Hun er ikke bange for at gå forrest

Talent 100: Maria Holst Levin, 35 år, director og advokat, Kromann Reumert

Maria Holst Levin

​Kategori: Rådgivere

Maria Holst Levin har, siden hun var barn, vidst, at hun ville være advokat. At det skulle være erhvervsadvokat, blev klart, da hun kom på jurastudiet.

Siden har hun specialiseret sig inden for blandt andet virksomhedsoverdragelser, selskabs- og erhvervsret – især inden for energisektoren – som advokat og director hos Kromann Reumert.

Hun stortrives i rådgiverrollen i kombination med opgaver inden for forretningsudvikling og ledelse, og ser hun en mulighed for forbedring eller forretning, bliver det ikke ved tanken. For Maria er ikke bange for at gå forrest, og det falder hende naturligt at lede og tage ansvar.

Samtidig med alt det er hun mor til to, og ifølge Maria behøver det at have en familie ikke bremse en karriere. Anders Stubbe Arndal, partner i Kromann Reumert, fortæller her, hvorfor Maria er en talentfuld rådgiver:

»Hun formår at give vores klienter netop de tre ting, de har behov for i en M&A-proces: styr på processen fra A-Z, klar kommunikation og stor forståelse for klientens forretningsmæssige mål og interne prioriteringer. Ledelsesmæssigt excellerer hun i at udvikle sine yngre kollegaer med sit skarpe blik for den enkeltes potentiale og behov, eksempelvis gennem hendes »how are you«-samtaler med de medarbejdere, hun har under vingerne.«

For 16. år i træk sætter Berlingske fokus på de mest talentfulde unge i dansk erhvervsliv med portrætter af 100 talenter fra et bredt udsnit af erhvervslivet. Læs mere om Talent 100 her.