Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Ledelseskrise på Slotsholmen – ingen vil være topchef i Mette Frederiksens regeringsapparat

Tænk, hvis 14 af landets tungeste topchefer forlod jobbet inden for en periode på kun godt to år. Dette er tilfældet i toppen af regeringsapparatet i Danmark, hvor der er tale om et regulært exodus af departementschefer. Graver man lidt dybere, afslører sig et endnu mere alvorligt problem, der næsten er værre end problemet med de mange departementschefer, som har forladt Slotsholmen.

Departementschef Lars Gert Lose taler til Rasmus Prehn under overdragelsen af ministeriet for udviklingssamarbejde og nordisk samarbejde, efter at Prehn var blevet udpeget til fødevareminister. Lose forlader nu Udenrigsministeriet til fordel for et job i det private erhvervsliv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tænk, hvis Søren Skou, Lars Fruergaard, Carsten Egeris, Ester Baiget, Michael Rasmussen, Mads Nipper, Karen Frøsig, Jacob Aarup-Andersen, Niels B. Christiansen, Gitte Pugholm Aabo, Kim Fausing, André Rogaczewski og Anders Dam inden for blot to og et halvt år alle blev skiftet ud eller havde skiftet job.

Alene af den grund er der god grund til at spærre øjnene op, når 14 ministerier siden regeringsskiftet i juni 2019 har fået ny departementschef – og når 11 af dem har forladt jobbet som departementschef.

Tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R) har ret, når han i Politiken kalder det regulære exodus af departementschefer for et »kæmpe problem«, fordi departementscheferne i den danske regeringsform er en krumtap, der skal sikre, at politiske beslutninger er lovlige, og som skal sikre, at politiske beslutninger truffet af Folketinget føres ud i livet.

Man skal selvsagt ikke drage sammenligningen mellem topchefer og departementschefer for langt, men den kan dog trækkes så langt, at der i toppen af erhvervslivet og staten ikke kun er brug for dygtighed og talent, men i lige så høj grad for erfaring og kontinuitet.

Thomas Bernt Henriksen er erhvervsredaktør på Berlingske Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Mon ikke Danmark eksempelvis skal være glad for, at der i 2008 under finanskrisen sad en departementschef i Erhvervsministeriet med 13 års erfaring? I dag har Michael Dithmer 27 års erfaring og er nået en pensionsmoden alder på 68 år – og han har stadig ikke tabt en minister på grund af dårlige sager eller skandaler.

Kvitter jobbet

Lars Gert Lose er den seneste til at kvitte jobbet som departementschef. Den tidligere ambassadør i USA har siden januar 2019 været departementschef i Udenrigsministeriet og er – ud fra hans erfaring at dømme – et af de mennesker omkring udenrigsministeren med størst sikkerhedspolitisk indsigt.

Nu skal Lose tiltræde en stilling som head of global public affairs, communication and marketing i den grønne kapitalfond Copenhagen Infrastructure Partners, CIP; en grøn kapitalfond med enorme ambitioner om at udvikle havvind over hele kloden.

Lars Gert Lose, som i efteråret fik en tur i medierne på grund af historier om dyre amerikanske skoler til sine børn, og en problematisk forlængelse af hans titel som udsendt ambassadør i USA, får helt sikkert mere i løn og en kortere arbejdstid hos CIP, end tilfældet har været i Udenrigsministeriet.

Lose er imidlertid en påmindelse om, at der ikke altid er nogen sammenhæng mellem løn, ansvar og anseelse. Det er således sikkert spændende at være superlobbyist i CIP, men det er ikke noget job, som sammenlignet med at være ambassadør eller departementschef udløser en særlig respekt i erhvervslivet, i embedsapparatet eller i det politiske system.

Det samme kan man sige om Thomas Ahrenkiel, tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og tidligere departementschef i Forsvarsministeriet, som egentlig skulle have været ambassadør i Berlin, men som blev droppet, da FE-sagen om påstået ulovlig aflytning af danske statsborgere kom frem. Thomas Ahrenkiel er blevet partner i det internationale rådgivningsfirma Macro Advisory Partners, hvor han så i øvrigt møder tidligere ambassadør og FEs tidligere chef for cybersikkerhed  Thomas Lund-Sørensen.

