Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hans Bondes fejlskud

Det er en misforståelse, når Hans Bonde tror, at man ikke kan gøre noget for det ene køn, uden at det går ud over det andet.

Manu Sareen, Ligestillings- og kirkeminister (R) Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Professor Hans Bonde har i denne uge lanceret sin nye bog Fordi du fortjener det om ligestilling i Danmark. Bondes holdninger har skabt en del debat – også i denne avis, hvor bl.a. torsdagens leder var brugt på at kommentere Bondes holdninger.

Som ligestillingsminister kipper jeg altid med flaget for nye input, der kan sætte gang i ligestillingsdebatten – og det gør de indspark, Bonde kommer med. Somme tider kan en provokerende holdning være det, der skal til for at få gang i debatten. Jeg er dog grundlæggende uenig i rigtig meget af det, Bonde fremfører – og jeg mener, at han på flere punkter skyder helt ved siden af i sin analyse af, hvad ligestilling egentlig er.

Og selv om jeg hilser debatten velkommen, vil jeg påpege, at den bedste debat måske ikke starter med at kaste om sig med urimelige påstande om andre. Bonde siger bl.a., at mange af de kvindelige toppolitikere kun er kommet frem på grund af deres køn, og at de kun fungerer, fordi der står en mandlig departementschef eller kommunaldirektør bag dem.

Det er useriøs kritik, som må bygge på Bondes egne fordomme. Vi skal også lige huske, at de kvindelige politikere, Bonde hænger ud, er demokratisk valgt! Det er de blevet, fordi borgerne har ment, at de er de bedst kvalificerede. Så hvis vi skal ændre på det – er det det samme som at sige, at vi skal sætte demokratiet ud af spil. Det tvivler jeg på, at Hans Bonde mener, er vejen frem.

Men nu til Bondes grundlæggende tese, som jeg mener, er skudt ved siden af. Hans Bonde fremfører, at ligestilling i Danmark kun handler om at favorisere kvinder – og at dette leder til en diskrimination af mænd.

Jeg kan for det første ikke genkende påstanden om, at ligestillingspolitikken kun handler om kvinder. Vi har bl.a. i flere år brugt krudt på at forsøge at få drengene tilbage på uddannelsessporet. Vi ved, at en række kommuner bl.a. gennem særlige målrettede tiltag i folkeskolen arbejder for at få drengene motiveret og engageret i undervisningen. Og vi har f.eks. også haft fokus på, hvordan mænds sundhed kan forbedres, så vi kan få rettet op på det sørgelige faktum, at mænd i gennemsnit dør fire år før kvinder.

For det andet er jeg helt uenig i præmissen om, at man ved at tage særlige tiltag for det ene køn diskriminerer det andet. For mig handler det om at fjerne de barrierer, der står i vejen for, at begge køn har reelt lige muligheder.

For at tage eksemplet med drengene i uddannelsessystemet igen: Her handler det om, at vi åbenbart har fået skabt et uddannelsessystem, der på forskellige måder simpelthen passer bedre til piger. Det skal vi da ændre på. Alternativet er, at flere og flere drenge aldrig kommer videre end folkeskolen med risiko for at stå uden for arbejdsmarkedet og havne i bunden af samfundet - både økonomisk og socialt.

Jeg kan dårligt forestille mig, at Hans Bonde er uenig med mig i, at her er en udfordring, der kræver særlige målrettede tiltag…? Også selv om piger og drenge jo rent objektivt har de samme muligheder for at få en uddannelse.

Det samme gælder, når vi ser på kvinder i ledelse og bestyrelser. Vi har nogle af verdens bedst uddannede kvinder i Danmark. Alligevel er det kun en meget lille del af dem, der når til tops i erhvervslivet. Det er der flere forklaringer på. Men en af dem er altså, at der er skabt nogle strukturer, som på forskellige måder gør det vanskeligt for kvinderne at komme ind i de øverste direktionslag og bestyrelseslokalerne. Her er også brug for en målrettet indsats.

