Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ministeriet for u-ligestilling

Forskelsbehandling. »Smid Ligestillingsministeriets krykker og vis, at I selv vil og kan vælge det liv, I ønsker, opfordrer dagens kronikør. Ligestillingsministeriet var oprindeligt sat i verden for at sikre, at mænd og kvinder behandles lige og ligestillingsministeren skulle hellere bruge sin energi til at hjælpe dem, der diskrimineres.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ligestillingsminister Manu Sareen kritiserer i Berlingske 22.04 min nyudkomne debatbog Fordi du fortjener det samt Berlingskes leder 18.04, der med udgangspunkt i bogen kritiserer tendenser til, at det offentlige skubber på for at indføre særprivilegier til elitens kvinder. Med professor Frederik Stjernfelts ord forsøger man at bekæmpe (formodet) diskrimination med diskrimination.

Sareen mener, at Ligestillingsministeriet skaber balance mellem kønnene ved, at der på den ene side – fortjenstfuldt – gøres noget mod drenges vanskeligheder i skolesystemet og på den anden side skubbes elitekvinder frem gennem favoriseringer, men hvad er egentlig sammenhængen mellem drenges problemer og forsøget på at få voksne højt uddannede kvinder ind i f.eks. bestyrelser uden om almindelig konkurrence? Det er som at afbalancere æbler med pærer.

Umiddelbart skulle man tro, at Ligestillingsministeriet var sat i verden for at afskaffe diskrimination. Men paradoksalt nok har det i Danmark tværtom forvandlet sig til den største aktør for aktiv uligestilling. Hvordan er det foregået?

De seneste år er ligestillingsbegrebet umærkeligt blevet forandret fra at betyde lighed i startpositionen til at betyde lighed i slutpositionen. Den oprindelige feminisme, som jeg støtter, byggede på, at ingen måtte diskrimineres, men i dag ser vi tendenser til, at kvinder skal favoriseres for at komme så nær som muligt på en fifty-fifty fordeling på alle topfelter i samfundet. For at nå dette mål har Ligestillingsministeriet indført, hvad vi kan kalde »blød kvotering«. Blød kvotering kan defineres som statsmagtens forsøg på ikke at tvinge, men at presse en form for kønslig planøkonomi igennem. Hvordan er denne strategi opstået? Det har utvivlsomt haft indflydelse, at alle regeringer i nyere tid dannes på baggrund af et kriterium om minimum 40 og helst 50 pct. kvindelige ministre. Disse blødt kvoterede regeringer bifalder så en politik, der skal favorisere kvinder ind i topledelse også langt udenfor Christiansborgs mure. Kort sagt kræver regeringerne, at den kønsbalance, de selv har forpligtet sig på, skal afspejles i resten af samfundet. Men hvor de unge kvindelige ministre og mange kvindelige borgmestre i Københavns Kommune har en departementschef eller en direktør i ryggen, der bliver garanter for stabilitet og erfaring, har de fleste danske virksomheder ikke råd til at understøtte kønseksperimentet på så bekostelig vis. De opererer jo ikke med skatteyderkroner, men med bundlinjer.

Allerede i 2008 havde Ligestillingsministeriet udstukket et »Charter for flere kvinder i ledelse«, hvor det fik virksomheder og offentlige institutioner til at binde sig til kvantitative mål for kvindeandelen i organisationerne. Staten har derudover givet et vink med en vognstang ved en henstilling om kønsbalanceret sammensætning af statslige råd og styrelser.

En af de absolutte sværvægtere i dansk erhvervsliv, den administrerende direktør i Danfoss, Jørgen Mads Clausen, vovede alleredei december 2006 at tage bladet fra munden. Ifølge Jørgen Mads Clausen medfører kravet om kønsrepræsentation, at mindre dygtigekvinder tager pladser fra dygtigere mænd: »Jeg kan ikke lide ideen om kønskvotering i bestyrelser. I Risøs bestyrelse og i Højteknologifondens bestyrelse, hvor jeg sidder, er der kønskvotering. Det er gået fint nok, og vi har nogle kompetentekvinder, men der sidder nogle mænd rundt omkring, vi hellere ville have haft, som er endnu mere kompetente.«

Også mange private virksomheder er stærkt afhængige af statslig støtte og dermed angsten for at blive stillet i gabestok for politisk ukorrekt kønsfordeling til potentiel skade for indtjening og image. Virksomheder som Carlsberg har da også vejret, hvor vindene blæser hen, og stiler nu officielt mod at opnå en andel på 40 pct. kvinder i bestyrelsen i 2015.

