Så kom professor Hans Bonde på banen igen. I søndagens Berlingske er det Ligestillingsministeriet, der står for skud. For nylig var det fire kvinder på topposter, som han skød på i forbindelse med hans nye bog »Fordi du fortjener det«.

Det undrer os, at han bliver så provokeret af, at ligestillingsministeren og andre forsøger at gøre noget for, at flere kvinder kommer ind på ledende poster. Og det undrer os, at han bliver så provokeret af fire kvinder, som er nået til tops. Der har så mange gange før været fire mænd på topposter. Men det har ikke været specielt provokerende!

Bonde brugte i interviewet 18. april et Poul Henningsen-citat »uenighed gør stærk«. Hvis det er det, han går efter, rammer han lige på sømmet. Men han fremsætter en så ubegribelig grad af usaglige påstande og nu igen i søndags, at han rammer helt ved siden af enhver form for saglig debat.

Bonde bidrager hverken til en bedre forståelse af mekanismerne på arbejdsmarkedet eller til at forstå karriereprioriteringen hos mænd og kvinder. I stedet fremfører han synspunkter om, at de fire kvinder – statsminister Helle Thorning-Schmidt, sundhedsminister Astrid Krag, miljøminister Ida Auken og socialminister Karen Hækkerup – kun har opnået deres topposter, fordi de er kvinder. De har hverken den rette kompetence eller erfaring til at være der, hvor de er i dag. Sludder og vrøvl. Disse kvinder er netop eksempler på, hvordan man kan nå til tops ved hårdt arbejde.

Paradoksalt er det, at Bonde ikke finder anledning til at nævne, at (dygtige) mænd som Bjarne Corydon og Thor Möger Pedersen blev indsat på nogle af samfundets tungeste ministerposter uden politisk erfaring og sidstnævnte oven i købet som den yngste minister nogensinde.

Med sine holdninger bidrager Bonde til et forstokket syn på moderne kvinder. Kvinder både vil og kan. Men i stedet for at anerkende det og finde ud af, hvordan vi får arbejdsmarkedet til at fungere med en fornuftig andel af mænd og kvinder, er der et kor af ældre mænd, som har sat sig for at kritisere de kvinder, der når til tops. Er det virkelig så svært at acceptere? Særligt morsomt for dem er det, når statsministeren kan kritiseres. Hun fremstilles som enten uvigtig (selv efter hun har sikret en dansk EU-rabat på en milliard og lavet de største reformer i mands minde) eller som latterligt uvidende. Et særligt lavpunkt var det, da hendes valg af kaffe fik nogle af forsvarets chefer til at udstøde et foragtens brøl. Helt ærligt. Hvis statsministeren vil have en særlig kaffe, så skaf den. Kunne man forestille sig en så voldsom reaktion, hvis ønsket var kommet fra tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen? Nej, vel? Her ville man have gjort honnør og klappet hælene sammen. I årevis fik Fogh nærmest fuldt medløb ligegyldigt, hvad han gjorde.

Ifølge Bonde er mænd ikke kun dygtigere i politik, men også til sport, starte nye virksomheder, instruere film, skrive bøger osv. Men ifølge ham favoriseres kvinderne alligevel. Tænk, at den slags holdninger florerer i et moderne samfund. Badmintonspiller Tine Baun, filminstruktør og Oscar-vinder Susanne Bier og forfatter og TV-vært Stéphanie Surrugue er bare tre eksempler på dygtige kvinder uden for politik. Der er mange flere.

Måske er Bonde i gang med at gense Morten Korch-filmene – og det får ham til at drømme om gamle dage, hvor kvinder gik hjemme og passede både børn og bagning. Han hiver debatten ned til at handle om kvinders kompetencer i 2013 i stedet for at bidrage til debatten om, hvordan vi får flere kvinder ind på ledelsesposter for at drage nytte af de forskellige kompetencer, som mænd og kvinder nu engang har.

1. april trådte en bekendtgørelse i kraft om, at statslige institutioner og virksomheder m.fl. er forpligtet til at indberette måltal for kønsfordelingen i bestyrelser. De skal også udarbejde politikker for kønssammensætningen af ledelsen. Det vil forhåbentlig skubbe på udviklingen, men vil formentlig også vise sig ikke at være nok. Det er vigtigt at understrege, at det ikke handler om kvinder, men om kønsfordeling. Det kunne jo også tænkes, at der var en virksomhed, hvor mænd ikke var repræsenteret ligeligt.

