Over 20 polske politifolk såret i Kosovo

Danske soldater i højeste beredskab i Mitrovica, hvor uroligheder optrappes. FN's politi trækker sig ud af Nordkosovo.

Nato-styrker blev mandag morgen angrebet i Kosovos uroplagede by, Mitrovica. Fold sammen
Læs mere
Foto: Reuters

Der blev her til formiddag skudt mod Nato-styrken i det nordlige Kosovo, efter uroligheder i byen Mitrovica tog til. FN's politi har fået ordre til at trække sig ud af det nordlige Kosovo.

Der blev åbnet ild mod Nato-soldater med automatvåben, siger en fransk Nato-talsmand til nyhedsbureauet Reuters.

Der er cirka 300 danske soldater i Mitrovica, og ifølge presseofficer major Steen Nielsen er der forlydender om, at der er affyret mortergranater inde i byen.

Mindst 22 polske FN-politifolk blev såret i sammenstød med serbiske demonstranter, oplyser en polsk talsmand til nyhedsbureauet AFP.

Urolighederne eskalerede, da Nato-soldater og politifolk fra FN omringede en retsbygning og jog de serbere, som har holdt huset besat siden fredag, ud.

De danske soldater følger uroen på sidelinjen, siger Steen Nielsen til Ritzau, men hele den danske styrke er i højeste beredskab, og alt disponibelt mandskab er sendt ud i felten.

- Situationen er utrolig anspændt i Mitrovica, konstaterer han.

/ritzau/