Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ført bag lyset

Sveinn Tryggvason: Det bliver gentaget igen og igen, at den islandske befolkning selv må klare ærterne, efter internetbanken Icesave krakkede. Det ville svare til, at danske skatteydere skulle betale regningen for Stein Bagger. I virkeligheden drejer Icesave-sagen sig om et 'legalt' bedrageri i al moderne bankvirksomhed. Det hedder 'fractional reserve banking'.

»Folk skulle tro, at deres penge var ’forsikret’, selv om bankerne reelt ikke var (og ikke er) i stand til at betale folks indskud. Det er en matematisk kendsgerning, at indskydergarantiordninger kun udgør en lille brøkdel af de indskud, som de har til formål at ’garantere’,« skriver Sveinn Tryggvason. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Konflikten om internetbanken Icesave, som ejedes af islandske Landsbanki, er en af de mest kontroversielle i landets historie. Den islandske finansminister, Steingrímur J. Sigfússon, har sat sit politiske liv på spil og regeringssamarbejdet har hængt i en meget tynd tråd på grund af sagen.

Noget af det mest besynderlige ved sagen er, at den islandske regering har accepteret stort set alle krav fra den britiske og den hollandske regering fra dag ét. De tre landes regeringer står derfor samlet om at rage dybt ned i lommerne på de islandske skatteydere.

Skatteydere i hele den vestlige verden, navnlig USA og Storbritannien, har i de seneste måneder måttet hoste op med enorme summer for at redde den krakelerede finanssektor. Det har de fået lov til uden at blive spurgt. Det har de islandske skatteydere ikke haft appetit for, og efter at den islandske præsident nægtede at underskrive en lov om statsgaranti for Icesave-gælden, fik de islandske vælgere mulighed for at sige klart 'Nej' i en folkeafstemning.

Selv om den islandske regering igennem mere end et år febrilsk har forsøgt at få sagen gennemført, har et voksende antal islændinge indset, at de ikke har nogen forpligtelse til at betale regningen for en konkursramt privatbank. Hverken islandsk lovgivning eller EU-direktiver flytter ansvaret over på befolkningen, selv om den islandske regering forsøger at bruge »juridisk forpligtelse« som undskyldning. Efter at flere sagkyndige jurister har argumenteret for, at denne forpligtelse ikke eksisterer, har regeringen prøvet at anvende andre argumenter.

Som reserve-argument har den islandske regering prøvet at appellere til folks samvittighed og påstået, at Island har en moralsk forpligtelse til at betale. Samme argumentation har blandt andre Uffe Ellemann-Jensen anvendt, når han i Berlingske Tidende skrev, at »Island er et demokratisk og velordnet land, som selv skal stå til ansvar - også selv om det gør ondt«.

Hvis denne argumentation holder vand, ville danske skatteydere være moralsk forpligtede til at betale regningen for Stein Baggers bedrageri. Han er jo dansker og IT Factory en dansk virksomhed, og i dansk presse og erhvervsliv blev de hyldet som geniale, hvilket givetvis har hjulpet Bagger med at opbygge sit image som en hæderlig forretningsmand. Amerikanske skatteydere skulle ligeledes være moralsk forpligtede til at betale for Bernard Madoffs monumentale svig, som blev udført lige foran næsen på de amerikanske myndigheder.

I begge tilfælde, Bagger og Madoff, var der rent faktisk tale om bedrageri, dokumentfalsk og anden kriminel handling. Icesave-sagen, derimod, handler ikke om andet bedrageri end det, der indgår i moderne bankvirksomhed, som bygger på »fractional reserve banking« - og som ikke anses for værende en kriminel handling. Argumentet om moralsk forpligtelse er derfor uholdbart og kravet om kollektiv afstraffelse uanstændigt og fuldstændig absurd.

For at være i stand til at tage stilling til sagen, indse konsekvenserne og forstå de enorme interesser, som er tilknyttet, er det vigtigt at forstå, hvad fractional reserve banking er for noget.

Fractional reserve banking betegner den situation, hvor banker kun beholder en mindre del af de penge, som deres kunder har deponeret hos dem, som reserve. Størstedelen låner bankerne ud igen. Denne praksis medfører per automatik, at ingen bank har til rådighed penge nok til at tilbagebetale alle indskydere deres penge, hvis de ønskede. I realiteten kan banker, på ethvert tidspunkt, kun betale en lille brøkdel af de penge, som bankkunderne har deponeret hos dem.

Denne 'karakteristik', som er en direkte følge af fractional reserve banking, bliver som regel beskrevet ved at sige, at ingen bank kan tåle et »bank run« - dvs. en situation, hvor usædvanligt mange kunder tager, eller forsøger at tage, deres penge ud af en bank. Et lille, men voksende, mindretal af økonomer betegner denne 'karakteristik' ikke helt så diplomatisk.

De relativt få, som kender den østrigske skole inden for økonomi, ved, at mange 'østrigske' økonomer har kritiseret moderne bankvirksomhed hårdt. Således har økonomen Murray N. Rothbard kaldt fractional reserve banking for »fraudulent reserve banking«. I sin bog The Case Against The Fed kan man blandt andet læse om Rothbards udførlige argumentation imod fractional reserve banking, som han kort sagt beskriver som »lovlig forfalskning«.

Rothbard har også en mening om indskydergarantiordninger og fortæller i sin bog, hvordan det amerikanske system (Federal Deposit Insurance Corporation, FDIC) blev opfundet med det formål at føre befolkningen bag lyset. Folk skulle tro, at deres penge var 'forsikret', selv om bankerne reelt ikke var (og ikke er) i stand til at betale folks indskud. Det er en matematisk kendsgerning, at indskydergarantiordninger kun udgør en lille brøkdel af de indskud, som de har til formål at 'garantere'.

Den østrigske skole inden for økonomi har ikke kun advaret imod fractional reserve banking. Også indskydergarantiordninger er bedrageriske, idet de opretholder falsk tillid til et konkursramt banksystem. Som konsekvens opfører indskydere sig passivt over for bankvæsenet og undlader at holde opsyn med deres egen bank, som er den eneste måde at opretholde sund virksomhed.

Konflikten om Icesave handler i vid udstrækning om internationale bankers interesse i at bibeholde folks uvidenhed om den karakteristik, som er indbygget i fractional reserve banking. Den uvidenhed er forudsætning for den ufortjente tillid, som bankerne stoler på, når de udøver deres uholdbare virksomhed.

Mange politikere og regeringer er villige til at bruge skattepenge til at opretholde dette system. Mange islændinge har ikke lyst til at være med til at finansiere dette bedrageri - slet ikke når det kan koste os vores økonomiske selvstændighed.