Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det er ikke islam, men multikulturalismen, der skal bekæmpes

Multikulturalismen bør kritiseres, for den er ødelæggende for både fred, orden og samhørighed i samfundet.

»Ret beset er det ikke muslimer og deres kultur, der bør kritiseres, men den multikulturalisme, der lægger sig som ædende skimmel på samfundets bærende bjælker.« Foto: Anthony Wallace / AFP. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANTHONY WALLACE

En måned er gået siden terrorangrebet på moskeen i Christchurch, så tiden er moden til nogle kølige tanker i den hede debat. Især tre temaer har været diskuteret.

Det ene har drejet sig om et ledemotiv i terroristens manifest: udskiftningen af Vestens oprindelige befolkning. Om denne befolkningsudskiftning foregår hurtigt eller langsomt, om den er stor eller lille, kan der være forskellige holdninger til – men den foregår. Tal fra Danmarks Statistik dokumenterer, at i de seneste 38 år har indvandrere og efterkommere stået for omkring 94 procent af befolkningstilvæksten, mens personer med dansk oprindelse kun har bidraget med sølle seks procent. Tænketanken PEW har tilsvarende beregnet, at andelen af muslimer i Vesteuropa vil blive fordoblet frem mod 2050.

Kasper Støvring Fold sammen
Læs mere

Befolkningsudskiftningen sker dog ikke som konsekvens af en konspiration, et maskepi med ønske om at udrydde vestlig, herunder dansk, kultur. Selv om det sandsynligvis vil ske. For med nye folk kommer nye skikke, og det, der hidtil har udmærket danskerne – det høje niveau af tillid og lykke – bliver med tiden skyllet bort som sandslotte i strandkanten inden højvande.

Det andet tema har drejet sig om risikoen for borgerkrig og massive uroligheder mellem islamister og højreradikale. En borgerkrig kan have varierende grader af intensitet fra spredte voldshandlinger til regulære kampe, der bringer selve statens enhed i fare. Flere af os, der har advaret om borgerkrige, er paradoksalt nok blevet stemplet som opviglere af bl.a. Søren Pind, der i weekenden vendte tilbage med sin plathumane og trivialtvulgære fordømmelse af de »nationalkonservative«. Pind og andre overser imidlertid den afgørende forskel på at beskrive borgerkrigen og foreskrive den, at advare imod den og ønske den. Når jeg – i lighed med chefer for sikkerheds- og efterretningstjenester, militære enheder og politiforbund – gør det første, skyldes det selvfølgelig, at der næppe opstår noget godt af katastrofens aske.

Ifølge Europol arresteres der årligt over 35 gange så mange islamister som højreradikale. Det leder mig til det tredje tema: islamkritikken. Ret beset er det ikke muslimer og deres kultur, der bør kritiseres, men den multikulturalisme, der lægger sig som ædende skimmel på samfundets bærende bjælker: fred, orden og samhørighed.

Jeg har selv flere steder skrevet positivt om muslimsk kultur. Eksempelvis i 2011. I et indlæg i Berlingske skrev jeg: »Muslimsk kultur har givet mening til millioner af menneskers liv i en meget lang årrække. En sådan kultur rummer dybe traditioner og ideer om det gode, det hellige og det beundringsværdige, som gør den fortjent til vores anerkendelse. Alt andet ville være arrogance.«

Anerkendelsen af muslimsk kultur kommer af min konservatisme og pluralisme: Verden består af en mangfoldighed af ligeværdige livsformer. Vi skal derfor være multikulturelle ude – men nationale hjemme. For vi har mere end svært ved at leve fredeligt med mange muslimer, ikke fordi deres kultur er forkastelig, men fordi den er forskellig. Rasmus Paludans provokationer er således blot en fremkaldervæske, der kalder dybe kulturkonflikter frem til overfladen. Havde nogen for tyve år siden profeteret, at hele bydele vil stå i flammer, fordi en tosse kaster med en hellig bog, ville man have grinet sin røv i laser. Men ikke længere.

Uden hjemsendelser og indvandringsstop vil konflikterne eskalere. Det brændende Notre Dame er ikke blot et varsel, men også et bud her til påsken: Genrejsningen af det kristne Europa er det ene afgørende. Det er stenen, der er væltet fra graven.