Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Skal letbanen være overfyldt fra første dag før Berlingske er tilfreds?

Letbane
Nu begynder hovedstadens letbanebyggeri. Her er Glostrup Nord visualiseret. Fold sammen
Læs mere

Hovedstadens Letbane bør stoppes. Det kunne man i lørdags læse på lederpladsen her i avisen, men kritikken skyder langt forbi målet. Lad os starte fra en ende af.

Berlingske kritiserer Hovedstadens Letbane for ikke at være propfyldt fra første dag i drift. Det er en forvrøvlet kritik. For det første, fordi Letbanens passagertal er estimeret til 13-14 millioner, altså fire millioner flere end der i dag tager Kystbanen. For det andet, fordi passagerprognosen er syv år gammel og bygger på ti år gamle tal for befolkning og arbejdspladser. For det tredje, skal man ikke have taget metroen mange gange i myldretiden for at vide, at offentlig transport ikke skal designes til at være propfyldt fra første dag. Eksperter såvel som politikere ville i dag ønske, at metroen var bygget med noget større kapacitet.

I stedet for en letbane nævner Berlingske førerløse biler som en løsning på trængselsudfordringerne. Her hopper kæden helt af. Regeringens egne rapporter peger på det modsatte, at førerløse biler vil lede til mere trængsel. Med selvkørende biler får børn, ældre og alle dem uden kørekort mere mobilitet. Det vil lede til mere trafik på vejene. Letbanen flytter 4.000 passagerer fra bilkøerne og over i den kollektive transport. Det løser langtfra hele trængselsudfordringen, men er et vigtigt bidrag.

Berlingskes sidste kritikpunkt er en gammel traver, nemlig at Hovedstadens Letbane giver et negativt afkast i de samfundsøkonomiske analyser. Den kritik er i virkeligheden nok nærmere en kritik af de samfundsøkonomiske analyser end af letbanen. Kollektiv transport har alt for ofte negative afkast i de samfundsøkonomiske analyser, mens virkeligheden tit er en anden. Metroen var også samfundsmæssigt urentabel, men heldigvis blev den ikke stoppet.

Alt i alt er Berlingskes kritik af letbanen for letkøbt. En oplyst debat kræver simpelthen flere nuancer end Berlingske efterlod på sin lederplads i lørdags.

Jakob Skovgaard Koed og Sigurd Agersnap, hhv. næstformand i Trafik- og Teknikudvalget i Gladsaxe Kommune (S) og formand for Teknik- og Miljøudvalget i Lyngby-Taarbæk (SF)