Claus Meyer pifter mad på vandrerhjem op

Meyers Madhus skal inspirere de danske vandrerhjem til nye retter på buffeten.

Temaet er Nordisk Mad, når Meyers Madhus afholder inspirationskursus for Danhostel vandrerhjemmenes værter.

Dagene vil sætte fokus på nordisk mad og madkultur, og deltagerne kan finde ny inspiration til deres buffeter på landets vandrerhjem.

Vandrerhjemsværterne på kurset kommer til at arbejde med nye råvarer, men også gamle kendte retter på en ny måde, tilført nordiske råvarer. I retterne indgår rene og sunde råvarer i en stor variation, fra fisk og krabber til vilde bær, gårdmælks-oste og frugter fra de hjemlige lagre af kvalitetsfrugt.

Danhostel har løbende udviklet vandrerhjemmenes forplejning, der skal møde dagens krav til sund og varieret kost, og kunne tilfredsstille et stort publikum der spænder fra de fritidsrejsende, over lejrskoler og sportsklubber, til kursister. Udviklingen er gået i retning af sund, grøn mad, og en del vandrerhjem bruger meget gerne økologiske råvarer.  

For at opretholde en høj forplejnings standard på vandrerhjemmene, tilbyder Danhostel hvert år et madlavningskursus for vandrerhjemsværterne. Tidligere stod blandt andet kokken Erwin Lauterbach for kurserne, i år er det så Meyers Madhus.