Seneste udspil fra den danske regering er introduktionen af, i folkemunde, »kvindebøder« på 5.000-10.000 kr. til de store danske virksomheder, hvis ikke de i deres årsrapporter inkluderer en strategi til fremme af kvindeandelen i deres ledelseslag. Med Manu Sareens ord gælder det om at få dem til at skamme sig: »Det er ikke tallet, det kommer an på. Det kommer an på, at virksomhederne ikke vil udstilles. Man vil gerne være med som en af de gode.« Mors misbilligende øjne har erstattet fars stok.

I praksis betyder sådanne måltal, at Ligestillingsministeriet overlader til institutioner og virksomheder selv at gøre det ofte beskidte arbejde med at banke kvindeandelen op. Dette fører til megen kreativitet, som det f.eks. ses på Københavns og Aarhus Universitet, hvor der bindes store økonomiske belønninger i halen på institutter og fakulteter, hvis de ansætter en kvinde i stedet for en mand.

Nu kommer vi til det springende punkt. Ligestillingsministeriet var oprindeligt sat i verden for at sikre, at, som det hedder i den danske lov om ligebehandling: »Enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser.« Men er det ligebehandling, når en kvinde ansættes som professor for næsen af en mand med en millionbelønning i tasken til den glade arbejdsgiver?

Skulle ligestillingsministeren ikke hellere bruge sin energi til at hjælpe dem, der diskrimineres, såsom denne mandlige lektor på Københavns Universitet, der i 2011 fik et chok: »Jeg kontakter så ledelsen lidt undrende over, at jeg ikke havde hørt noget om, hvad det opslag handlede om, og yderst trykkede fortalte de, at stillingen var øremærket til en kvinde, så instituttet kunne få udløst en »professor bonus« fra dekanatet.«Er det ikke helt kafkask, at det ministerium, der skulle forsvare mod diskrimination, nu aktivt opmuntrer til forskelsbehandling i en abstrakt kønsbalances navn? Hvordan er vi kommet så vidt, at vi indfører mekanismer, der igen udvælger på køn, men nu med omvendt fortegn? Og hvorfor bruger ministeren ikke sin gabestok, når han erfarer, at Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet for nylig ulovligt har ansat kvindelige lektorer via økonomiske belønninger? Er det fordi, det sker i den gode sags tjeneste? Hvad havde han gjort, hvis det var mandlige lektorer, der blev ansat via økonomiske bonusser, fordi de var mænd? Ramaskrig.

Helt utilsigtet er vi altså landet i den absurde situation, at Ligestillingsministeriet i den gode sags tjeneste arbejder aktivt for forskelsbehandling af de to køn. Manu Sareen, du har en kæmpe chance for at vriste dig fri af rollen som varetager af den diskriminerende kønspolitik, du har arvet. Du kan skabe dig en milepæl i dansk ligestillings historie, hvis du løfter dig ud af vanetænkningen og de statsstøttede feministiske organisationers åndelige spændetrøje. Men det kræver at du tager en dyb indånding, sætter dig op i helikopteren og danner dit helt eget indtryk af de magtteknikker, dit eget ministerium udøver. Det er dig, der er ministeren, og det skal ikke være over et ministerium for u-ligestilling.

Jeg vil opfordre alle danske direktører og bestyrelsesformænd til at samle sig og sige nej til den bløde kvotering. I så fald er det efter min mening jer, der er de progressive, fordi den kvindelige elitepolitik risikerer at skade: a) samfundet, der bliver mindre effektivt, når det ikke fungerer i åben konkurrence, hvor de største talenter kan gøre sig gældende uanset køn, b) mændene, som risikerer at udvikle en afsmag over for institutioner, der fifler med de fair spilleregler, og c) kvinderne, der står i fare for a tudvikle sig til et B-hold, som man automatisk forventer et lavere præstationsniveau af.

Og lad os så endelig gøre alt, vi kan for, at Danmarks kæmpe store kvindelige talentmasse kan forløses via initiativer fra neden, der stimulerer de kvinder, der ønsker at søge mod toppen gennem mentorordninger, netværk (også med mænd!) og en barselspolitik, der også får mændene på banen til gavn for ikke mindst kvinder. Smid Ligestillingsministeriets krykker og vis, at I selv vil og kan vælge det liv, I ønsker!