Optimisme ved gidselforhandlinger i Afghanistan

Optimisme ved forhandlinger mellem Taliban og sydkoreansk delegation i Afghanistan.

Forhandlingerne mellem Taliban i Afghanistan og en sydkoreansk delegation om frigivelse af 21 sydkoreanske gidsler synes at være på vej mod et gennembrud, signalerede talsmænd for den militante gruppe lørdag.

- Vi forsikrer jer (medierne) og hele verden, at alle sydkoreanerne vil blive frigivet og vil kunne vende hjem, sagde Mawlavi Nasrullah, der er den ene af Talibans to forhandlere. Den anden forhandler, Qari Bashir, sagde, at han håbede på en løsning "i dag eller i morgen".

En sydkoreansk delegation indledte direkte forhandlinger med Taliban fredag. Der var ingen kommentarer fra sydkoreanske diplomater lørdag.

- Forhandlingerne fortsætter, vi har ikke nået noget resultat, sagde guvernøren i Ghazni, Merajuddin Pattan.

Ifølge Ahmadi står Taliban-forhandlere fast på deres krav om, at otte af deres mænd skal løslades fra deres fængsler, hvis gidslerne skal frigives.

Sydkoreanerne, en gruppe kristne missionærer, blev taget til fange i Ghazni-provinsen den 19. juli.

Taliban tog 23 gidsler, men to af dem er siden blevet skudt, da tidsfrister for opfyldelse af gidseltagernes krav om at få frigivet Taliban-fanger ikke blev opfyldt.

/ritzau/Reuters