Otte dræbt ved jordskælv i Japan

Et kraftigt jordskælv ramte mandag det nordvestlige Japan. Mindst otte blev dræbt og tæt ved 700 såret. Et atomkraftværk gik i brand.

Dødstallet efter et kraftigt jordskælv i Japan mandag steg yderligere i løbet af dagen i takt med, at redningsarbejdet skred frem.

Mindst otte mennesker har foreløbigt mistet livet, og op mod 700 personer er såret.

Skælvet, der målte 6,8 på richterskalaen, var også årsag til, at der opstod brand i et atomkraftværk. Umiddelbart var der dog ikke tegn på større skader, og ilden opstod i en transformator.

Senere mandag sagde en talsmand for Kashiwazaki-Kariwa atomkraftværket, der er verdens største, at 1200 liter radioaktivt vand lækkede ud fra værket.

- Lækagen menes at være langt under niveauerne, som kunne påvirke miljøet, forsikrede Shougo Fukuda, en talsmand for Tokyo Electric, som driver værket.

Kun få timer efter dette jordskælv blev Japan ramt af endnu et skælv, som dog ikke var lige så kraftigt.

/ritzau/AP