Bare rolig: Regeringen har ingen planer om at hæve skatter og afgifter, sådan som de borgerlige partier i Berlingske søndag 1. september er bekymret for.

Tværtimod har vi gjort det modsatte: Med forårets vækstaftale har vi reduceret og sågar afskaffet afgifter for erhvervslivet, så danske arbejdspladser bliver i Danmark. Med sidste finanslov fjernede vi den fedtafgift, som de borgerlige selv indførte – ligesom vi har fjernet de borgerliges lastbilafgift og multimedieskat. Og med sidste års skattereform gav vi mærkbare skattelettelser til bl.a. enlige forsørgere og lønmodtagere med lave indkomster.

Så langt, så godt.
Nu vil de borgerlige partier så fremrykke endnu flere skattelettelser, og det er sådan set kun overraskende af én grund: Nemlig det forhold, at Dansk Folkeparti har skrevet under på kravet.

For hvor Venstre, de Konservative og Liberal Alliance alle har råbt på skattelettelser til olieselskaber, banker og millionærarvinger og samtidig kritiseret regeringens vækst i det offentlige for at være alt for høj, er det omvendt med Dansk Folkeparti. De har ikke talt meget om skattelettelser, men har i stedet konsekvent kritiseret den offentlige vækst for at være for lav.

Når vi vil prioritere indsatsen mod social dumping, styrke kampen mod bander og rockere, forbedre kræftbehandlingen og ansætte flere varme hænder, har svaret fra Dansk Folkeparti været det samme: Det er ikke nok, det er utilstrækkeligt, send flere penge.

Så meget desto mere tankevækkende er det, at der ikke er fundet plads til Dansk Folkepartis påståede omsorg for velfærdssamfundet blandt de borgerlige krav. I stedet handler det alene om skattelettelser.

Uklart er det, om Dansk Folkeparti vil tage pengene til skattelettelser fra regeringens investeringer i vores fælles velfærd og dermed reducere den offentlige vækst. Sikkert er det i hvert fald, at da Dansk Folkeparti skulle vælge mellem at bruge penge på en større offentlig vækst – som de gentagne gange har krævet – eller på skattelettelser, som de ellers tidligere har modsat sig, valgte de det sidste.

Måske har man kastet alle holdninger over bord for at signalere borgerlig enighed i den økonomiske politik, hvor Dansk Folkeparti jo ellers har stemt imod alt det, som Venstre og Konservative har været for, bl.a. budgetloven, finanspagten, skattereformen og den samlede vækstplan. Der er således ikke meget, der tyder på, at det er indrømmelser i den økonomiske politik, som Dansk Folkeparti prioriterer, når partiet forhandler med de andre borgerlige partier.

Det gør det unægtelig svært at tro på, at de kan forhindre Venstres nulvækst i at blive til virkelighed, skulle regeringsmagten skifte, en påstand de ellers flittigt er rejsende i.

Og det gør det sværere at tage det seriøst, når de fremover kritiserer regeringens offentlige vækst for at være for lav og råber på flere penge.

For i det første, fælles udspil siden valget fra de fire borgerlige partier, står Dansk Folkepartis prioriteter klart: De vil fremrykke skattelettelser, som de ikke engang har villet stemme for – måske endda på bekostning af investeringer i velfærd.