Derfor har regeringen netop indført den ny danske model for flere kvinder i toppen, der forpligter virksomhederne til at sætte måltal for, hvor mange kvinder, de vil have i bestyrelsen, og at udarbejde en politik for, hvordan de kan få flere kvinder i ledelsen. Vi forpligter altså virksomhederne til at se sig selv efter i sømmene, om de har nogle strukturer eller en kultur, der ufrivilligt kommer til at gøre det vanskeligt for kvinderne at stige i graderne. Vi har derimod netop ikke valgt en model, der tvinger en bestemt kvote ned over virksomhederne. Målet er nemlig ikke resultatlighed, men at sikre reelt lige muligheder for kvinder og mænd. Og selvfølgelig kan der ikke være tvivl om, at det altid skal være den bedst kvalificerede, der får posten.

Berlingske køber i sin leder Bondes præmis om, at vi er på vej ud på et skråplan, når vi laver særlige tiltag for det ene eller det andet køn. Det, synes jeg, er ærgerligt.

Ligestillingspolitik vol. 1 handlede om at sikre lige grundlæggende rettigheder for kvinder og mænd – at kvinder og mænd f.eks. er helt lige for loven. Det var en kamp, der startede for mere end 100 år siden, og som vi heldigvis er kommet i mål med.

Sammenlignet med mange andre lande er Danmark langt fremme med ligestilling mellem mænd og kvinder. Det skal vi være stolte af. Men der er stadig nogle udfordringer, som gør, at vi skal blive ved med at arbejde for, at drenge og piger, kvinder og mænd får og har reelt lige muligheder for at leve det liv, som de ønsker.

Derfor handler Ligestillingspolitik vol. 2 om at få skabt reelt lige muligheder for alle ved at fjerne de barrierer, der på forskellig vis kommer til at stå i vejen for enten kvinder eller mænds muligheder i samfundet. Det betyder sommetider, at det er nødvendigt at sætte målrettet ind med tiltag, der skal hjælpe det ene eller det andet køn.

Det gælder som sagt bl.a. drenge i uddannelse. F.eks. er 71 procent af eleverne i en specialklasse drenge. Ser vi på arbejdsmarkedet har vi bl.a. den udfordring, at det danske arbejdsmarked og uddannelsessystem er meget kønsopdelt – f.eks. udgør mænd ca. 80 procent af de ingeniørstuderende, men kun fire procent af de ansatte i vuggestuerne. Og kun syv procent af bestyrelsesmedlemmerne i de børsnoterede virksomheder er kvinder.

Det er rigtig ærgerligt, for mangfoldighed er og bliver en styrke – uanset om det er i et bestyrelseslokale eller i en daginstitution.

I den endnu mere alvorlige ende taler tallene også deres tydelige sprog: 29.000 kvinder og 10.000 mænd udsættes hvert år for partnervold, ingen kan vel være uenige i, at vi skal vedblive med at bekæmpe vold i nære relationer.

Vi kan også se, at mænd tager en meget lille del af barslen. Derfor har regeringen nedsat er udvalg, der skal give det bedst mulige grundlag for at finde en god model for, hvordan fædre kan få mere del i barslen. Det vil være godt for barnet, faren, familien og for samfundet.

Også internationalt har Danmark en forpligtelse til at gå forrest, når det gælder ligestilling. Kvinder rundt om i verden ser blandt andet på Danmark og oplever, at ligestilling mellem kønnene er en reel mulighed. Det forpligter!

Og nej, Hans Bonde. Målet med ligestilling er ikke, at piger og drenge, kvinder og mænd skal være ens, eller at der skal være en 50/50 fordeling i alle dele af samfundet. Det handler om at sikre lige muligheder, bl.a. ved at tage højde for de forskellige behov, de to køn kan have.

Grundlæggende bygger Hans Bondes præmis på, at hvis man gør noget for det ene køn, er det pr. definition ensbetydende med, at der bliver taget noget fra det andet køn.

Det er en fejlslutning af dimensioner! Ligestilling er ikke et nulsums-spil. Tværtimod mener jeg, at vi alle sammen kan vinde ved at både kvinder og mænd i endnu højere grad får reelt lige muligheder.

Det handler om, at vi som samfund får bragt alle ressourcer i spil til vores fælles bedste. Faktisk har vi ikke råd til at lade være. Jo bedre vi er til at give alle lige muligheder, jo bedre klarer Danmark sig.

Ligestilling bidrager til vækst og velstand, både for den enkelte og for samfundet som helhed.