Der skal i bogstaveligste forstand et jordskælv til, før Japan kommer på avisernes forsider. Det skete midt i juli i år, hvor et jordskælv satte et japansk a-kraftværk ud af drift. Mens der er stor opmærksomhed omkring Kina og Indien, har Japan i en årrække været trængt i baggrunden. En forklaring er, at der har været og fortsat er høj vækst i de to store folkerige lande, mens Japan i et årti lå underdrejet med lave årlige vækstrater.
Med tæt ved 128 millioner indbyggere, mindre end en tiendedel af det antal der bor i Kina, er Japan dog fortsat verdens næststørste økonomi efter USA og dermed en vigtig spiller i den globale økonomi. Efter en række strukturreformer gennemført af den tidligere premierminister Junichiro Koizumi er der nu igen gang i Japans økonomi. Arbejdsløsheden er faldet, og eksporten vokser hjulpet af en kraftig devaluering af den japanske yen. En kortsigtet, men effektiv løsning på Japans stigende problemer med konkurrenceevnen.
Regeringen forsøger på ny at sætte Japan på den internationale dagsorden. Det skete eksempelvis op til årets G8-møde, der blev afholdt i Tyskland i juni, hvor Japans nye premierminister Shinzo Abe med et vist held forsøgte sig som mægler mellem USA og Europa på klimaområdet. Ved næste års G8-møde, hvor Japan er vært, vil der igen være fokus på klimaet, idet Japan føler en forpligtelse til at sikre en afløser for Kyoto-aftalen, der udløber i 2013.
Spørgsmålet er dog, om de fremskridt, der er sket, og de planer, der er lagt frem, blandt andet om at gøre noget ved den skrantende produktivitet, er tilstrækkelige til, at landet kan magte de tre store udfordringer, landet står overfor. For det første har Japan i endnu større omfang end andre lande problemer med at forsørge et stigende antal ældre. For det andet har Japan energiforsyningsproblemer, og for det tredje sikkerhedspolitiske udfordringer, som ikke er så ligetil at takle.
Søndagens valg til det japanske overhus med et stort nederlag til regeringspartiet LDP tegner en usikker fremtid for den skandaleramte, konservative og nationalistiske premierminister Shinzo Abe, der dog fortsat har flertal i underhuset og kan blive siddende, men valgresultatet viser, at Japan er langt fra at have løsninger på de udfordringer, der trænger sig på.
Fødselsraten i Japan er faldet drastisk fra 2,14 i 1965 til 1,29 i begyndelsen af 2007. Det betyder, at der i 2050 vil være 15-16 millioner færre japanere, og at indbyggertallet vil være halveret i slutningen af dette århundrede, hvis ikke det lykkes at få fødselsraten op. En af årsagerne til det lave fødselstal er, at en stigende andel af de japanske kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet. De prioriterer karriere over familieforøgelse og gifter sig senere end før. Ikke nødvendigvis fordi de ikke ønsker mere end ét barn, men fordi de ikke magter det fysisk og økonomisk. Mange japanske mænd tilbringer 10 til 11 timer fem gange om ugen på deres arbejdsplads eller sammen med deres kolleger. Når mændene vender hjem sent ud på aftenen ofte efter at have spist og drukket med kolleger, er der ikke tid og kræfter til at deltage i yngelpleje eller andre hjemlige sysler. Et andet begrænsende forhold er, at en typisk japansk familiebolig ikke rummer meget plads, så forældre og børn/barn må sove i samme rum. De færreste har råd til en større bolig.
En del af den japanske ungdom har opgivet håbet om et sikkert job, en bolig og en familie. Det hænger sammen med et pensionssystem, hvor de yngre generationer skal betale forsørgelsen af de ældre. Staten har ikke de penge, der skal til for at betale den fremtidige pensionsbyrde. Tværtimod har staten en stor gæld, der udgør omkring 170 procent af bruttonationalproduktet. Et EU-land må ikke have en statsgæld, der overstiger 60 procent. De unge kan godt se, at der ikke bliver meget til dem selv, når de skal pensioneres, og undlader derfor at betale til den obligatoriske pensionsopsparing. Udviklingen på arbejdsmarkedet betyder desuden, at det er blevet vanskeligere at få et fast fuldtidsjob. Andre vælger deltidsjobbet frivilligt og lever fra dag til dag uden at tænke på fremtiden. De bliver boende hos forældrene, så længe det kan lade sig gøre. Ofte hører man forældregenerationen omtale de unge som en »nytteløs« generation, mens de unge selv oplever, at de er ofre for en udvikling, de ikke selv har indflydelse på. En del overvejer udvandring.
