Kærlige klap til Kia

Kia skraber bunden i diverse undersøgelser. Læsernes erfaringer med det koreanske bilmærke er mere positive, men især ældre modeller kan drille.

Den nye Ceed er indbegrebet af, hvad Kia gerne vil stå for i fremtiden: En moderne, <br>euro-designet bil, der er så pålidelig, at koreanerne tør give syv års garanti på hele bilen.<br>Foto: Martin Dam Kristensen Fold sammen
Læs mere

Gode biler til lave priser og fin service af flinke folk på værkstederne.

Læsernes erfaringer med Kia står ofte i skærende kontrast til diverse forbrugerundersøgelser, hvor det koreanske bilmærke konsekvent skraber bunden. For eksempel kunne bilklubben FDM for nylig udpege Kia som taber blandt 23 bilmærker i kundetilfredshedsundersøgelsen Autoindex 2007. Og tidligere i år slap Kia særdeles skidt fra TÜVs årlige statistik over fejl og mangler i de tyske bilsyn.

Blandt hovedparten af de 35 læsere, der fulgte opfordringen om at berette om tilværelsen som Kia-ejer, er oplevelserne ofte mere positive. Lave priser er en fordel, der fremhæves igen og igen. Mange Kia-ejere er også glædeligt overraskede over bilernes køreegenskaber og komfort, lige som der overvejende er tilfredshed med de Kia-værksteder, der ellers får drøje hug i andre undersøgelser.

Der er dog også skarpe torne på roserne. Kritikken kan koges ned til tre punkter, der ofte er hørt før i forbindelse med koreanske biler: Ældre modeller er plaget af fejl, gensalgsværdien er lav, og bilerne kører væsentligt kortere på literen, end de glittede brochurer lover.

En del drager samme konklusion som Annette Barntved fra Holte, der købte firehjulstrækkeren Kia Sportage for to år siden:

»Jeg er glad for bilen. Den kører godt, har alt i udstyr, og der har aldrig været problemer med den. Men næste gang køber jeg ikke en Kia. I stedet vil jeg have en Volvo V50 jeg har tidligere haft en Volvo, og det er den bedste bil, jeg nogensinde har haft.«

To ting får Annette Barntved til at skifte mærke næste gang. Sammenlignet med en Volvo mangler Kiaen noget flot design og herlighedsværdi. Og så drikker den alt for meget diesel.

»Kia opgiver 15,6 km/l, men virkeligheden er, at jeg kører 9,3 km/l ved blandet by-, landevejs- og motorvejskørsel,« lyder det ærgerligt fra Annette Barntved.

Så er begejstringen mere udelt hos ægteparret Poulsen i Odder. Her har hr. og fru Poulsen hver deres Kia Picanto fra 2005.

»Den ene har kørt over 38.000 kilometer, den anden 33.000 og vi er faktisk meget tilfredse med dem, beretter Ib Poulsen.

»Picantoerne kører langt på literen. Rekorden er 19,5 km/l, dårligst 15 km/l. I snit kører vi 17-18 km/l, og så kører vi endda til på motorvej. Her er vores eneste anke, at Picantoerne mangler lidt motorkraft, men vejgreb og komfort kan vi ikke klage over. Heller ikke om vinteren, hvor vi ofte kommer bedre gennem sneen end andre i deres »kone-firehjulstrækkere«. Forhandleren har vi heller aldrig haft problemer med, så vi kunne sagtens finde på at købe Kia igen,« fastslår Ib Poulsen.

Picanto er Kias bestseller og den model, der ubetinget spreder mest glæde blandt læserne. Her er næsten altid tale om lutter lovord for eksempel fra Georg Scherrebeck Møller i Haderslev:

»Jeg har kørt Picanto i halvandet år og er fascineret af denne lille model. Fantastiske køreegenskaber, præcist styretøj og gearskifte, gode bremser og ingen sidevindsfølsomhed.«

Den anden Kia-storsælger, familiecontaineren og camperen Carnival, deler i højere grad vandene.

»Siden december 2004 har jeg kørt 35.000 kilometer i min Carnival 2,9 diesel Camper uden problemer. Carnival har god plads, komfortable sæder og alt det udstyr, man kan forlange, selv om det nok skorter lidt på sikkerhedsudstyret. Man sidder højt, den er let at køre, hvad mere kan man forlange,« spørger Henning Klarup fra Havdrup begejstret.

Bedre service, svarer familien Hald i Grenå. De købte en ny Carnival Camper i 2005, som fik en skæv start på værkstedet.

»Straks efter leveringen syntes vi, at bilen rystede i rattet. Værkstedet fik bilen ind et par timer, men vi fik den tilbage med besked om, at den intet fejlede. Jeg kørte så til en anden mekaniker, der løste problemet ved at afbalancere hjulene. Vi betalte selv, men da jeg fortalte Kias værkfører om det, trak han bare på skuldrene. Elendig service på en ny bil, konkluderer Jesper B. Hald.

Familien Hald hæfter sig mere ved, at deres Carnival fungerer godt i dagligdagen. Familien Halds næste bil bliver formentlig også en Kia. Gerne den nye Carnival.

Planen om at købe Kia igen deles af to tredjedele af Kia-ejerne. Svarene viser, at Kia tilsyneladende satser rigtigt med lange garantiordninger. Mange læsere nævner den nye Ceed som deres næste bil, fordi den som markedets eneste sælges med hele syv års garanti. Dermed er der lagt op til, at danskernes lidt forsigtige flirt med Kia kan blive mere langvarig fremover.