Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

1. maj – bare ikke i medierne

Ida Willig, Lektor, ph.d., RUC Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den 1. maj er traditionelt en festdag, i hvert fald for dem, der fejrer arbejderbevægelsens internationale kampdag i Fælledparken og ved arrangementer rundt om i landet. I den anledning kommer her en lille læserquiz: Hvor mange danske dagblade har en ikke-borgerlig observans, og vil kunne forventes at trykke lederartikler i dag med opbakning til de røde faner? Som en lille service kan vi oplyse, at der i dag er 32 danske dagblade, inklusive gratisavisen MetroXpress, Der Nordschleswiger samt Licitationen, der er målrettet byggebranchen.

Når det er interessant at se på mediernes politiske observans en dag som i dag, er det fordi den moderne avis blev født i demokratiet, og fordi de dengang som nu er væsentlige politiske kamppladser. Aviser nøjes ikke med at informere os om politik i tilstræbt objektive nyheder, de er også med til at forme vores personlige partipolitiske og værdipolitiske holdninger. Det sker ikke mindst i de holdningsbårne lederartikler.

Spørgsmålet er så, hvad aviserne skriver om i dag. På nyhedssiderne vil der højst sandsynligt være en del om 1. maj-arrangementerne rundt om i landet, og nok også et pænt antal politiske analyser og meningsmålinger. På ledersiderne vil der nok ikke være mange artikler, der ligefrem kalder til kamp eller melder sig under de røde faner, men sådan har det ikke altid været. Engang havde enhver større dansk by med respekt for sig selv mindst fire dagblade – en for hvert af de store politiske partier. Det betød at der i 1920 var 156 dagblade i Danmark, hvoraf de fleste havde en konservativ, en liberal, en radikal eller en socialdemokratisk opinion.

I 1970 havde mediebilledet ændret sig kraftigt. Der var ikke annoncegrundlag til så mange dagblade, og måske havde generelle tendenser i medieforbrug og politisk deltagelse også noget at sige. I hvert fald var der 62 aviser tilbage i Danmark i 1970. Heraf var syv socialdemokratiske, seks var socialliberale og to var kommunistiske/socialistiske. Altså 15 aviser fra midten og til venstre ud af 62. Bortset fra ni erklærede uafhængige, lå resten af aviserne fra midten og til højre. I 2010 udgav Dansk Oplagskontrol den sidste trykte version af deres årlige bulletin med oplagstal for aviserne. Her er registreret 35 dagblade i Danmark (selv om der reelt kun var 34 tilbage ved årets udgang, da den lille Kjerteminde Avis lukkede). Ingen af disse var socialdemokratiske, tre betegnede sig som socialliberale, og kun en avis var åbent kommunistisk/socialistisk. Altså fire aviser ud af 34 fra midten og til venstre. Nok så interessant var antallet af erklærede uafhængige aviser eksploderet til 23, således at aviser med erklæret politisk kampplads fra midten og til højre kun udgjorde otte (og igen skal Kjerteminde Avis nævnes, da det var den eneste erklæret konservative avis).

Slår man op i den elektroniske udgave af Dansk Oplagsbulletin for 2012 er der registreret 33 dagblade . Nu er tallet reduceret til 32 – efter 24 timer lukkede for nylig – og ikke en eneste med en eksplicit partipolitisk observans. Om det skyldes, at aviserne har skippet deres politiske observans, er holdt op med at skilte med den, eller at oplagskontrollen er holdt op med at registrere den, melder historien ikke noget om.

Svaret på quizzen er altså nul til firecentrum-venstre aviser ud af 32, alt efter hvordan man tæller. Det betyder ikke nødvendigvis noget for nyhedsdækningen, der – ikke mindst i journalister og redaktørers selvforståelse – tilstræbes at være objektiv. Men arbejderbevægelsens internationale kampdag vil nok ikke blive udkæmpet på lederplads i nogen dansk avis.