Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den russiske verden

Michael Bˆss ny formand for museet for religiøs kunst. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I en kommentar i The New York Times beskrev den britiske historiker Timothy Gordon Ash i sommer en oplevelse, han havde 1994 i Skt. Petersborg. Under en rundbordsdiskussion tog en lille, tæt mand med titel af viceborgmester ordet. Han fortalte forsamlingen, at Rusland i de foregående år havde afgivet enorme territorier efter Sovjetunionens sammenbrud, også territorier, der havde tilhørt Rusland før 1917. Det betød, at der nu boede 25 millioner uden for Ruslands grænser. Deres skæbne kunne man ikke tillade sig at ignorere, og derfor måtte verden lære at forstå og respektere den russiske stat og »det russiske folks interesser som en stor nation«. Den ukendte talers navn var Vladimir Putin. Anekdoten gengives af Samuel Rachlin i hans nye, fremragende bog om Putin og »den russiske verden«, som udkom i sidste uge. Bogen er foruroligende læsning. Pointen er, at Putin allerede dengang var ved at udvikle en vision om Ruslands fremtid.

Styrken ved Rachlin som korrespondent, kommentator og forfatter har altid været hans indgående kendskab til det russiske sprog og til russisk kultur og historie. Det betyder, at han kan sætte Putin og hans tankesæt og adfærd ind i en større kulturhistorisk sammenhæng. Han er således i stand til at gøre det klart for læseren, at den politik, Putin står for, ikke er udtryk for nogen personlig ambition om at tage revanche for den ydmygelse og katastrofe, Sovjetunionens sammenbrud medførte for det russiske folk. Hvis man skal forstå ham, skal man derimod læse de forfattere og tænkere, der gik i eksil under kommunismen, og hvis værker er kilder til ikke blot Putins, men også mange andre russeres verdensbillede. For et par år siden forærede Putin sin garde af politikere, embedsmænd og rådgivere en pakke med nogle af disse bøger i forbindelse med den ortodokse jul. En af de vigtigste i bunken var en bog af Ivan Iljin (1883-1954) fra 1948 med titlen Om Ruslands fremtid. Iljins tanker om den russiske nation dukker jævnligt op i Putins taler, og han refererede dem eksplicit i en artikel om Det nationale spørgsmål i forbindelse med sin valgkamp i 2012. I et centralt afsnit af artiklen overvejede Putin betydningen af russerne som statsbærende folk. Han konstaterede, at det russiske folk for længst havde defineret sig som en multietnisk nation, der er knyttet sammen af en russisk etnisk-kulturel kerne. Det havde folket gang på gang bekræftet, ikke ved folkeafstemninger, men ved udgydelse af eget blod. Uden det russiske folk ville Rusland ikke kunne bestå som stat. Derfor var det afgørende at bevare den russiske dominans, og det var russernes store historiske mission at sammenbinde og forene de øvrige befolkningsgrupper i en fælles civilisation. Budskabet i hans artikel var altså, at Rusland er en civilisation, som, skønt den bygger på en bestemt etnicitet, er skabt til at tage andre folk og nationaliteter under sine vinger. Med andre ord ligger det i Putins verdensbillede, at Rusland skal være et imperium. Et godartet imperium ganske vist. Et imperium med plads til andre folk. Men ikke desto mindre et imperium, og med en russisk kultur, der hverken er liberal eller demokratisk.

Der findes grupper og personer i Danmark, der nærer stor beundring for Putin og den civilisation og nationalitet, han har sat sig for at forsvare. Også det er foruroligende.