Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Er vi blevet så dekadente, at vi ikke vil beskytte en frihedskultur, det har taget århundreder at bygge op?«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Torsdag eftermiddag sad hun sammen med nogle venner, lyrikeren Olaf Gynt og maleren Aage Sewerin, på konditoriet Bristol, hvis berømmelige lagkage holdt sin standard selv i svære tider. De sad ved vinduet med udsigt til torvet.

Mens de sidder der, bliver det store torv pludselig fuldt af mennesker. Det er som om en kæmpemæssig biograf med ét slag har åbnet sine døre, og menneskene strømmer ud.

Men der er ikke sådan en kæmpebiograf, og det er ikke velnærede danskere, der fylder torvet.

Der er gamle sortklædte kvinder med et barn i hver hånd. Unge kvinder med børn på armen. Mange af dem bærer på to-tre små børn, der klamrer sig til deres hals og skuldre.

Der er mænd med udmagrede gråhvide ansigter og tøjbylter i hænderne. Midt i mængden af forhutlede og forskræmte mennesker nogle strunke flådeofficerer, der ser sig rådvildt omkring. Der var kommet et skib ind i havnen med flygtninge fra de østpreussiske områder

Torsdagen er den 3. maj 1945. Halvandet døgn, før tyskerne kapitulerer i Danmark, Nordvesttyskland og Holland. Scenen er torvet i Køge.

Beretningen er en forkortet omskrivning af en situation fra en bog om min mor – »En kvindes historie« – jeg skrev for snart 15 år siden.

De øjne, vi ser på de mennesker med, der i disse uger og måneder strømmer ind over Europas grænser, er præget af den forestilling om flygtninge, Anden Verdenskrig har givet os. Men der er en verden til forskel på dengang og nu.

De næsten 250.000 østtyske flygtninge, Danmark dengang modtog i løbet af nogle få uger, var udhungrede mennesker, der knapt havde kræfter til at holde sig oprejst, og tusinder af dem døde i løbet af kort tid.

Gå ud på Vestre Kirkegaard i København og se de lange rækker af kors.

De flygtninge, der fylder TV-skærmene i dag, er velnærede, velklædte, stærke mennesker, der selv vil bestemme, hvor de skal hen, og ikke flygter fra sikre flygtningelejre, fordi de er nødt til det, men fordi de ønsker bedre forhold.

Vi lever i et samfund, der er rigt på ting, men fattigt på begivenheder. Så vidt vides, har vi kun ét liv, og hvor længe kan man føle sig tilfredsstillet ved at øde dette enestående liv væk ved at sidde og glo på en skærm, ævle i mobiltelefon og løbe halvmarathon med lungerne ud ad halsen?

Menneskene har stadig så meget naturlig trang i sig, at de længes efter at foretage sig noget rigtigt, engagere sig i noget væsentligt, og det er, tror jeg, den profane forklaring på den bølge af engageret hjælpsomhed, der skyller ind over flygtningene, når de frit passerer Danmark på vej til slægtningene i Sverige, Norge eller Finland.

Et lignende overskud fandtes ikke i 1945, da rigtige flygtninge kom til Danmark.

Danskerne så på dem som fjender, og man var også bange for epidemier som den spanske syge efter Første Verdenskrig.

Flygtningene blev anbragt i bevogtede lejre, samkvem med dem var forbudt, de fik ikke den fornødne lægehjælp, og det kostede mange børn livet.

Først da Poul Henningsen, arkitekten og forfatteren, rejste sagen og sagde, at vi opførte os ligesom de nazister, vi havde bekæmpet, blev forholdene mere menneskelige.

Ifølge den noget forskønnede fremstilling i Gyldendals og Politikens store Danmarkshistorie, bd. 13, forlod de sidste flygtninge Danmark i 1949.

Jeg mener, det først var i 1951, men min pointe er, at rigtige flygtninge tager hjem igen, så snart det kan lade sig gøre. For de fleste tyske flygtninge var der ikke noget hjem at tage tilbage til, så de måtte tage til Vesttyskland.

I dag er det bedrestillede, der er på flugt. Syrerne iblandt dem har svære oplevelser bag sig, og det identitets- og statustab, som følger med deres situation, må i sig selv være meget hårdt. Men flygtninge i traditionel forstand er de ikke; de er immigranter.

Hvis denne folkevandring ikke stoppes, ændres Europas kultur for altid.

Er vi virkelig blevet så dekadente, at vi ikke vil beskytte en frihedskultur, det har taget århundreder at opbygge?

De rigtige flygtninge, dem der ikke har andre muligheder, sidder fast i kummerlige flygtningelejre i Libanon, Jordan, Tyrkiet.

I denne virkelige flygtningeverden er det »penge, mange penge, ikke tøjbamser og flovhed over danske annoncer, der er brug for«, som cand.mag. Poul Højlund skrev onsdag i Jyllands-Postens kronik.

Hvis Angela Merkel havde format – det mente jeg engang, hun havde – havde hun i stedet for at invitere hundredetusinder, måske millioner, til Europa sat sig i spidsen for øjeblikkelig at forbedre kårene i disse lejre, der bliver ringere og ringere.

Og i stedet for at gennemtrumfe en virkningsløs kvoteordning, der splitter EU, havde hun arbejdet for omgående at få lukket Europas grænser, om nødvendigt med ungarske midler. Desuden havde hun taget initiativ til en Mellemøsten-konference ligesom hendes forgænger Bismarck gjorde i sin tid med Berlinerkongressen i 1879 og Vestafrika-konferencen i 1884. Men forhåbentlig med solidere langtidsvirkninger.

Den skulle have til formål at opdele de kunstige statsdannelser Irak og Syrien i en fire-fem suveræne nationer med mere naturlige grænser, dvs. shiamuslimer, sunnimuslimer m.fl. hver for sig. Intet af dette har Angela Merkel gjort.

Endnu engang lider Europa under lederskab uden format.