Soldater tvivler på Afghanistan-exit

I dag har krigen i Afghanistan varet i ti år. Freden er ikke i sigte og tiden arbejder for Taleban. Men tropperne skal hjem i 2014.

I dag har krigen i Afghanistan varet i ti år. Freden er ikke i sigte og tiden arbejder for Taleban. Men tropperne skal hjem i 2014. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På tiårsdagen for krigen i Afghanistan udtrykker de danske soldater på slagmarken bekymring over regeringens beslutning om at trække kampenhederne hjem senest i 2014. Soldaterne er bange for, at de efterlader et Afghanistan i kaos, og at de tab, de har lidt, dermed er forgæves.

- Det er politikerne, ikke soldaterne, der bestemmer, hvornår en opgave er løst. Men soldaterne har svært ved at forstå det, hvis vi efterlader et Afghanistan i kaos. Var det så det hele værd? De mange liv? siger Jesper K. Hansen, formand i Centralforeningen for Stampersonel - forsvarets største fagforening, der mener, at sporene fra tilbagetrækningen fra Irak skræmmer.

I alt 42 danske soldater er indtil videre omkommet i Afghanistan, og i går blev en dansk soldat hårdt såret af en sprængladning i den uroplagede Helmand-provins.

Også i Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF) frygter man en faneflugt i 2014.

- Vore medlemmer siger: Lad os nu gøre arbejdet færdigt. Og jeg håber, at politikerne vil være så ansvarlige, at de justerer planen, hvis virkeligheden i Afghanistan er mere problematisk end forventet, når vi skal ud, siger formanden i HKKF, Flemming Vinther.

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) forstår ikke de danske soldaters bekymring.

- Nej, det gør jeg ikke. Når vi tager kamptropperne ud i 2014, betyder det ikke, at vi overlader afghanerne til sig selv. Vi vil fortsat hjælpe afghanerne blandt andet med træning af deres styrker. Men de skal selv tage vare på deres sikkerhed, siger Nick Hækkerup.

- Jeg siger ikke, at det bliver nemt at nå dertil. Men det går den rigtige vej, og vi har lidt mere end tre år til at nå derhen, siger forsvarsministeren.

Professor Mikkel Vedby Rasmussen, der forsker i den danske indsats i Afghanistan-krigen, kan omvendt godt forstå soldaternes bekymring.

- For ikke så længe siden, fik man at vide, at man gik terroristernes ærinde, hvis man talte om en exitdato for missionen i Afghanistan. Nu er der stort set politisk konsensus om, at vi skal ud i 2014, selv om vore resultater nøgternt vurderet er stærkt begrænsede, og selv om tilbagetrækningen sker på vores præmisser, ikke afghanernes, siger Mikkel Vedby Rasmussen, der dog ikke tror, at exitdatoen i 2014 er til at lave om på.

- Alene af den grund, at forsvaret står foran store besparelser, siger Mikkel Vedby Rasmussen.

INFOshop: Danskerne i krig