne ud og opfylde alle deres håb. Men han gjorde lige det modsatte. Han lod sig tage til fange uden kamp. Da blev hans tilhængere så skuffede, at de råbte »korsfæst ham!« Fordi han ikke var frelser på den måde, som de havde håbet. Fordi de ikke af ham fik det, de ville have.

I overført forstand korsfæster de hinanden i »Herrens veje«. Vrede, gale og skuffede bliver de, når de andre ikke er, som de havde håbet. Kun én bøjer sig ydmygt og vedbliver med at tjene. Uanset, hvor groft han bliver behandlet. Kirketjeneren går Herrens vej. Den vej, som Kristus slår ind på her 1. søndag i advent, og hvor man kan møde Herren hver søndag resten af året. Han opfylder ikke alle dine ønsker og behov. Han advarer stærkt imod, hvad vi i skuffelse kan gøre mod hinanden. Men Han lover, at tjener vi i stedet for at vredes, da har vi fundet den korteste vej til Hans glæde. Lige nu.

Kathrine Lilleør er sognepræst og ph.d.