Nyheder fra udlandet i kort form

København.

 

Fabriksbrand i det østlige Kina dræber 19 mennesker

BEIJING: En brand på en fabrik i det østlige Kina har dræbt 19 mennesker.

Det oplyser lokale myndigheder mandag.

Branden brød ud søndag på en fabrik i amtet Ninghai i den østlige provins Zhejiang, oplyser den lokale regering på det sociale medie Weibo.

Branden, der er under efterforskning, fandt sted på et anlæg ejet af Ruiqi Daily Necessities Company.

Ud af otte personer, der blev reddet ud i live, er tre indlagt på hospitalet, oplyser myndighederne i Ninghai.

Branden er den seneste i en lang række af dødelige industriulykker i Kina. Her forekommer den slags ulykker ofte, da sikkerhedsregler sjældent håndhæves, som de skal.

I marts dræbte en eksplosion på et kemisk anlæg i den østlige Jiangsu-provins 78 mennesker.

/ritzau/AFP

 

 

Saudisk kronprins advarer mod militær indgriben over for Iran

RIYADH: Den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman, advarer mod en eskalering med Iran.

Det siger han i et interview med det amerikanske tv-program "60 Minutes".

Kronprinsen advarer om, at priserne på råolie kan stige til "ufattelige højder", hvis verden ikke finder sammen om en løsning på den anspændte situation med Iran.

I samme ombæring understreger han, at han foretrækker en politisk løsning frem for en militær.

- Hvis verden ikke indtager en stærk position over for Iran, vil vi se en yderligere eskalering, der vil true verdens interesser, siger Mohammed bin Salman til "60 Minutes", der vises på amerikanske CBS.

/ritzau/Reuters

 

 

Trump kræver et møde med whistleblower i Ukraine-sag

WASHINGTON D.C.: USA's præsident, Donald Trump, vil mødes personligt med den whistleblower, der har slået alarm over hans kommunikation med den ukrainske præsident.

Det skriver Donald Trump i en serie af opslag på Twitter natten til mandag dansk tid.

Donald Trump understreger, at han mener, at han har krav på at få lov til at konfrontere sin "anklager".

- Den såkaldte whistleblower gengav en perfekt samtale med en udenlandsk leder på en fuldstændig unøjagtig og bedragerisk måde, skriver præsidenten blandt andet.

Whistlebloweren, der ifølge flere amerikanske medier arbejder i den amerikanske efterretningstjeneste, gjorde i forsommeren opmærksom på bekymrende forhold i præsidentens kommunikation med Ukraines regering.

/ritzau/

 

 

En person dør under brand i overfyldt græsk flygtningelejr

ATHEN: Mindst en person er søndag omkommet efter en brand i en container og uroligheder i en flygtningelejr på den græske ø Lesbos.

Det oplyser det lokale politi ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Adskillige flygtninge stødte sammen med politiet, samtidig med at røg steg op over Moria-lejren, og brandfolk forsøgte at bekæmpe flammerne.

Omkring 12.000 personer opholder sig i lejren under tætpakkede forhold.

Ifølge det lokale politi blev et brændt lig søndag bragt til retsmedicineren på et hospital i øens hovedstad, Mytilini, for at blive identificeret.

Politiet sendte samtidig forstærkninger til øen for at få styr på optøjerne.

/ritzau/

 

 

Østrigs konservative sikrer storsejr efter skandalesag

WIEN: Østrigs konservative parti (ÖVP), som ledes af den 33-årige Sebastian Kurz, er på vej tilbage til regeringsmagten.

Det står klart, efter at der søndag har været afholdt parlamentsvalg i landet.

Med mere end 99 procent af stemmerne optalt søndag aften har Kurz og co. sikret sig 37,1 procent af stemmerne. Det er klart flest, og det er samtidig en fremgang på knap seks procentpoint i forhold til valget i 2017.

Det viser tal fra den østrigske avis Der Standard.

Samtidig går det højreorienterede Frihedsparti (FPÖ) tilbage med næsten ti procentpoint. Partiet, der får 16,1 procent af stemmerne, blev tidligere på året rystet af en stor politisk skandale.

/ritzau/Reuters

 

 

Tusindvis af russere forlanger løsladelse af demonstranter

MOSKVA: Over 20.000 russere har søndag protesteret i Moskvas gader.

Her har de forlangt, at demonstranter, der blev fængslet i løbet af sommerens protester, bliver løsladt. De er nemlig fængslet i et forsøg på at lukke munden på regeringskritiske røster, lyder budskabet.

Særligt tilbage i juli var der stor opstand i den russiske hovedstad.

