Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den sarte politiker

Henrik Day Poulsen: Hvorfor er der så nu blandt yngre kvindelige politikere en tendens til at være mere sart end tidligere tiders politikere?

23DEBNyHenrikDayPoulsen.jpg
Læs mere
Fold sammen

Det er et privilegium som skribent, at folk gider læse, hvad man skriver. De sidste måneder har skabt et univers af især kvindelige politikere på venstrefløjen, som på forskellig vis har gjort sig uheldigt bemærket. Lad mig i flæng nævne landsbytosserne Zenia Stampe og Anna Mee Allerslev, der vil have fri indvandring og særbehandling af muslimer. Spejderpigen Ida Auken, der ignorerer erhvervslivets behov, og er forblændet af christianiacykler og økologisk urtete. Sidst, men ikke mindst, Københavns miljø- og teknikborgmester Ayfer Baykal, der hader biler lige som meget som en laktoseallergiker hader mælk og i øvrigt midt i en valgkamp melder sig syg, når hun kritiseres. Alle kvinder, der er blevet stødt over mine satiriske påfund. Baykal er endda så sart, at man ikke engang må nævne, at hendes familie stammer fra Tyrkiet og, at hun er kvinde. Jeg er mand og kommer fra Jylland. Det må alle godt nævne, uden at jeg bliver mobset. Danmark har en lang tradition for satire over for vores politikere. Svikmøllen er legendarisk og DR i 1970erne høstede stor succes med Uha, Uha, hvor politikere som Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen uge efter uge blev karikeret. Første gang, DR karikerede mig ifm. Breiviksagen var jeg stolt og syntes, det var meget morsomt. I aviserne har man stadig bevaret de satiriske tegninger på trods af Muhammedtegningerne, og klummer som Sværtegade og At tænke sig overlever endnu det moderne Danmarks trang til politisk korrekthed. Jeg kan sagtens forestille mig en morsom tegning af Stampe og Allerslev iført muslimsk tørklæde, der sammen med muslimske medsøstre fejrer mangfoldighed i København, mens man i baggrunden ser kirker i brand, bøsser blive gennembanket og jøder flygte ud af byen. Blandt kvindelige politikere har nok især Pia Kjærsgaard og Ritt Bjerregaard stået for skud, men hverken Pia eller Ritt har hylet op, når medierne gav dem tørt på.

Hvorfor er der så nu blandt yngre kvindelige politikere en tendens til at være mere sart end tidligere tiders politikere? En sociolog har beskrevet, at danskerne tidligere var træmennesker: robuste, men ikke glamourøse. Nu er vi glasmennesker: mere fabuløse, man langt mere skrøbelige. Vi tåler mindre, føler os lettere krænket og klager over det mindste. Vi er blevet overbeskyttet af vores forældre og tåler derfor ingen modstand. Metrobyggeriet i København er et godt eksempel på skrøbelige glasmennesker, der er så sarte, at de klager over støj i en storby og bebyrder skatteborgerne med millioner af unødvendige kroner. Konsekvensen af glasmenneskets sarthed bliver censur, politisk korrekthed og en storm af klagesager om injurier, racisme og sexisme, som kun advokater har gavn af. Vi får amerikanske tilstande, hvor ingen tør sige noget af frygt for at genere nogen. Det er nemlig altid en minoritet, som kan få opmærksomhed ved at spille krænket. Eller endnu værre, svenske tilstande, hvor alt skal være kønsneutralt og forskellen på mand og kvinde ophæves. Den 19. november stemmer jeg på en kvinde. Men det bliver en med mere hår på brystet end Anna Mee og Baykal. En, der kan tage kritik, undskyld udtrykket, som en mand. Kvindelige politikere, der vil vælges, skal lytte til popmusikkens enfant terrible Britney Spears nyeste megahit, hvor hun sender en klar besked til sine medsøstre, der ønsker succes: you better work bitch: godt valg til alle.