Forår for de uligestillede

Merete Riisager (LA) Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Brogaard/Folketinget
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

D. 9. marts – dagen efter Kvindernes Internationale Kampdag, deltog jeg i en konference i Paris om iranske kvinders rettigheder. Og efter en lang dag med taler fra parlamentarikere fra en lang række lande, stod det krystalklart, at der er langt igen for de iranske kvinder. Samtidig var det både rørende og opløftende at høre kvindelige repræsentanter fra EU-lande, USA, men også lande som Algeriet, Syrien, Yemen og Saudi Arabien gå på talerstolen og rase mod præstestyret i Iran og dets systematiske undertrykkelse af iranske kvinders rettigheder.

I Iran siger lovgivningen, at manden er familiens overhoved. Hvis kvinden ikke lever op til sine ”pligter” kan manden fratage hende retten til at modtage underhold, føde og klæder. Manden har ret til at forhindre kvinden i at søge beskæftigelse, hvis dette går imod familiens interesser eller mandens eller kvindens ”ære”. Kvindens bopæl bestemmes af hendes mand, og mens manden kan blive skilt fra en kvinde uden nogen større vanskeligheder, er det modsatte en helt anden sag. Hertil kommer, at der især ude på landet finder giftermål sted med helt unge piger, da man ifølge iransk lov kan indgå ægteskab med piger på helt ned til 9 år. Stening finder sted og er retfærdiggjort af den iranske lovgivning, og kvinder, der bliver set i det offentlige rum uden at være tilslørede, kan straffes med fængsel og fysisk afstraffelse.

Det er tre årtier siden, præstestyret gjorde sit indtog i Iran. En generation er vokset op under det undertrykkende regime, og en generation af kvinder har måttet leve under åget fra islamiske fundamentalister.

De mange taler fra muslimske kvinder, der ikke lagde fingrene imellem, når de talte for demokrati og imod islamisk fundamentalisme både i Iran og i arabiske lande, gav en oplevelse af, at bevægelsen for at ryste frygten og åget af sig er stærk. Lige nu kæmpes der om kvinders rettigheder i det arabiske forår – der måske, hvis alle sejl er sat, opbakningen er der, og vinden bærer i den rigtige retning, også kan stadfæste sig i et persisk forår.

Man bliver stille, når man møder kvinder, der har sat personlige behov til side for at kæmpe for demokrati og kvinders basale ret til at bestemme over egen krop og fremtid. Det mindste vi kan gøre er at lytte og vise opbakning – vi der har sikker grund under fødderne, og kan vælge vores vej i livet.

Samtidig er det værd at huske, at den undertrykkelse, der rammer kvinder i Iran og andre steder i verden også importeres til vores eget lille land, når skikke tages med i kufferten hertil. Ligestilling for det brede flertal, når ikke ud til alle kvinder i Danmark, og selvom slaget for ligestilling er vundet her, kan kampen ikke afblæses.