USA indfører straftold på stål og aluminium fra EU

Forhandlinger med EU om at undgå straftold har ikke været tilfredsstillende, siger USAs handelsminister. EU varsler en hurtig reaktion.

En tysk stålarbejder arbejder i en højovn i Salzgitter. Fremover indfører USA straftold på stål og aluminium fra EU, Mexico og Canada. Fold sammen
Læs mere
Foto: DAVID HECKER

USA indfører fra fredag 1. juni straftold på stål og aluminium fra EU, Canada og Mexico, oplyser den amerikanske handelsminister, Wilbur Ross, på et pressemøde.

Ross siger, at forhandlingerne med EU ikke har medført resultater, som er tilfredsstillende for den amerikanske regering.

EU vil svare igen og indføre told på en række amerikanske varer. Det siger EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker.

»Det er fuldstændig uacceptabelt,« siger Juncker.

»Det er ren og skær protektionisme,« siger Juncker om USAs nye toldsatser.

USA havde varslet straftold på stål (25 procent) og aluminium (10 procent) over for EU, Canada og Mexico fra 1. maj. Men præsident Donald Trump besluttede at udsætte det i en måned for at få flere handelsindrømmelser fra nogle af USAs allervigtigste handelspartnere.

Canada og Mexico er midt i følsomme forhandlinger med USA om at revidere handelsaftalen Nafta. Trump hævder, at Nafta har kostet flere millioner amerikanske arbejdspladser.

De forhandlinger »tager længere tid, end vi havde håbet«, siger Ross ifølge AFP.

EUs handelskommissær, Cecilia Malmström, mødte onsdag Ross i Paris i et forsøg på at få USA til at afmelde straftold på stål og aluminium.

Men mødet endte uden resultater, og Malmström sagde bagefter, at hun regnede med, at USAs toldtariffer ville være gældende fra fredag.

Handelsminister Ross siger, at det var EU, som ikke var villig til at komme USA i møde.

»Vi havde drøftelser med EU-Kommissionen, og selv om vi gjorde nogen fremskridt, så nåede de ikke til et punkt, hvor det var berettiget til enten en midlertidig undtagelse eller en permanent undtagelse,« siger han.

Europæiske og amerikanske kommentatorer er forundret over, at Trump så hårdt angriber USAs nærmeste allierede med trusler om straftold.

Det kan få alliancefællesskabet mellem USA og Europa til at erodere, lyder det.

/ritzau/