Vi er stadig langt fra ligestilling på arbejdsmarkedet, hvor 85 pct. af de adm. direktører er mænd, og de de resterende 15 pct. er kvinder. I den øvrige direktion er fordelingen 84 pct. mænd og 16 pct. kvinder. Af mellemledere er 82 pct. mænd og 18 pct. kvinder. Tallene er fra september sidste år og kommer fra Ledernes lønstatistik.

Tal fra Finansforbundet viser samme tendens. I den private sektor er andelen af kvindelige topledere 5,4 pct. Og 22 ud af 113 bestyrelsesmedlemmer i de ti største banker er kvinder. Knap ti pct. af bestyrelsesposterne i danske børsnoterede aktieselskaber var i 2010 kvinder. Ifølge Finansforbundet vil det med den nuværende udvikling tage 248 år, før der er lige mange mænd og kvinder i høje stillinger. Der er også stadig et markant løngab mellem kvinder og mænd og en skæv barselsfordeling, som bremser ligestillingen på arbejdsmarkedet, som Bonde dog erklærer sig enig i.

De kolde fakta står i stærk kontrast til Bondes påstande. Det giver ikke mening at tale om, at kvinder bliver favoriseret, når statistikken viser, at det faktisk er temmelig svært at komme op i ledelseslagene.

Kvinder er ikke dygtigere, klogere eller bedre til jobbene end mænd. Vi er anderledes. Og når vi arbejder sammen med mænd, bliver det rigtig godt. Mændene bliver selvfølgelig også bedre sammen med os. Ledelse handler om at få det bedste frem i folk. At få alle talenter og kompetencer i spil. At skabe merværdi på arbejdsmarkedet og ruste Danmark til fremtiden.

Flere kvinder på ledende poster vil gavne mangfoldigheden på arbejdspladserne, arbejdskulturer, kreativitet og bundlinjen. Det er der masser af undersøgelser, der viser. En af dem er en dansk analyse fra 2005 »Til gavn for bundlinjen«, der konkluderer, at »flere kvinder i ledelsen af danske virksomheder vil gavne danske virksomheders økonomiske resultater«, og »virksomheder med kvinder i topledelsen klarer sig signifikant bedre end virksomheder uden kvinder i topledelsen«.

Men vi er begge holdt op med at tro på, at ligestillingen sker ad frivillighedens vej, selv om det tydeligvis kan betale sig. Dette er ikke et feministisk opgør, men handler om nødvendigheden af at udnytte ressourcerne bedst muligt og skabe lige muligheder for begge køn. Kvinderne er kommet ind på arbejdsmarkedet og mange flere tager i dag en universitetsuddannelse og har endda overhalet mændene på visse studier. Det handler ganske enkelt om at skabe rammerne for, at de kvalificerede kvinder også finder vej til de store karrierestillinger. Det er et spørgsmål om et reelt behov for erhvervslivet, at kvinder også er på de tunge poster. Omvendt skal kvinderne selvfølgelig indse, at en karriere ikke indebærer at kunne bage chokoladeboller om eftermiddagen og stå parat med den varme mad hver dag kl. 18. Det behøver man ikke at være flov over. Man er nemlig nødt til at prioritere benhårdt. Det er hårdt arbejde at komme til tops. Men det er ikke noget, man skal holde sig tilbage for at stræbe efter, for det er også sjovt og spændende.

Kvinder gør tværtimod klogt i at give mændene bedre plads i hjemmet og omkring børnene, også når det gælder barsels­orloven. Ikke kun for egen, men for mændenes skyld. Det fortjener de.

At hævde at kvinder som statsministeren, ministre, filminstruktører, sportsfolk mv. bliver favoriseret og lægge det til grund for, at de kommer frem, er latterligt. Vi vil insistere på en kvalificeret ligestillingsdebat og ikke en debat, der handler om, hvorvidt kvinder er kvalificeret eller ej. »Fremtiden kommer af sig selv, fremskridtet ikke,« har Poul Henningsen også sagt. Det ville være befriende, hvis vi kunne tage en debat om, hvordan vi får skabt et arbejdsmarked, der blomstrer med både kvinder og mænd. Når mænd og kvinder arbejder sammen, kommer der stærkere og mere bæredygtige løsninger. Det har ethvert samfund til enhver tid godt af, men særligt lige nu er det helt afgørende.