Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

I »Herrens veje« er kirken kun en kulisse

Foto: Claus Fisker
Læs mere
Fold sammen

Der er meget, der tyder på, at mange har misforstået »Herrens veje«. Det er forståeligt nok. Misforståelsen går ud på, at man tror, »Herrens veje« handler om kirke, kristendom og religioner. Det gør den ikke, for kirken er kun den ydre, konventionelle ramme omkring et klassisk familiedrama. Man forveksler således den ydre ramme med dramaet.

Dramaet er som sagt klassisk i betydningen velkendt. Det handler om fædre og sønner. Utallige romaner og skuespil har omhandlet det. Det handler om ægteskabsproblemer, om krig og kærlighed. Der er helt dagsaktuelle tematikker med – islam, buddhisme, asyl og flygtninge. Det gør det relevant, for kirken er ikke relevant på den måde.

Kirken er en kulisse. Det er ikke ment som kritik. Vi får intet at vide om kirken i »Herrens veje«, ganske som vi heller ikke får et indblik i hoteldrift i 1930erne ved at se »Badehotellet«. Hotellet er kulisse. Også i »Badehotellet« benyttes en dramatisk konvention, nemlig modsætningen mellem køkken og restaurant og mellem tjenestefolk og gæster. TV-serien »Sommer« var heller ikke et drama om de praktiserende lægers vilkår og hverdag. Lægepraksissen var kulisse. En af misforståelserne ser vi, når visse aviser har sat præster til at anmelde »Herrens veje«. Man satte ikke hoteldirektører til at anmelde »Badehotellet«.

I de fleste romaner er samfundet kulisse, som ikke spiller en aktiv og formende rolle på personerne. I den slags romaner er individet i centrum. Det er den såkaldte (neo)liberale roman, og de fleste romaner er af den art. Vi får intet indblik i samfundet, men kun i individerne. Der findes andre romaner, hvor samfundet ikke er bagtæppe eller kulisse: Det gælder de store realister som Balzac, Pontoppidan eller Georg Eliot.

Der findes også romaner og dramaer, hvor kirken og præster ikke blot er tilfældige, men nødvendige. Vi kan nævne Jakob Knudsen eller Kaj Munk. Hos dem er kirken aktør. I deres værker kunne man ikke blot skifte præsten ud med en anden, uden at værket blev ødelagt. Hos dem er der en organisk enhed mellem personer og rammer. I »Herrens veje« kunne alle personerne være udskiftet med dyrlæger, gymnasielærere eller ingeniører, og man kunne få det samme drama ud af det. Næsten.

»Badehotellet« videreudvikler konventioner fra f.eks. Herman Bangs »Sommerglæder«. »Herrens veje« genbruger også elementer fra traditionen: fra Henrik Pontoppidan, Martin A. Hansen, Kaj Munk eller Ingmar Bergman. Hvorfor har man brugt denne kirkelige ramme? Det er for at forny et traditionelt familiedrama, der ellers ville være en gentagelse af utallige andre. Det kirkelige har alene en kunstnerisk eller æstetisk funktion.

Det kirkelige er for mange danskere blevet eksotisk og fremmedartet, og dermed kan den ramme bruges til at forny en noget fortærsket problematik. På den måde er »Herrens veje« en fornyelse. Kirke og religion er kulisser og ikke andet, men en ny, spændende kulisse, som vi ikke er vant til. Det hedder med et teknisk udtryk: en kunstnerisk underliggørelse.

Hans Hauge er lektor og dr. phil.