Årsagen var, at oppositionskandidater ikke fik lov til at stille op ved lokalvalget i Moskva, der blev afholdt i september.

I forbindelse med demonstrationerne var der beskyldninger om brutal opførsel fra politiets side og usædvanligt strenge fængselsdomme.

Flere russere er blevet idømt fire års fængsel.

/ritzau/Reuters

 

 

Trump om Ukraine-sag: Historisk fupnummer

WASHINGTON D.C.: USA's præsident, Donald Trump, kalder den såkaldte Ukraine-skandale for det største svindelnummer i historien.

Det sker i en video på Twitter.

- Det, der sker lige nu, er det største svindelnummer i amerikansk politiks historie, siger præsidenten.

Han hævder, at Demokraterne "ønsker at fjerne alt" og nævner folks våben, sundhedsforsikring og frihed.

- Det er alt sammen meget enkelt. De (Demokraterne, red.) forsøger at stoppe mig, fordi jeg kæmper for jer - og jeg vil aldrig lade det ske, forsikrer Trump i videoen ifølge nyhedsbureauet dpa.

Tirsdag tog Kongressen hul på den proces, der kan sende Trump for en rigsret.

/ritzau/

 

 

Busulykke koster mindst 36 livet i Kina

BEIJING: Mindst 36 personer er blevet dræbt i en busulykke i det østlige Kina. Yderligere 36 blev kvæstet i forbindelse med ulykken.

Det skriver det kinesiske statsejede medie Xinhua.

Ulykken skete, da en bus kolliderede med en lastbil på en motorvej i den østlige provins Jiangsu natten til søndag dansk tid.

Der var 69 passagerer i bussen, da ulykken skete, og det er ikke oplyst, hvem de øvrige involverede er.

Xinhua rapporterer, at de kvæstede blev bragt til hospitalet. Ni af dem er i kritisk tilstand, mens de resterende slap med mindre skader.

Den indledende undersøgelse af ulykken tyder på, at sammenstødet blev forårsaget af et fladt dæk.

/ritzau/AFP

 

 

Kun to millioner stemte ved afghansk valg

KABUL: Omkring to millioner mennesker stemte lørdag ved Afghanistans præsidentvalg, siger en anonym talsmand for valgkommissionen. Det er langt færre end ved det seneste præsidentvalg.

I alt havde 9,7 millioner mennesker mulighed for at stemme ved det fjerde valg, siden Taliban-regimet blevet styrtet ved en amerikanskledet invasion i 2001.

Hvis det uofficielle tal om to millioner vælgere er korrekt, betyder det, at kun omkring hver femte af de registrerede vælgere stemte. Landet har en samlet befolkning på 34 millioner.

Ved det seneste præsidentvalg i 2014 stemte omkring syv millioner.

Frygten for vold kan have dæmpet vælgernes lyst til at stemme.

/ritzau/Reuters

 

 

Uro optrappes i Hongkong op til 70-årsdag

HONGKONG: Mens Kinas kommunistparti gør klar til pompøse festligheder for at markere 70-årsdagen for oprettelsen af Folkerepublikken, kom det søndag til nye voldsomme gadekampe i Hongkong.

I Beijing planlægges en af de største militære parader i landet nogensinde.

Den kinesiske hovedstad kommer tirsdag til at ryste under den tordnende larm fra kampvogne, missilramper og 15.000 marcherende soldater.

Urolighederne i Hongkong fortsætter på fjerde måned og truer med at kaste lange skygger ind over de store ceremonier i Beijing. Mange aktivister kalkulerer med at få ekstra opmærksomhed i de kommende dage. Den kinesiske nationaldag har de omdøbt til "Sorgens dag".

/ritzau/

 

 

Saudiarabiske soldater måske fanget i Yemen

NAJRAN: Houthi-oprørere i Yemen påstår at have tilfangetaget hundredvis af saudiarabiske soldater.

Det skriver flere internationale medier, blandt andet nyhedsbureauet Reuters.

Hverken BBC eller Reuters har kunnet få bekræftet oplysningerne fra saudiarabisk side eller af uafhængige kilder.

Meldingen fra houthi-oprørerne kom lørdag.

I alt tre "fjendtlige militærbrigader er nedkæmpet" i houthi-angrebet, meddeler en houthi-talsmand ifølge Reuters.

Tilfangetagelsen skal være sket nær den saudiarabiske by Najran.

Houthi-oprørerne er støttet af Iran, mens Yemens regering er støttet af en saudiarabisk-ledet koalition. Den koalition støttes af USA.

/ritzau/Reuters