Putin til Vesten: Bland jer udenom

Rusland vil ikke finde sig i, at Vesten blander sig i hverken Ruslands, Syriens eller Irans indre anliggender.

Foto: YURI KADOBNOV
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vesten skal stikke piben ind og lade være med at blande sig for meget i Irans atomprogram og situationen i Syrien.

Sådan lyder meldingen fra Vladimir Putin, Ruslands premierminister og tidligere præsident, i en artikel, han har skrevet om udenrigspolitik til avisen Moskovskiye Novosti.

Her langer Putin både ud efter de vestlige landes linje over for Iran - som han mener kan få »dybt katastrofale konsekvenser« - og sammenslutningen Syriens Venner, som forsøger at sætte en stopper for blodsudgydelserne i Syrien. Putin sender samtidig et utvetydigt signal til omverdenen om, at den ikke skal blande sig i russiske forhold eller i Ruslands forhold til sine allierede og naboer.

- Jeg håber virkelig, at USA og andre lande ikke forsøger at sætte militært ind i Syrien uden et mandat fra FNs Sikkerhedsråd, skriver Putin blandt andet.

Rusland vil svare igen

Han advarer imod, at det kan få »utilsigtede konsekvenser« og skabe et »moralsk og retsligt vakuum«.

I starten af februar nedlagde Rusland sammen med kineserne veto, da Sikkerhedsrådet diskuterede sanktioner mod Syrien for overgreb på landets befolkning. Og det har russerne i sinde at blive ved med, lader Putin forstå. Han beskylder Vesten og en række arabiske lande for at hykle, når de gennemfører deres egne dagsordener »under dække af humanitære sloganer«. Går landene imod Rusland, vil russerne svare igen, forsikrer Putin, der heller ikke lægger fingrene imellem, når det gælder Vestens trusler mod Iran.

- Hvis Vesten går til angreb, kan det ende katastrofalt, skriver han.

- Det er muligt, at ledere tænker »vi har en atombombe, os er der ingen, der rører«. Men om man kan lide det eller ej, så er det lige præcis sådan en holdning, der leder til den slags tanker (om at anvende atomvåben, red.), skriver premierministeren for det land, der selv har et stort atomvåbenarsenal.

Den 4. marts skal russerne vælge en ny præsident, og her står Putin stærkt. Forud for valget har hundredvis af russere været på gaden for at vise deres store utilfredshed med deres tidligere og sandsynligvis også kommende præsident.