Ikke godt for anseelsen

Hverken Ahrenkiel eller Lose har med jobskiftet taget et skridt op af karrierestigen. Og det er ikke godt for departementschefernes generelle anseelse i erhvervslivet eller for selvforståelsen på Slotsholmen, når man ser på nogle af fortidens opsigtsvækkende skift fra stat til privat.

David Hellemann blev i 2014 hentet til Nordea som direktør for de danske bankaktiviteter – og senere kronprins – fra jobbet som departementschef i Finansministeriet og er i dag en af koncerndirektørerne i Nykredit. Kasper Klynge blev efter to år som Danmarks første techambassadør hentet til Microsoft som chef for selskabets europæiske public affairs-kontor, en slags europæisk udenrigsminister for teknologigiganten. Lars Frelle-Petersen forlod i 2018 jobbet om afdelingschef i Finansministeriet for at blive direktør i DI og kom så i 2020 tilbage som departementschef i Klimaministeriet.

Derfor er der ikke nødvendigvis noget at udsætte på alle departementschefers jobskifte.

Marie Hansen er gået fra Kulturministeriet til jobbet som Folketingets direktør. Søren Hartmann Hede er gået fra Børne- og Undervisningsministeriet til jobbet som administrerende direktør for økonomien i Københavns Kommune. Birgitte Hansen er på vej fra Børne- og Undervisningsministeriet til jobbet som rigsrevisor udpeget af Folketinget. Martin Præstegaard er gået fra Finansministeriet til at være nummer to i ATP. Jakob Jensen er gået fra Beskæftigelsesministeriet til et slags drømmejob som direktør for DBU. Christian Hesthaven er gået fra Udlændinge- og Integrationsministeriet til at være kommunaldirektør i Rebild Kommune.

Per Okkels er som planlagt efter ti år som departementschef i Sundhedsministeriet gået på pension. Kristian Kettel Thomsen har efter ti år som departementschef i Statsministeriet fået et retrætejob som næstformand i Den Europæiske Investeringsbank, EIB, og han gav så samtidig plads i Statsministeriet til Barbara Bertelsen.

Der er et kæmpeproblem

På den måde fremstår de fleste exitter umiddelbart fredelige, ligesom flere af de afgående departementschefer kan gøre comeback. Der er dog et problem, formentlig et kæmpeproblem, som Martin Lidegaard peger på.

Ud af de 11 departementschefer, som har forladt toppen af det danske regeringsapparat, siden Mette Frederiksen blev statsminister, har de seks siddet i jobbet i mindre end fem år. Ser man bort fra Okkels og Kettel, som begge er gået på pension, er der tale om, at de afgående departementschefer i gennemsnit har siddet i jobbet i kun godt tre og et halvt år.

Det er rystende kort tid for en topchef i et ministerium eller en virksomhed.

Tænk, hvis så stor en del af toppen af dansk erhvervsliv ikke bare stoppede inden for to og et halvt år, men ovenikøbet rykkede videre efter kun tre og et halvt år på posten. Så ville man med rette tale om en dyb ledelseskrise i toppen af erhvervslivet.

Tre oplagte forklaringer på ledelseskrisen i regeringsapparatet melder sig.

Den første er centraliseringen af magten i Statsministeriet under Mette Frederiksen.

Den anden er, at der er sket en stigende politisering af arbejdet omkring ministeren og deres særlige rådgivere, så det bliver stadig mere umuligt for departementscheferne at fungere uden også at være spindoktor, sufflør og politiker. Det kan man ikke give Mette Frederiksen skylden for alene, men det ser ud til at være blevet værre under denne regering, hvilket afdækningen af minkskandalen har vist.

Den tredje forklaring er, at unge, moderne embedsmænd med høje ambitioner trods alt ikke vil finde sig i de arbejdsforhold, som deres forgængere som departementschefer hidtil har accepteret eller stadig accepterer, hvor der skal lægges en »overmenneskelig« arbejdsindsats, og hvor der knapt er tid til familie og børn. Man kan også spørge, om man kan få nogen til at yde en overmenneskelig indsats, hvis magten alligevel er centraliseret andre steder, og hvis hele regeringsapparatet i stigende grad er politiseret af stadig flere politisk udpegede rådgivere?

Udviklingen er dybt bekymrende, hvis man ønsker en velfungerende regering og et velfungerende land.