Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fjendebilleder

Jurist og debattør Bente Dalsbæk. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er altså ikke længere tilbage end, at jeg kan huske det: turen over skolegården for at få fremvist skolens ganske vist noget ringe udstyrede, men ikke desto mindre meget tilstedeværende beskyttelsesrum. Det var dengang, da ord som våbenkapløb, østblok og Sovjetunionen var en fast del af de monopoliserede nyhedsudsendelser, af de voksnes snak over aftenkaffen, og af vi børn og unges mareridtsforestillingerom fremtiden. Vi skulle skrive stil om atomkrig, og vi så f.eks. The Day After – en atomvåben-holocaust film, hvor vi fik udpenslet præcis, hvad der ville ske, hvis verdens ledere blev ved med at opruste militært såvel som egomæssigt.

Jeg har kunne mærke ekkoerne af den rædsel i de senere dage, hvor situationen i Ukraine – der selvfølgelig har fået Breaking News-navn, Krim-Krisen, har rullet henover os. Dengang var vi befolkninger i lange perioder ’godt opdragede’ og syntes det samme om de andre, som de syntes om os. Det var før Murens fald naturligvis, men det var også før, den almindelige borger kommunikerede massivt på tværs af landegrænser. Lidt interrail her og lidt kibbutz dér, men nyhedsmæssigt blev vi hovedsageligt fodret som foie gras-gæs: Vores fjendebillede var malet i én farve og det var blodrødt. Det var før mobilen og de sociale medier blev brugt som frihedskæmpernes lyssværd, og vi selv kunne få informationerne næsten hurtigere end den nu massive mængde af medier kan levere dem til os.

Sammen med historien skiftede fjendebilledet også mod andre totalitære ideologier, nu især dem, der bilder folk ind, at de er Guds Udvalgte, og derfor alene ved, hvordan man tror på den rigtige måde. Verdensherredømmet tilhører os, skriger de, mens deres trosfæller, der ikke gør som de, sammen med de vantro gerne må brænde i Helvede. Dette tilsat et par syge diktatorer, der i årevis får lov at begå overgreb mod deres egne befolkninger, og vores fjendebillede er blevet mere mudret. Blandt andet fordi nogle af dem, der tror på den samme Gud, som de rigtigt tossede, men ikke selv er tossede, også er blevet vores naboer. Samtidig er der også nogle tosser, der bor her, som støtter de totale tosser på slagmarkerne i dernede, så det mildt sagt lidt svært at holde fjendebilledet indenfor rammen. Vi også blevet venner med de gamle fjender, eller måske snarere økonomiske gidsler, og har udover en del eksport også fået stoppet en gasledning eller to i måsen af Kejser Putin, som lige smed verdenshistoriens dyreste vinter-OL i hovedet på os samtidig med, at han fastholder sine anti-homolove og andre krænkelser af menneskerettighederne, og i øvrigt lige tillod, at Pussy Riot blev pisket offentligt af kosakker. Midt under OL.

’Fordi jeg kunne’, som Bill Clinton engang gav som begrundelse for sin høje cigarføring med Monica Lewinsky. En udtalelse, der – fortalte hun – ydmygede hende mere end noget andet. Således også lidt ydmygede står vi nu, mens nakkehårene stritter af netop ekkoerne af vores egen rædsel, og opdager, at det Putinske egotrip er ved at tage overhånd. Hvilket kan undre, når man tænker på, at det har været njetnjet med Putin, og han nu bare flytter sit njet ind i sin egen baghave igen, men med samme resultat.

Fordi han kan.