Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fordummende dækning

Peter Kurrild-Klitgaard: Har man boet i USA, kan det føles besynderligt at vende hjem til Danmark. Mange danskere excellerer i en måde at forstå og bedømme USA på, som – deres egen selvforståelse til trods – bedst kan kaldes uvidende og arrogant, og i den fordummelse kommer man næppe uden om den rolle, danske journalister spiller, bevidst eller ubevidst.

Peter Kurrild-Klitgaard Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I stort set alle forhold sammenligner man implicit den lille, homogene nationalstat Danmark med den enorme, heterogene forbundsstat USA. Selvom det ville give bedre mening at sammenligne USA og EU – eller Danmark og delstaten New Hampshire.

Tæt forbundet hertil er en manglende forståelse for USAs politiske system, med dets ekstreme grad af magtdeling – mellem delstater og forbundsstat, mellem præsident, Kongressens to kamre og magtfulde domstole. I stedet fremstilles amerikanske præsidenter som noget nær enevældige kejsere, der kan bestemme alt – og derfor også skal holdes ansvarlige for alt, hvad der sker eller ikke sker. Denne overfladiske personfokusering så man, da danske medier i december proklamerede »Obama forlænger skattelettelser«, selvom en præsident ikke kan gennemføre endsige forlænge én eneste lov. Havde man skrevet »Kongressen forlænger skattelettelser«, havde det været forenklet, men ikke decideret forkert. Omvendt kunne man i den forgangne uge se danske medier fortælle, at Republikanerne nu »overtager« Kongressen, med nedskæringer som resultat. Selvom partiet altså kun har flertal i det ene kammer, og Obama vil kunne veto alle love, han ikke kan støtte. Men det er for »kompliceret«.

Fordummelsen strækker sig fra banale fejl til subtile forvridninger. I denne uge kunne man se ét kort telegram fra Ritzaus Bureau, der formåede at angive den forkerte leder af Repræsentanternes Hus, den forkerte leder af Republikanerne i Senatet og i øvrigt hævde, at USAs statsgæld er på 14 trillioner dollar – hvilket er 1 mio. gange større end virkeligheden.

Man kan også tage det tragiske attentat i Tucson forleden, hvor et konservativt Demokratisk kongresmedlem blev skudt og seks mennesker dræbt. Gerningsmanden fremstilles af Ritzau som én, der har virkeliggjort, hvad Sarah Palin ønskede: At få fjernet 20 navngivne Demokrater fra Kongressen og konkluderer, at der er »vrede mod Tea Party«. Hvad medierne til gengæld ikke gør så meget ud af er at fortælle, at han ikke var Tea Party-støtte, men tværtimod en venstreorienteret, religionshadende pot-ryger, der havde Marx’ »Det Kommunistiske Manifest« og Hitlers »Mein Kampf« blandt sine favoritbøger – og med velkendte psykiske problemer. Det ville nok forplumre billedet.

Samme tendens så man i forbindelse med midtvejsvalget og dækningen af Tea Party-bevægelsen. Næsten uden undtagelse fremstillede danske medier sympatisørerne som nogle Palin-beundrende, uuddannede, smårascistiske »red-necks« fra sydstaterne. Det gjorde man desuagtet en række omfattende studier, der viser, at de pågældende er bedre uddannede og mere vellønnede end gennemsnittet, ikke primært er i sydstaterne, er ganske liberale og for halvdelens vedkommende fandt Palin direkte ukvalificeret til at være præsident. Den slags nuancer havde været sværere at forklare.

USA er et mærkeligt og kompliceret land, men danske medier har en tendens til at dække det på en måde, der er forudindtaget, fejlagtig og fordummende. Både USA og Danmark fortjener bedre.