Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Folkelig EU-opbakning, der skyldes andres ulykke, varer ikke evigt

»Læner vi os blot tilbage og lader EU fortsætte som hidtil, bygger vi på et skrøbeligt fundament.« Fold sammen
Læs mere
Foto: GLYN KIRK

Mens den britiske premierminister, Theresa May, og EUs chefforhandler, Jean Claude Juncker, har genoptaget den næsten håbløse dialog om »blødt Brexit«, konstaterer endnu en måling, at vi danskere ikke i en menneskealder har været så EU-positive, som vi er nu. Det sidste glæder mig. Men der er meget mere, vi danskere skal lære af Brexit-tragedien, for at den danske tilfredshed varer ved.

Det er her vigtigt at huske, at folkelig opbakning, der har andres ulykke som kilde, ikke varer evigt. Læner vi os blot tilbage og lader EU fortsætte som hidtil, bygger vi på et skrøbeligt fundament. Vi skal huske, at det er med EU, som det er med kærligheden - præcis som Polle fra Snaves mor udtrykker det: »Først så holder man a’, så holder man u’ og så holder man ved!« Det er altså i det konkrete politiske håndværk og de resultater, der kommer ud af det, at opbakningen gror sine dybeste rødder. Kun på den måde kan man »holde ved« og nyde lejlighedsvise oplevelser af at »holde a’«.

»EU skal koncentrere sig om at fastholde og udvikle evnen til at tage sig af de grænseoverskridende udfordringer. «


Man holder ved i kraft af samarbejde om de grænseoverskridende udfordringer som klima, migration og handel stiller os over for. Udfordringer, som truer vores levevis, demokrati og fred, hvis ikke de bliver løst godt, bæredygtigt og effektivt. Fra samtaler med vælgere er det min klare fornemmelse, at langt de fleste danskere hellere vil samarbejdets besværligheder end isolationen. Især når vi ved, hvad der står på spil og kender samarbejdets værdi på resultater.

Omvendt må vi heller ikke misbruge den danske opbakning til EU. Partier som SF og Alternativet kunne tænkes at sætte gang i forsøg på korsang for endnu mere union. Det kan sende begejstringen i bakgear. Et stabilt og sundt EU opstår, når borgerne oplever, at beslutningerne er meningsfulde og hverdagsrelaterede. Det forudsætter, at de tages tæt på borgerne. Derfor skal medlemslandene altid gøre det, de er bedst til selv – sammen med deres borgere og på den måde, der passer til landets egen kultur.

Pernille Weiss Fold sammen
Læs mere

Men EU må ikke frygte at kvæle opbakningen og dermed blive skræmt fra at tage de store politiske beslutninger, der kræves for at løse de alvorlige klima- og migrationsudfordringer. For store problemer kræver som bekendt modige tiltag og svære valg. Jeg er helt sikker på, langt de fleste borgere forventer effektive europæiske løsninger på disse globale problemer. Og det meget snart! Derfor skal EU ikke læne sig tilbage og nyde den nyvundne opbakning, men derimod hoppe i arbejdstøjet og tage fat om de problemer, som kun EU kan løse.

Verdens klima reddes ikke af danske initiativer på dansk jord. Samme logik gælder for migration. Små danske grænsebomme kan aldrig dæmme op for det pres, der vil komme, når bl.a. Afrikas fødselstal eksploderer og vi ikke gennem EUs handels- og udviklingssamarbejde fik vendt migrationsstrømmene.

EU skal koncentrere sig om at fastholde og udvikle evnen til at tage sig af de grænseoverskridende udfordringer. Det er lektien af Brexit, og det er opfordringen fra flertallet af danskerne. Lad os blive bedre til at »holde ved« den opgave.