Berlingske Media hylder erhvervstopleder og journalist fra egne rækker

Den Berlingske Fonds to årlige priser er i dag uddelt til erhvervsmanden Haldor Topsøe og journalisten Michael Kuttner.

Den danske erhvervsmand Haldor Topsøe har fået Den Berlingske Fonds Hæderspris Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bjørn Larsen / Scanpix
Det skete i overværelse af Hendes Majestæt Dronningen under et arrangement i hovedkvarteret i Pilestræde, hvor også udvalgte gæster fra erhvervslivet, det politiske og kulturelle Danmark var mødt talstærkt op.. Til stede var også en britisk delegation med Mecoms leder David Montgomery i spidsen.

Hædersprisen 2009

Den Berlingske Fonds Hæderspris 2009 blev tildelt Haldor Topsøe, en helt unik personlighed i dansk erhvervsliv. En personlighed som nyder både international og dansk anerkendelse og respekt.

Haldor Topsøe får Den Berlingske Fonds Hæderpris 2009 for sin personlige indsats for dansk erhvervsliv og for Danmark rundt omkring i verden. Han får den for de bemærkelsesværdige resultater, som Haldor Topsøe har opnået gennem investering i forskning og udvikling af produkter, der har bidraget til at forbedre miljøet, før det blev indlysende for alle, at investeringer i miljøet også er noget, der kan betale sig. Han får ikke mindst prisen for at være en af de få fremtrædende enere i dansk erhvervsliv, der ind i mellem ytrer sig markant i debatten, og som evner et globalt udsyn og perspektiv, der giver os andre en hel del at tænke over, når han åbner munden, lød det i begrundelsen for valget af Haldor Topsøe.Lisbeth Knudsen, koncernchef og formand for fondens bestyrelse begrundede desuden valget med følgende ord:

”Haldor Topsøe er en ener af dem, vi har for få af i Danmark, som er både forretningsmand, tekniker og videnskabsmand og samfundsengageret ud over det almindelige i spørgsmål som globalisering og Den tredje Verdens vilkår. Det er en personlighed, som ikke bare har investeret hele sit liv i en virksomhed, som nyder anerkendelse og respekt verden over for innovation, ordentlighed og dygtighed, men som også formår at inspirere andre med sit smittende engagement, og som har evnen til at se det store perspektiv på de ting, som sker omkring os.”

Journalistprisen 2009

Den Berlingske Fonds Journalistpris 2009 gik i år til Berlingske Tidendes egen journalist, Michael Kuttner.Michael Kuttner hædres, fordi han ikke alene mestrer en bestemt genre, men mange genrer. En journalist som i en lang årrække har været med til at give sine læsere et unikt indblik i det Europa, som vi hører så tæt sammen med.

Michael Kuttner får også prisen, fordi han er en journalist, der tør være sig selv og som holder fast i klassiske journalistiske dyder og etik. Han er noget så gammeldags som et ordentligt, dannet menneske med et veludviklet og spændstigt sprog, med en dyb indsigt og evne til perspektivering ud over det sædvanlige, med en selvironisk distance og en fortsat evne til at undres, som yngre kræfter kunne lære en del af , lød det blandt andet i begrundelsen for at give prisen til Michael Kuttner. Endvidere lød det:

”Michael Kuttners elegante pen er rundet af inspirationen fra tyske og østrigske aviser, hvor man ofte inddrager historiske elementer i udlandsreportagerne for at få sat artiklerne rigtigt i perspektiv. Michael Kuttner er vel i virkeligheden levendegørelsen af alt det, Berlingske Tidende – selv om vi også er blevet moderne – stadig gerne vil være: Klog. Dannet. Indsigtsfuld. Med internationalt udsyn. Velopdragen. Original og Karakterfuld.”