Pakistans regering: Al Qaeda står bag

Terrorbevægelsen al-Qaeda står bag drabet på Pakistans tidligere premierminister Benazir Bhutto, siger Pakistans indenrigsministerium. Bhutto døde ikke af skud.

Benazir Bhutto begraves af bl.a. sin mand Asif Zadari (med hvid kalot) . Fold sammen
Læs mere
Foto: Asif Hassen / AFP

Terrrorbevægelsen al-Qaeda står bag drabet på Pakistans tidligere premierminister Benazir Bhutto. Det oplyser Pakistans indenrigsministerium fredag aften.

Efterretningstjenesten har opsnappet telefonsamtaler mellem al-Qaeda-medlemmer, og af dem fremgår det, at al-Qaeda ønsker at destabilisere Pakistan, hedder det i en erklæring fra indenrigsministeriet i Islamabad.

En ministerietalsmand siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at al Qaeda-lederen Baitullah Mehdud står bag. Han er en af de mest eftersøgte mænd i Pakistan og har base i det sydlige Waziristan, et område ved den afghanske grænse.

Talsmanden for Indenrigsministeriet oplyste ved et pressemøde fredag eftermiddag også, at Bhutto ikke blev ramt af skud, men døde af kvæstelser i hovedet, efter hun ramte et soltag i den bil, hun sad i på vej væk fra et valgmøde i Rawalpindi.

Talsmanden tilføjede, at efterretningstjenesten har opsnappet en telefonsamtale fra den formodede leder af al-Qaeda i Pakistan, Baitullah Mehsud, der gratulerer en anden med Bhuttos død.

- Der er sikre beviser på, at al-Qaeda og dets netværk forsøger at destabilisere Pakistan, fortsatte talsmanden.

Og det er netop al-Qaeda og Taliban-grupper i Pakistan og Afghanistan, der ser ud til at have mest at vinde ved Benazir Bhuttos død. Det vurderer flere analytikere og kendere af Pakistan.

Al-Qaeda hævder selv, at de beordrede Bhutto-attentatet, og sagde, at de ville "slagte hende som en so".

Terrorbevægelsen tog selv skylden for drabet i en erklæring timer efter, at Benazir Bhutto var død.

/ritzau/Reuters