Politikere snuppes for at stjæle EU-penge til fattige

Kriminel bande kanaliserede EU-millioner øremærket fattige italienere i egne lommer. Politiet har anholdt ni.

Foto: AFP PHOTO / Andreas SOLARO
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Italiensk politi har anholdt ni personer, som mistænkes for at have begået underslæb med EU-midler for 1,9 millioner euro.

De ni tæller både medlemmer af den syditalienske mafia, politikere og forretningsfolk i Calabrien.

Midlerne var fra et særligt EU-program og øremærket trængende familier i det fattige Syditalien.

Efterforskere har fulgt EU-pengenes spor, og det har ført dem frem til en gruppe på ni personer.

Politiet har beslaglagt værdier for omkring to millioner euro.

Blandt de anholdte er en tidligere chef for arbejds- og socialforvaltningen i Calabrien.

Han beskyldes for at have kontaktet to mafiamedlemmer, der skulle skræmme en politiker, som forsøgte at stoppe kriminaliteten.

»Det er en grim forbrydelse, der er udført på professionel vis uden nogen som helst respekt for de ressourcesvages behov,« siger chefanklager Nicola Gratteri i byen Catanzaro til Rai News 24.

Anklagen går på magtmisbrug, korruption, underslæb, pengeafpresning og trusler mod embedsmand.

Anholdelserne er sket i Calabrien, Lazio, Toscana og Veneto.

/ritzau/AFP