Samlet set betyder det, at de sociale og økonomiske problemer, Japan står overfor, er endnu større, end tallene fortæller. Løsningen med en kombination af et stigende fødselstal og øget indvandring er vanskelig at realisere. Traditionelt har Japan ikke været åben over for indvandring i større omfang.
Den anden af Japans store udfordringer er at sikre sig en pålidelig energiforsyning. Japan råder kun over beskedne energireserver i form af vandkraft og en mindre olieproduktion. 84 procent af energiforbruget importeres, heraf en betydelig del fra Mellemøsten. A-kraft dækker omkring 30 procent af elforsyningen, og der er planer om en betydelig udbygning. Planer som aktualiseres, men også vanskeliggøres efter jordskælvet i juli i år, der viste, at de eksisterende a-kraftværker ikke er betryggende sikret mod jordskælv.
Der findes olie og gas i Det Østkinesiske Hav mellem Japan og Kina, men de to lande kan ikke enes om en grænsedragning eller en fælles udforskning og udvindingsaktivitet. En løsning gennem international mægling ventes først efter 2009.
Det er den japanske regerings udtalte målsætning at føre sig frem internationalt som en energi- og miljøbevidst nation. Der gøres en indsats med udvikling af mindre forurenende biler, men ellers synes det at have lange udsigter med at realisere målsætningen. Japan har ellers teknisk set gode muligheder for at reducere landets energiforbrug, dels ved en effektiv efterisolering af den eksisterende boligmasse, der kun er nødtørftigt isoleret, dels ved at begrænse energiforbruget gennem øgede skatter og afgifter. Også vedvarende energi er på dagsordenen, men det er dyrt, og prisstigninger er ikke populære i et land, hvor priser og lønninger stort set ikke har bevæget sig i det seneste ti år. Regeringens muligheder for at gennemføre energibesparelser og vedvarende energi med offentlige tilskud kompliceres af, at der i forvejen er underskud på det japanske statsbudget, og at statsgælden som nævnt er meget stor.
Japans tredje store udfordring er landets sikkerhedspolitik. Da Nordkorea i 1998 og igen i juli 2006 sendte missiler hen over Japan og i oktober 2006 afprøvede et a-våben, blev det tydeligt, at Japans sikkerhed var truet. Det forhold, at Nordkorea på det seneste er gået med til at standse en fortsat udvikling af sit a-våbenprogram, er ikke tilstrækkeligt beroligende for Japan. Det nordkoreanske regime er notorisk upålideligt.
USA er Japans sikkerhedspolitiske allierede, et gensidigt afhængighedsforhold som på den ene side sikrer Japan amerikansk militær beskyttelse, herunder et avanceret missilforsvarssystem, og på den anden side bidrager til, at USA kan opretholde sin rolle som asiatisk militær supermagt med baser på japansk territorium. Japans udfordring er, hvor langt og hvor længe man kan løbe an på USA. Vil USA, hvis en konflikt optrappes, gennemføre et forebyggende angreb mod Nordkorea eller andre af Japans naboer, der for alvor truer Japan?
Med sin nuværende pacifistiske forfatning, der blev dikteret af USA efter afslutningen af Anden Verdenskrig, kan Japan ikke selv gennemføre et forebyggende angreb, selv om man militært set måtte have midlerne til det. Japans premierminister Shinzo Abe arbejder på at forberede japanerne på en mindre pacifistisk forfatning og måske på sigt også på at sikre Japan en egen atomar slagstyrke. Teknologisk er det ikke noget større problem for Japan, men økonomisk og politisk er det vanskeligt. Ikke kun i forhold til den japanske befolkning, men også i forhold til resten af verden.
